Anmeldelse af Star Trek: Discovery

Opdateret

Første sæson af Star Trek: Discovery er nu tilgængelig på Netflix og vores Star Trek-ekspert ser på sæsonen i sin helhed og deler sine betragtninger om den.

Der vil forekomme spoilers for sæsonens sidste halvdel.

(Foto: Star Trek: Discovery/CBS)

Star Trek: Discovery havde enorme forventninger at leve op til, da serien havde premiere i efteråret. Den første Star Trek TV-serie siden 2015, hvor Enterprise sluttede. Der var en masse modsigende rapporter om, hvorvidt den foregik i det kendte univers eller i universet fra de nyeste tre film (som i fankredse kaldes for ”Kelvin Universet” eftersom det nye univers splitter fra det gamle ved ødelæggelsen af USS Kelvin i starten af den første film). Beskeden lød på at man ville forny sig ved ikke at lade kaptajnen være hovedpersonen og samtidigt prøve at være ”all inclusive” i endnu højere grad end før. Star Trek har været en forløber i ligestillingens navn og blev i 1967 det første TV show nogensinde med en sort kvinde i en større rolle (Uhura), en sort kvindelig skibskaptajn (dog kun i et kort glimt i filmen Star Trek IV: The Voyage Home) og en hvid kvindelig skibskaptajn i Star Trek Voyager. Denne gang var målet at have Star Treks første homoseksuelle besætningsmedlem, samt en afroamerikansk kvinde som hovedperson.

Da serien fik premiere delte den vandene mellem seerne. CBS havde fra starten meldt ud, at de ikke gik efter at appellere til hardcore fans, men snarere at trække nye fans til, som aldrig havde set en Star Trek-serie før. Derfor har de også haft en løs tilgang til kronologien, teknologien og den slags. Selvom serien foregår 10 år før den originale Star Trek er deres teknologi væsentligt overlegen, med blandt andet holografiske billeder brugt til kommunikation frem for at kigge ind i en bærbar computer. De våben, der først blev opfundet i Kirks tid er pludselig standardvåben, og vi finder pludselig ud af, at Spock har en adopteret menneskesøster, som sjovt nok aldrig før er nævnt med et eneste ord. Seriens producere har udtalt at de går efter ”en kronologisk ånd” frem for den egentlige kronologi, og om man kan lide det er jo individuelt. Den største og mest synlige ændring er hos Klingonerne, som The Federation er i krig med på dette tidspunkt. I stedet for den makeup, der har været anvendt siden 1987s Star Trek: The Next Generation med et pandeskjold og forskellige former for busket hår og skæg, er Klingons nu nærmest flagermuseagtige monstre med skarpe tænder og et meget alienlignende udseende.

(Foto: Star Trek: Discovery/CBS)

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

Fra flere fans har jeg hørt at det faktisk giver god mening for dem, for det gør dem væsentligt mere fremmedartede og skræmmende – men der er ingen tvivl om, at det giver nogle underlige huller i kontinuiteten med de andre serier. Samtidigt er det blevet udtrykkeligt meldt ud at dette ER det ”rigtige” Star Trek-univers, og ikke Kelvin-universet, hvilket faktisk er underligt, når de nu havde muligheden for at ændre på det.

(Foto: Star Trek: Discovery/CBS)

Selve historien fokuserer på Commander Michael Burnham, som uagtet sit maskuline navn faktisk er en kvinde. Hun spilles af Sonequa Martin-Green, kendt fra både The Walking Dead og eventyrserien Once Upon a Time. Burnham er vokset op som Spocks adoptivsøster og opdraget Vulcan, hvilket gør at hun har meget svært ved at udtrykke sine følelser. I seriens pilotafsnit er hun næstkommanderende på USS Shenzhou, under kaptajn Philippa Georgiou (spilles af Michelle Yeoh, som ellers er mest kendt som Kung Fu-stjerne i klassikeren Crouching Tiger, Hidden Dragon og som James Bonds partner i Tomorrow Never Dies). Georgiou er en meget seriøs og ”klassisk” Star Trek-kaptajn. Da besætningen ved et uheld ender i en farlig konfrontation med et Klingon-skib går det hverken værre eller bedre end at Michael begår mytteri og ender med at få sin kaptajn slået ihjel. Hun idømmes fængsel på livstid – men hendes fangetransport forulykker, og hun ender på USS Discovery. Her kommer hun til at forblive serien igennem, nu uden rang og degraderet til ”specialist”.

(Foto: Star Trek: Discovery/CBS)

Discovery er meget anderledes end de andre rumskibe, vi har set i Star Trek. Det tætteste vi kommer på noget velkendt er skibet i serien Enterprise, som også var meget metallisk og ”militaristisk.” Det skyldes, at Discovery er et forsøgsskib, som eksperimenterer med ny fremdrift, og derfor kan bevæge sig hurtigere end noget andet skibe i flåden. En fordel, som de hurtigt begynder at benytte til at bevæge sig bag fjendens linjer og vende krigen til deres fordel.

Når man, som fan af alle de andre serier, sætter sig og ser den nye Star Trek Discovery, føles det underligt. Der er ikke ret meget, der forbinder en med den verden, man kender. Ja, våben og planeter har nogle af de samme navne, men The Federation (som altid har været imod krig) er pludselig blevet helt anderledes voldelig og grusom. Det regnes nu som værende helt okay at lave folkemord på en hel race… og det kommer fra en organisation, som har holdt det som deres vigtigste regel ikke at blande sig i andre kulturer! The Prime Directive nævnes stort set ikke i samtlige 15 afsnit. Jo længere man var i historien, des mere begyndte jeg at tro, at serien ville have et tvist – at vi pludselig ville finde ud af, at vi hele tiden havde befundet os i spejluniverset, som både blev besøgt i den originale Star Trek, Deep Space 9 og Enterprise, hvor The Federation er erstattet af det såkaldte ”Terran Empire”. Som man vil vide, når man har set anden del af sæsonen er dette ikke tilfældet – da Discovery hopper over i spejluniverset og bruger resten af sæsonen på at komme hjem igen.

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

(Foto: Star Trek: Discovery/CBS)

Jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere irriteret på serien, fordi den konstant lavede om på de serier, jeg elsker. Derfor gjorde jeg noget smart – jeg valgte at sige til mig selv, at det ikke drejede sig om Star Trek. Hvis den bliver set for sig selv, er det nemlig en både spændende og tankevækkende science fiction-serie, uagtet at der ikke er ret mange karakterer om bord på skibet, man rigtigt kommer til at holde af. Det er de simpelthen for iskolde, sarkastiske eller ondskabsfulde til. Men historien er faktisk både god og spændende, og da jeg først glemte at sammenligne og ærgre mig, fandt jeg at jeg godt kunne nyde serien. Efterhånden kommer der da også et par af de ting, som Star Trek i sin tid gjorde sig kendt på: At kunne stille moralske dilemmaer op i en science fiction-kontekst og lade os tale om dem på en ny måde. Jeg kunne især godt lide afsnittet Si Vis Pacem, Para Bellum (Afsnit 8), hvor tre af besætningsmedlemmerne skal afgøre om det er okay at bruge en intelligent races teknologi til at forstærke deres egen kommunikation – med en mulig ubodelig skade på racen. Det er tankevækkende, for helliger hensigten midlet? Kan man ofre tusinder, hvis millioner reddes? Valget en kaptajn håber aldrig at skulle træffe, og i dette tilfælde er de langt fra kaptajnen. De må selv afgøre det.

Som sagt er karaktererne ikke specielt ”likeable”, så lidt at jeg på et tidspunkt sammenlignede serien med Mad Men. Der er dog undtagelser, og min personlige favorit er Saru, spillet af Doug Jones. Ham husker de fleste af os nok som det øjenløse monster i Pans Labyrint, men han er svær at glemme, for han er 192 cm høj, tynd som en bønnestage og med ekstremt lange arme og ben. Han har tidligere spillet en del monstre og sære eksistenser, uden at få ret mange replikker – men her får han virkeligt lov at vise, at han faktisk er en særdeles dygtig skuespiller, selvom han har maske på. Hans stemme og øjne er utroligt udtryksfulde, og fordi han ser ud som han gør, er det faktisk nemt at glemme at der er et menneske inde bag. Han er nok Star Treks mest succesfulde alien-udseende alien!

(Foto: Star Trek: Discovery/CBS)

Kaptajnen på Discovery Gabriel Lorca spilles af Jason Isaacs, kendt fra Harry Potter. Han er en meget anderledes kaptajn end vi er vant til, og hans måde at lede sin besætning på minder mere om Kirk end Picard – men det giver også fin mening med tiden, vi befinder os i.

Hans maskinmester er førnævnte første åbent homoseksuelle mand, Paul Stamets. Han spilles af Anthony Rapp, som nogen måske vil huske som ham, der anklagede Kevin Spacey for sexchikane sidste år. Hans seksualitet bliver dog aldrig overspillet eller hængt ud, og det virker faktisk helt naturligt i serien, hvilket det også burde.

(Foto: Star Trek: Discovery/CBS)

Serien har både flot action (især på et TV-budget), meget dygtige skuespillere, og en tragisk kærlighedshistorie. Der er rigtigt meget der fungerer, og jeg kan godt anbefale serien. Men, hvis man er hardcore fan, så skal man som sagt regne med at blive slået i hovedet med ting, der ikke hænger sammen med det kendte univers gentagne gange. Kan man lægge det fra sig er serien helt klart seværdig.

Læs også: Historien om Star Trek – kort fortalt

Læs også: Samarbejde i en utopisk fremtid: hvad er det, der gør Star Trek fedt?

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *