Anmeldelse: ’The Patient’ er en skræmmende god seriemorderserie

Han vågner op lettere konfus. Sengen føles anderledes. Hurtigt går det op for Alan Strauss (Steve Carrell), at det ikke er hans egen seng og heller ikke hans soveværelse. Da han så mærker den massive jernkæde omkring sin ankel, begynder panikken for alvor at sætte ind.

”Hjælp,” råber han for fuld lungekraft.

Ingen reagerer. Han er fanget i rummet, selvom der er en glasskydedør lige uden for hans rækkevide.

Hans kidnapper er seriemorderen Sam (Domhnall Gleeson). Målet er ikke at torturere Alan langsomt til en pinefuld død. Tværtimod, ønsker den unge mand at stoppe med at give efter for sine morderiske impulser. Og da Sam vil være sikker på, at Alan ikke sladre til politiet, har han kidnappet psykiateren og lænket ham til en seng i sin mors kælder. For hun ved også godt, hvad Sam render og laver. Men mama er ikke en stikker, så hun håber også, at terapien kommer til at virke.

Det er præmissen i serien The Patient på Disney+.

De der amerikanere, altså

Miniserien The Patient er skabt af Joel Fields og Joe Weisberg. Sidstnævnte er også serieskaber af den fænomenale koldkrigs-spionserie The Americans, der bør være på watch-listen hos enhver serienørd med respekt for sig selv.

Et af de elementer, der gjorde den serie til noget særligt, var de mange velskrevne dialoger, hvor skuespillerne virkelig fik lov til at vise, hvad de kunne. Det samme gør sig heldigvis gældende her. Med The Patients præmis giver det sig selv, at Alan og Sam skal sidde sammen og have mange samtaler. Langsomt men sikkert kommer vi ind i psyken på den ustabile morder. Han er blevet gennemtævet som barn hver evig eneste dag af sin far, indtil denne skred, og man fornemmer tydeligt, hvordan Alan forsøger at kredse tilbage til det emne.

Men kan den utålmodige Sam vente på det store mentale gennembrud, når lysten til at fjerne uretfærdige mennesker fra jordens overflade bliver hyppigere og hyppigere.

Serien viser til fulde, at man ikke er nødt til at basere sin historie på true crime for at lave en fængende og skræmmende seriemorderfortælling. Hvis Monster: The Jeffrey Dahmer Story havde været fiktiv og lavet med mere finesse, ville den have lignet The Patient.

Ikke noget at grine af

Men det stiller også nogle krav til skuespillerne.

Hvis vi starter med Steve Carrell, var det vel de færreste, der troede, at han ville være en fremragende dramatisk skuespiller i begyndelsen af hans karriere. Og så alligevel. Hvis vi ser bort fra scenestjælerrollen som den knapt så kvikke tv-vært Evan Baxter i Jim Carrey-filmen Bruce Almighty. Eller den om muligt endnu dummere vejrvært Brick Tamland i Anchorman: The Legend of Ron Burgundy. Men i gennembrudsrollerne som den titulære jomfru i The 40-Year-Old Virgin og ikke mindst verdens værste chef Michael Scott i The Office, så man anelser af hans dramatiske evner, mikset ind i komedien.

Kulminationen kom i 2014 med en Oscar-nominering for bedste mandlige rolle for præstationen som den urovækkende John du Pont i true crime-dramaet Foxcatcher. Kort sagt, Carrell kan sin metier.

Med stort gråt skæg og rolig fløjlsblød stemmeføring – det meste af tiden – er han legemliggørelsen af, hvad man forestiller sig, en psykiater skal være. Traumet omkring sin kones nylige død og uoverensstemmelser med sin jødisk-ortodokse søn får rig mulighed for at rumstere i Alans hoved, mens han er fanget. Kombineret med viljen til at komme levende ud af situationen, har Carrell rigeligt med forskellige tangenter at udfolde talentet på.

Over for ham er Domhnall Gleeson isnende uhyggelig. Sjældent ændres ansigtsudtrykket fra den udtryksløse grimase, Sam konstant går rundt med. Der er noget bistert og indestængt over det ansigt. Som et dyr, der hele tiden er på vagt med blottede hugtænder, klar til at angribe.

Den, som dræber

Flashbacks bruges fint til at runde karaktererne af og tager os ud af kælderen, så den klaustrofobiske følelse ikke bliver alt for omsluttende. Vi kommer med Sam på hans arbejde som restaurant-kontrollør.

Serien mangler dog noget pondus, når det kommer til at holde af andre personer end Alan og til dels Sam. Det er de to, der er omdrejningspunkterne. Og i og med, at den ene er en seriemorder, er der begrænsninger for, hvor meget vi kan heppe på ham. For han er ligeglad med, om hans ofre har familie eller ej. Hvis de gør noget, som han finder bare det mindste uretfærdigt, er de et lovligt mål i hans optik.

The Patients styrke er helt klart, når Carrell og Gleeson sidder og taler sammen. Det er dér, serien lever og ånder. Præcis som i The Sopranos. Bevares, der var også alt det geniale, der skete udenfor doktor Melfis kontor. Men det var, når Tony sad inde i det lokale og langsomt skrællede lagene af, og vi kom ned i psyken på psykopaten, at den ikoniske serie nåede genredefinerende højder.

Mindre kan også gøre det, og The Patient holder fermt et solidt greb i seeren igennem alle 10 afsnit. Ovelever Alan? Bliver Sam kureret for sine dødbringende impulser? Man håber det, men sidder også med en kynisk bange anelse. Og i denne kontekst er det lige nøjagtigt, hvad serien skal.