Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’The Sinner’ er stadig en fremragende krimiserie

AfClaus Nygaard Petersen
22. december 2022
The Sinner anmeldelse Bill Pullman
Harry Ambrose (Bill Pullman) står igen overfor en mystisk sag i fjerde og sidste sæson af krimiserien 'The Sinner'. /Foto: Iron Ocean Films/Netflix/Ritzau/Scanpix

Del artikel

Fjerde og sidste sæson af den spændende Netflix-serie om den afdankede betjent Harry Ambrose rammer endnu en gang plet på mysterium-fronten.

Det var slet ikke meningen, at vi skulle nå til sæson fire af The Sinner.

Oprindeligt var serien tiltænkt som en miniserie på otte afsnit med en afsluttet historie. Og hvilken første sæson, det var. Jessica Biel fik det helt store dramatiske gennembrud som kvinden Cora, der tilsyneladende uden motiv myrder en mand midt på en fyldt strand.

Men det var ikke hende, der blev omdrejningspunktet i de efterfølgende sæsoner. Næh, det var politimanden Harry Ambrose (Bill Pullman). En mand med en mentalt arret sjæl.

I sæson to og tre fortsatte vi ind under huden på Harry, mens han kastede sig helhjertet ind i opklaringen af de sager, han nu blev sat til. Altid med samme intensitet og personlige involvering, hvor han samtidig bearbejdede sine egne traumer. Nogle nye, mange gamle.

Efter begivenhederne i forrige omgang har Harry sagt sit job og er sammen med sin nye kæreste taget på ferie til en lille ø i Maine. Der går dog ikke lang tid på Hanover Island, før han bliver involveret i sagen om den unge kvinde Percy Muldoon (Alice Kremelberg), der forsvinder sporløst.

Fortidens spøgelser


Percy er oprevet, men inden Harry når frem til hende, springer hun fra en klippe. Og derefter er hun pist borte. Hvorfor gjorde hun det? Hvad var det, der drev hende til klippen, og hvem var det, hun stirrede på i mørket?

Når man kender Harry, er der ingen tvivl om, at han ikke har tænkt sig at helme, før han får svar på de spørgsmål. Hans hjælp bliver også taget imod med kyshånd fra den lokale politichef, den godmodige Lou Raskin (Joe Cobden).

Det lille fiskersamfund rummer flere dystre hemmeligheder under overfladen, og i takt med at Harry kaster snøren ud efter svar, bliver han mere og mere upopulær.

Især hos Percys familie, det magtfulde fiskerdynasti under ledelse af matriarken Meg Muldoon (Frances Fisher). At Harry ikke har tænkt sig at give slip, står klart, da han begynder at have samtaler med en fantasi-version af Percy.

Er det, hvad han tror, hun ville sige? Eller er det Harrys egne tanker, han italesætter gennem Percys skikkelse? Jo længere hen i sæsonen, vi kommer, jo tydeligere bliver det, at det er det sidste, der er tale om. Stor cadeau til serieskaber Derek Simonds, der i samtlige fire sæsoner har sørget for, at underholdningen og spændingen aldrig er sket på bekostning af de gode karakterportrætter.

En ø af død


Independence Day

Der er dog også en snert af et overnaturligt element i denne omgang af The Sinner. I de første par afsnit hører Harry underlige lyde i skovene omkring sit hus, og i nærheden af klippen, hvor Percy sprang, finder de nogle genstande, lagt i en halvcirkel.

Kombineret med Harrys samtaler med Percy, er der klart et åndeligt eller nærmere spirituelt skær over The Sinner. Da det samtidig også står klart, at det er sidste sæson, klæder den refleksive stemning i serien i denne omgang.

Det handler om at finde ro. Ro fra de ting, der plager én og gør tilværelsen ulidelig. Harry har i de tidligere sæsoner været helt ude på randen, hvor det til tider har været et spørgsmål om, han havde tænkt sig at gøre en ende på sit liv. Der er ikke længere den samme en-skyldfølelse-fra-graven-stemning omkring ham.

Men Harry har det stadig ikke godt.

Han er som en kronisk deprimeret udgave af Sarah Lund fra Forbrydelsen. Genial efterforsker, men ude af stand til at fastholde et forhold. For Harry handler det dog i høj grad også om de mentale traumer, han bærer rundt på. Især dem fra barndommen, som vi fik indblik i anden sæson.

I betragtning af at The Sinner som sagt skulle have været en afsluttet historie efter første sæson, er det imponerende, hvor godt et niveau den har holdt.


Se traileren til The Sinner sæson 4


Fakta om 'The Sinner sæson 4':
Instruktør: Derek Simonds (serieskaber og showrunner) mfl.
Manuskriptforfatter: Derek Simonds, Mia Chung mfl.
Medvirkende: Bill Pullman, Alice Kremelberg, Frances Fisher mfl.
Antal afsnit: 8
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 27. december 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'The Sinner' sæson 2 er uhyggelig, men er den lige så god som sæson 1?

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af 'The Sinner'

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Virkelig fedt at se Hugh Grant i en uvant rolle i 'The Undoing'

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser