Anmeldelse af The End of the F***ing World

(Foto: The End of the F***ing World/Netflix)

Dexter og Skins mødes i den nye Netflix-serie The End of the F***ing World

James er overbevist om, at han er psykopat. Han har brugt store dele af sin barn- og ungdom på at slå forskellige dyr ihjel, og han stak hånden i en frituregryde som barn i et forsøg på at føle noget. Men nu er han altså blevet træt af at slå små husdyr ihjel. Der må noget større til. Derfor har James besluttet sig for at avancere til at slå et menneske ihjel, og han udser sig straks Alyssa, da hun henvender sig til ham i skolen.

Alyssa er bare skide træt af og irriteret på sine omgivelser. Veninderne kan kun kommunikere gennem deres telefon, og moren er optaget af sine små tvillinger og nye mand, der er begyndt at komme med lidt halvklamme tilnærmelser til den 17-årige Alyssa.

Der er fart over feltet i Netflix-serien The End of the F***ing World, der balancerer mellem sort ungdomskomedie og drama. Og med både indklip af sirligt sorterede, døde dyr og tekst på billedet bliver moderniteten understreget… Der bruges primært musik af ældre dato (50erne, 60erne og 70erne), hvilket også indebærer at serien til dels får et mere retropræget udtryk.

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

(Foto: The End of the F***ing World/Netflix)

Glad udenpå, ked af det indeni

The End of the F***ing World er baseret på en graphic novel af Charles Forsman, hvor flere af indstillingerne i filmatiseringen er taget fra. Der er ingen tvivl om, at man har valgt at lægge et særligt fokus på de stilistiske formgreb a la Wes Andersen og Quentin Tarantino. Åbningsscenen viser en blodpøl, der langsomt breder sig, mens blød 50er pop spiller. Det er sangen Laughing on the Outside (Crying on the Inside), hvis følsomme budskab bliver sigende for budskabet.

Det er netop nogle af de ovenstående ting, der spænder ben for The End of the F***ing World. Det bliver utrolig opstillet, og læner sig for meget op ad en velkendt formel, vi allerede har set mange gange før. Da jeg først trykkede afspil kunne jeg ikke lade være med at sukke lidt for mig selv, og tænkte at nu var der endnu et poppet resultat af Netflix’ Big Data-indsamling. Men heldigvis skete der noget i handlingen, der gjorde, at jeg stoppede op og begyndte at følge mere med. Det skader heller ikke på engagementet at hele serien er på blot otte episoder og hvert afsnit har en spilletid på ca. 20 minutter.

(Foto: The End of the F***ing World/Netflix)

Befriende skør coming of age-fortælling

Ved første øjekast kan plottet virke som Dexter i ungdomsserieformat. Det er dog ikke helt tilfældet. Meget i seriens dynamik og grove sprogbrug minder om den fantastiske ungdomsserie Skins, der også foregår i England. Skins, der på mange måder er en forgænger til bl.a. SKAM, fik premiere i 2007 og fulgte en gruppe af britiske teenagere i deres dramatiske og knudrede liv. Generelt findes der mange gode serier om teenagere, der godt kan ses af voksne. Blandt dem vil jeg gerne fremhæve Freaks and Geeks og My So-Called Life, der på trods af deres hang til after school special-emner også har gode kvaliteter.

James spilles af Alex Lawther (Black Mirror 3 – Shut up and Dance) og Alyssa af Jessica Barden (Penny Dreadful og Far From the Madding Crowd). De er et godt makkerpar på skærmen, og deres modsigende indre monologer giver en humoristisk effekt sammen med en udstilling af, hvordan man som teenager går så usandsynligt meget op i, hvilket image man udsender. Alyssa er ikke nær så hård og cool, som hun gerne vil være. Det samme gælder i grunden også for James. På den måde bliver den komplette historie-bue en befriende skør coming of age-fortælling, der bliver tidløs på sin helt egen facon.

Læs også: De 5 bedste serier på Netflix i 2017

Læs også: Kultklassikeren Heathers er tilbage i serieformat og med Mean Girls-lignende trailer

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *