Anmeldelse: ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 4 begår en genistreg, men …

Foto: The Handmaid’s Tale sæson 4/HBO Nordic

Så er afslutningen på fjerde sæson af The Handmaid’s Tale på HBO Nordic rullet over skærmen.

Jeg må bare konstatere, at det var som at få trukket en tand ud. Som havde kæmpestore rødder. Uden at være bedøvet. Af en sadistisk tandlæge. For derefter at opdage, at man ikke var færdig endnu. Der kommer nemlig en sæson 5 også.

Jeg skal forsøge at forklare, hvorfor du skal se denne fjerde sæson, hvad du kan forvente, og hvorfor det bliver superhårdt; uden at spoile for meget (kæmpe held og lykke til mig selv her).

LÆS OGSÅ: Se teaseren: Storsælgende bogserie bliver til storslået sci-fi-drama  

Hvad, jeg virkelig elsker ved denne serie, er, at den fortæller en historie om et samfund, der ikke ligger helt så fjernt fra vores, hvis tingene skulle udvikle sig i en uheldig retning. Og den fortælling er så ubehagelig og ondsindet, at man fascineret ikke kan lade være med at kigge. Og serien taber ikke pusten her. Historien udvikler sig og tager for hver sæson et andet fokus, men ubehaget er der konstant.

”Hvad så nu?”

Kort fortalt; vi starter lige på og hårdt, hvor tredje sæson sluttede. June er skudt ned efter Mayday-aktionen, hvor det er lykkes at sende en masse børn ud af Gilead sammen med Marthaen Rita.

I sidste scene i tredje sæson bliver hun fundet af de resterende handmaids og båret afsted i bedste frelseren-på-korset-stilling (serien har aldrig gået ned på symbolik), mens hun reciterer et bibelstykke. Dette sker sideløbende med, at Serena og Fred bliver arresteret, da de krydser grænsen til Canada anklaget for krigshandlinger og overtrædelse af menneskerettigheder. Her samler fjerde sæson tråden op og fortsætter fortællingen om Junes kamp.

LÆS OGSÅ: Uuuuh: De 5 bedste serier inspireret af Gysets Konge, Stephen King

Sæsonen synes at tage centrere sig om spørgsmålet ”Hvad så nu?”. Gilead bliver presset mere og mere af Canada, samtidig med at de krampagtigt fastopholder deres levevis. Det lykkes flere og flere mennesker at flygte fra ”landet”, og der kommer flere og flere oprørsgrupper. Men til trods for, at grupperne kæmper for samme side, er de nødvendigvis ikke gode mennesker.

En genistreg

Jeg synes, at denne sæson af The Handmaid’s Tale virkelig begår en genistreg, da den i højere grad stiller fokus på, hvad det gør ved mennesker at være i disse desperate krigssituationer. Alle har deres egen agenda, alle er tvunget til at træffe nogle valg, og ingen undslipper den påvirkning, det giver. Det latinske ordsprog “Nolite te Bastardes Carborundorum” (don’t let the bastards grind you down) gør sig i denne sæson virkelig gældende, da Gilead i høj grad skaber uhyrer.

Det lyder, som om den tager en meget filosofisk drejning, men disse spørgsmålstegn, som serien stiller, er som alt andet i serien underspillet. Denne sæson er dog væsentligt mere direkte i grusomhederne, hvor de forrige sæsoner i højere grad har trukket på det bagvedliggende ubehag. Og så bider handlingen sig fast som en giftslange, hvor du ikke når at registrere, hvad der skete, før det er for sent.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på streamingtjenesterne i juli

June er et produkt af sine handlinger. Jo mere Gilead tvinger hende til at gøre – og gøre oprør mod – desto mere bliver hendes karakter derefter. Serien forsøger ikke at sælge en historie om en heltinde, som er pure by heart, og som altid gør det rigtige. Den er en fortælling om en kvinde, som gør det, hun anser for at være nødvendigt, og det er absolut ikke altid, hun har ret i det. June er nødt til at tage flere og flere umenneskelige valg, og knækket lurer hele tiden under overfladen. Jeg havde på fornemmelsen ved udgangen af sidste sæson, at vi i denne i højere grad ville se en anden June, da hun er blevet mere og mere grusom i sine handlinger, og jeg må konstatere, at det er nøjagtig, hvad fjerde sæson byder på.

Er det så bare kæmpe like og ”Ja tak”?

Det hele er ikke bare jubel og gensynsglædestårer at se fjerde sæson af The Haindmaid’s Tale (og man ville også kunne spekulere lidt i din mentale sundhed, hvis du gjorde dette). Jeg savner i denne sæson den indirekte lurende fare: Det, at man næsten sad og holdt vejret, fordi man ikke turde forstyrre handlingen.

LÆS OGSÅ: Black Mirror-inspireret sci-fi-antologi får premiere til august

Som tidligere nævnt er denne en lidt mere lige på og hårdt-handling, og det er ærgerligt, synes jeg. Og så har jeg i tidligere anmeldelser skrevet om, hvor æstetisk smuk denne serie er sat op med kontraster og symbolik, men jeg må desværre med sorg sige, at den simpelthen er for tyk i denne sæson.

Farverne i Gilead (og Canada) er simpelthen for matte og grå, og man er ikke i tvivl om hensigten med dette. Det er en unødvendig stor vognstang, der bliver vinket med.

Men skal man stadig se den?

Ja, du skal selvfølgelig stadig se den! Cirklen er på ingen måde sluttet i fjerde sæson og til trods for de kritikpunkter, jeg her har fremført, så er vi absolut ikke færdige med at se, om June og de resterende ofre af Gilead kan rive Gilead fra hinanden og samtidig fastholde deres egen menneskelighed.

Tilbage er der kun at sige: “Nolite te Bastardes Carborundorum”

Fakta om ‘The Handmaid’s Tale sæson 4

Manuskriptforfatter: Bruce Miller
Medvirkende: Elisabeth Moss, Yvonne Strahovski, Joseph Fiennes, Ann Dowd, Amanda Brugel, Madeline Brewer, Max Minghella, O-T Fagbenle, Samira Wiley, Alexis Bledel
Antal afsnit: 10 stk.
Land: USA
Produktionsår: 2017-
Producenter: Hulu
Dansk premieredato: 29. april 2021
Dansk streamingtjeneste: HBO Nordic

LÆS OGSÅ: Se den skræmmende teaser: ’Kastanjemanden’ slår snart til på Netflix  

LÆS OGSÅ: Stream and Chill: Kate Winslet er stjernen i 2021’s (måske) bedste serie

LÆS OGSÅ: Skæmt, spas og spøg: 6 sjove serier til din sommerferie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like