Anmeldelse: ‘The Haunting of Bly Manor’ er en følelses-gyser

Foto: The Haunting of Bly Manir/Eike Schroter/Netflix

Lever The Haunting of Bly Manor op til gyser-succesen, The Haunting of Hill House?

Foto: The Haunting of Bly Manir/Eike Schroter/Netflix

Da jeg satte mig ned en stormfuld og regnende aften for at se The Haunting of Bly Manor, forventede jeg halvt om halvt en sammenlignelig fortsættelse til Flanagans kæmpesucces, The Haunting of Hill House.

Det var både alt, hvad jeg forventede og alt det, jeg ikke forventede, der mødte mig i Netflix’ nyeste gyserskud.

Historier om mennesker

Kernen i Flanagans fortælling om den unge, amerikanske Dani (Victoria Pedretti), der flygter til 1980’ernes England, væk fra sin fortid og til dels sig selv, og ender som au pair for to meget, meget specielle og skæve børn i en kæmpe, gammel herregård, er helt essentielt fortællingen om mennesker.

Børnene Flora (Amelie Bea Smith) og Miles (Benjamin Evan Ainsworth) har mistet deres forældre i en uspecificeret ulykke, og deres eneste levende slægtning, deres onkel (Henry Thomas), nægter at sætte fod på herregården.

De hvirvler rundt i deres egen sorg, mest for deres forældre men også for den tidligere au pair, Miss Jessel (Tahirah Sharif), der tilsyneladende druknede sig selv i søen, der hører til herregården.

Alt i alt lyder det som en spændende gyser, der involverer besatte børn, underlige, fremmede gæster, spring i minder og tid. Men i virkeligheden er det langt mere end fortælling om sorg, frygt for det uvisse og – i dens helt inderste kerne – om kærligheden.

Kærligheden mellem søskende og den helt spæde, rå, næsten ulidelige kærlighed mellem mor og barn. Det er også det, der gør serien til noget specielt i mine øjne.

Mike Flanagan er en speciel type gyser-instruktør og forfatter. Hans hjerte er nemlig altid i centrum og helt ude på fingerspidserne i alt, hvad han gør. Så jo, han fortæller en gotisk gyserhistorie med jumpscares, men mest af alt fortæller han en helt igennem menneskelig historie, og det er faktisk lige præcis dét, der gør hans brand af følelses-gys til noget helt særligt.

Flot skuespil

Især har Victoria Pedretti (der spiller Dani) igen gjort det fantastisk som den rolle, hun havde; naiv, skyldbetvunget og stædigt optimistisk, selv til det sidste. Omend en kende overspillet til tider, men det passer heldigvis ind i hendes karakter, der for det meste sætter et bravt ansigt op sammen med en overlevelses-facade, så ingen reelt kan se, hvad der går hende på.

Hun spiller fantastisk flot og hendes samspil specielt med børnene er helt vildt fedt at se, fordi de spiller så godt op ad hinanden uden, at det føles påtaget.

Børnene er også helt vilde i deres roller. Specielt i sekvensen, hvor de spiller skuespil, og Miles (Ainsworth) fremfører en monolog, der sender kuldegysninger ned langs rygraden. Flora (Smith) er også eminent i sin rolle, især når det gælder hendes dukkehus og hendes dukker.

Jeg var specielt imponeret over Smiths forklaring på sorg, der kommer til udtryk på en helt bar og barnlig måde, alle kan forstå og mærke – hvis man vel og mærke har følt den slags sorg – og sætter sine spor i, hvordan resten af afsnittene ses.

Det er dog klart, når de to er sammen, at det er bedst. Scenen med en lettere fuld Dani og to skræmte børn, der forsøger at beskytte hende mod noget uset, er fantastisk og sindssygt ulækker på en og samme tid. Deres modspil og alvor i deres roller er helt vildt dejligt at se, især når børneskuespillere ofte kan virke stive eller utroværdige.

Gengangere, gespenster og gys

Når det så er sagt, så må jeg ærligt også indrømme, at jeg havde forventet mere af den ellers fantastiske serie.

Hvis man – som jeg – forventede samme niveau og stil, som der fandtes i The Haunting of Hill House, må man desværre se lidt langt. Faktisk skal man næsten hele vejen igennem de fem første afsnit, før der rigtigt sker noget, og selv dér er det slet ikke samme form for gys, der bundfælder sig.

Det kræver dog, at man kan lade være med at høre de skærende britiske accenter, der bliver påtaget af tydeligt amerikanske skuespillere (jeg kigger specielt på dig, Henry Thomas), der virkelig kan rive en ud af et eventuelt uhyggeligt øjeblik.

Jeg hader at lave sammenligningen, fordi det i og for sig er to meget, meget forskellige og unikke serier, men man kan ikke se den ene uden at se den anden – altså, man leder efter de samme ting, som man gjorde i Hill House, men finder dem ikke.

‘The Haunting of Bly Manor’ halter

Hill House formåede at sætte sig under huden og fremprovokere en reaktion konstant i dens udtryk og fortælling, hvor Bly Manor halter lidt bagefter. Den er noget mere vævende og virker lidt som om, at der ikke rigtigt er nogen fast retning, før vi rammer afsnit fem, der uden tvivl er det bedste afsnit ud af dem alle.

Jeg nyder meget gys, der kan vride ens hjerne, men indtil vi ramte afsnit fem, gav meget af det, der foregik, ikke mening, og det er desværre lang tid, man skal trække sig igennem afsnit efter afsnit, når der ikke er den store sammenhæng.

Til gengæld redder afsnit fem også 90 % af serien for mit vedkommende. Det er fantastisk smukt udført, gennemført og T’Nia Miller spiller simpelthen sublimt igennem alle spring i minder og tid. Jeg blev gang på gang imponeret over hendes absolutte hengivelse til sin rolle og til sine med-skuespillere, især Rahul Kohli, der spillede kokken, Owen, i serien. Lige præcis deres dynamik og hendes tro på det, hun siger og gør, redder simpelthen serien op fra et hul, jeg ikke troede den kunne komme op fra.

Det afsnit, der vel i virkeligheden handler om at indse og acceptere døden, er fuldstændigt gennemsyret af fornægtelse og en massiv sorg, hvor musikken og T’Nias skuespil i fællesskab løfter afsnittet op over de foregående.

Rahuls fortjener virkelig også et klap på skulderen for sit skuespil, fordi han er så hamrende ligetil. Han laver puns, mens han bager, han har et massivt overskæg, og han føler tingene, som de skal føles. Ikke mere, ikke mindre.

Musikken spiller

Og der er en ting, man igen må vedkende sig i forhold til Mike Flanagans vision; den bliver gennemført smukt med musikken, der nøje er udvalgt til at optræde og samtidigt bringer lidt fanservice ind, da grundmelodien er selvsamme, der var i Hill House.

Afsnit otte er også værd at kigge efter, fordi det trækker en tilbage til en anden tid, hvor myter og vandrehistorier lige pludselig er virkelig og forvandler sig til noget forfærdeligt trist.

Som nybagt mor var lige præcis afsnit otte faktisk et, der ramte lige ind i hjertet og tvang mig til en pause, inden jeg så finale-afsnittet; det gjorde faktisk ondt og Kate Siegel som spiller Lady of Bly Manor i afsnittet gør det til perfektion – minus accenten, der desværre lyder en smule skrantende.

Derudover kan man heller ikke lade være med at kigge i alle mørke hjørner efter gespenster og gengangere, og lige på dét punkt gør Mike Flanagan det igen sindssygt underspillet men perfekt. Om det er en pest-doktor med maske på, der lurer i baggrunden, et udvisket ansigt bag en dør eller et spøgelse, der vandrer stille gennem gangen, så er det superflot sammensat og skaber også en stemning, serien har haft svært ved at holde fast på.

Fornægtelse, forvirring, farvel

Alt i alt er det en meget interessant og speciel serie at gå i gang med. Man skal have hovedet med sig og være indstillet på, at den måske nærmere kryber rundt om en i stedet for under huden, men det har altså også noget at skulle have sagt.

Om den er uhyggelig er vist en smagssag, men det er vel svært at træde ved siden af med creepy børn og en stor herregård med spøgelser og en privat kirke i det engelske landskab. Så noget gys kommer der med, dog ikke på samme måde som Hill House bragte med sig. Så hvis man forventer det samme niveau af skræk og frygt som i The Haunting of Hill House, må man gribe sig selv og lige skrue forventningerne helt tilbage.

Om ikke andet er det ret interessant at tillægge de forskellige karakterer nogle forskellige trin af sorg-processen: fornægtelse, vrede, accept, indrømmelse, selverkendelse og til sidst møde sorgen helt i dens bare udseende.

Det er i sagens kerne en gotisk gyser, der i det store og hele handler om accept og kærlighed til den bitre ende, og The Haunting of Bly Manor har det og meget mere at tilbyde. Resten er bare … Konfetti.

Fakta om ‘The Haunting of Bly Manor’

Instruktør: Mike Flanagan, Ben Howling, Ciarán Foy m.fl.

Manuskriptforfatter: Mike Flanagan, Henry James, Julia Bicknell m.fl.

Medvirkende: Victoria Pedretti, Carla Gugino, Henry Thomas, Oliver Jackson-Cohen m.fl.

Afsnit: 9

Dansk premieredato: 9. oktober 2020

Dansk streamingtjeneste: Netflix

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like