Anmeldelse: ‘The First’ byder på følelsesporno og den menneskelige kamp

Foto: The First/Alan Markfield/Hulu

The First er ikke bare endnu en fortælling om astronauter og rummet. I stedet får vi lov til at komme bag om maskineriet.

Mars-køretøjet Perseverance blev bekræftet landet den 18. februar 2021 på den røde planets overflade. Én af køretøjets kerneopgaver er netop at bane vejen for fremtidige bemandede missioner.

C More tager os i samme ånd ti år frem i tiden med serien The First, der i tidens trend leger med ideen om at sende de første astronauter til Mars.

Den første bemandende mission til Mars

Vi befinder os i året 2033. Det amerikanske kommercielle rumagentur Vista har opnået, hvad vi i århundreder har drømt om: at planlægge og klargøre den første bemandede mission til Mars. Vistas administrerende direktør og daglige leder Laz Ingram (Natascha McElhone, Californication, Solaris) kæmper derfor en hård kamp for at holde sammen på sit livsværk. Dette sker efter affyringen fejler katastrofalt og koster fem astronauter livet.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Moonbase 8’ er en utrolig jordnær komedieserie om astronauter

Missionens tidligere kaptajn Tom Haggerty (Sean Penn, Mystic River, Carlitos Way) er dog dømt til at følge med på sidelinjen, da rod i hans eget privatliv fik ham frataget ansvaret som missionens kommandør.

En kamp mod tiden og dem selv

Men da Vistas økonomi begynder at vakle, skal midler findes hos den amerikanske regering. Kabinettet er dog fuldt af modstandere af endnu en mission, samt velmenende politikere, der ikke kan retfærdiggøre mere rumfart, mens resten af landets infrastruktur behøver et nødvendigt løft. Men Ingram, og den nu genansatte Haggerty, har tiden imod sig.

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Serier anbefaler: 3 gode serier du bør se i april

Vista har fireogtyve måneder inden næste mulige tidsvindue for en ny Mars-affyring. I den periode skal de både skaffe økonomiske midler, udvælge og træne en ny besætning samt minutiøst gennemgå samtlige tekniske detaljer for at undgå yderligere tab af liv.

Men det bliver ikke nemt.

LÆS OGSÅ: Nye serier på Viaplay, DR TV, C More, Xee og Apple TV+ i april

Haggertys fortid hjemsøger ham endnu, blandt andet i form af datteren Denise (Anna Jacoby-Heron, Contagion), der uventet vender hjem efter en periode som narkoman og hjemløs. Haggerty tvinges til at se sit ansvar i øjnene, og konfronteres med samme dilemma, som måske i sin tid kostede ham hans kone: det benhårde valg mellem familie og drømmekarrieren.

Den pressede Laz Ingram må ligeledes holde sammen på sig selv, mens hun, Haggerty og resten af besætningen kæmper med det måske sidste forsøg på at udleve deres fælles drøm, om at betræde Mars – imens en hel verden forventningsfuldt kigger med.

Hovedrollerne rammer plet

Undrer man sig over, hvorledes Sean Penn vandt en Oscar for blandt andet Mystic River, bliver man utvivlsomt overbevist af hans præstation i The First. Selvom Haggerty-rollen minder om en mild gentagelse af Jimmy Markum fra netop Mystic River, formår Penn alligevel at bringe den forpinte astronaut nye facetter af samme skuffe.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i april 2021

Det samme gør sig gældende med Natascha McElhone, der rammer plet i rollen som chefen med elendige sociale færdigheder. De akavede kommunikationsevner mellem hende og besætningen føles tåkrummende realistiske, og der er sikkert mange derude, som selv har oplevet en chef eller to med samme karakterbrist. Karakteren får endda yderligere dybde, når serieskaberen langsomt lukker os ind bag Ingrams opvækst og tidlige liv.

Turbulens mellem far og datter

Anna Jacoby-Heron er eminent som Haggertys datter, der er forfalden til stofmisbrug og udstråler en forpint sjæl. Men trods Jacoby-Herons bærende rolle og overbevisende skuespil, så bliver det alligevel Tom Haggertys side af det turbulente forhold, der forbliver mest interessant.

Vi skifter mellem at føle sympati for den stakkels far, for derefter at distancere os fra Sean Penns skildring af den unge misbrugers nærmeste pårørende. Med sit evige dilemma leger han med vores følelser serien igennem, ganske som datteren skaber røre i hans egne. Det er følelsesporno, når det er allerbedst og allermest virkeligt, uden at være decideret fakta.

Serie for det modne publikum

På overfladen omhandler The First rigtigt nok planlægningen af den første bemandende mission til Mars. Men bag den tekniske snak og matematiske kalkulationer lurer den reelle essens af historien.

The First er nemlig først og fremmest en analyse af mennesket og vores kamp for at blive den bedste version af os selv. Men før vi kan afslutte den rejse, skal vi uvilkårligt acceptere konsekvenserne af vores svære valg, og ikke mindst fravalg.

LÆS OGSÅ: Succesfuld BBC-thriller: Månedens serietip på C More

I det hele taget er The First bestemt en serie for det mere modne publikum. Flere situationer og problemstillinger er rettet mod en målgruppe, der kender til frustrationerne, hvor interaktion mellem ledelse og medarbejdere, usikre karrierevalg og følelsen af at føle sig uretfærdigt forbigået på en arbejdsplads kan være en del af hverdagen.

Tilfredsstillende og selvransagende

Afslutningsvist bør det påpeges, at man skal kunne nyde en langsomt opbyggende personkarakteristik for at nyde denne omgang Mars. For langsom er den. Scenerne, der omhandler selve opsendelse og rumfart, drukner i de fortsatte konflikter og interaktioner mellem kolleger, venner og familie. Lige indtil seeren opdager, at man nærmer sig sæsonafslutningen.

LÆS OGSÅ: De 12 vigtigste og bedste sci-fi-serier fra 2020

Så hvis man forventer en oplevelse som Apollo 13, går man galt i byen. Hvor Apollo 13 overvejende fokuserede på missionen, handler The First om den menneskelige kamp bag al maskineriet.

Serien er dog alligevel en tilfredsstillende og selvransagende rejse, hvor vi bliver mindet om, at menneskehedens landvindinger og opdagelser langt fra er forbi. Vi har endnu store ting at udrette – hvis ikke vores egen menneskelighed spænder ben for os undervejs.

Info om The First

Instruktør: Deniz Gamze Ergüven m.fl.
Manuskriptforfatter: Beau Willimon
Medvirkende: Sean Penn, Natascha McElhone, Anna Jacoby-Heron, LisaGay Hamilton m.fl.
Antal afsnit: 8
Land: USA
Produktionsår: 2021
Dansk premieredato: 9. februar 2021
Dansk streamingtjeneste: C More

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like