Anmeldelse: ‘The Walking Dead’ når et nyt lavpunkt med sidste sæson

The Walking Dead anmeldelse sæson 11
Foto: The Walking Dead/Jace Downs/AMC

Så kom slutningen som … nogen ventede på, og desværre har ’The Walking Dead’ nået et nyt lavpunkt.

Efter krigen med The Whisperers er både Alexandria og Hilltop stærkt svækket. Mure er ødelagte, madforråd er forsvundet, og zombierne er ikke blevet færre. Eugene (Josh McDermitt), Ezekiel (Khary Payton), Yumiko (Eleanor Matsuura) og ’Princess’ (Paola Lázaro) (deres excentriske ven, de mødte på vejen) fandt frem til den mystiske stemme på radioen. Den lange rejse har ført dem til de ydre grænser af The Commonwealth.

The Commonwealth virker umiddelbart til at være præcis, hvad vores overlevende har brug for. Et stort fællesskab på over 50.000 mennesker, der lever i fred med beskyttelse og har oprettet en lille del af den gamle verden. Dette nye sted medfører naturligvis nye problemer. Hvis du er kender af The Walking Dead, vil du så tro mig, når jeg siger, at ikke alt er så sukkersødt, som det bliver fremstillet i The Commonwealth?

Selvfølgelig er det ikke det, og jeg er ked af at sige det, men The Walking Dead når nye højder for, hvad den mener, den kan tillade sig. Det gælder både budskab og universets egne regler.

Chok! Kan det passe, at mennesker er den virkelige ondskab?

Det er ingen hemmelighed, at serien har trådt vande i en længere periode. En ny trussel viser sig, og vores hovedkarakterer tager på skift en tur til at være nede i kælderen, hvad angår deres syn på verden, indtil de indser, at der er noget at kæmpe for.

Noget absolut forfærdeligt, der bliver introduceret på falderebet, er zombier, der kan klatre og åbne døre. Nu har vi død og pine holdt ved de faste regler for, hvad zombier kan i 11 år, og så bryder de deres egne regler i slutspurten. Det bruges til at gøre zombierne en smule truende igen og som et plotpunkt for, at ting kan gå galt på det værst tænkelige tidspunkt. Det er billigt, og en ’gyser’-serie burde vide bedre end at bryde etablerede regler, der gør, at man som seer ved, hvornår man skal være bange, og hvornår man kan ånde lettet op.

Når The Commonwealth er bygget op som den gamle verden, er der naturligvis også rige og ikke så rige. Det er jo en perfekt mulighed for at komme med noget socialrealisme om, hvordan magtfulde misbruger deres magt. The Walking Dead piller heldigvis ikke sin egen navle med dette element. Ironi kan forekomme. Det er ikke, fordi temaet er nyt i The Walking Dead, men med The Commonwealths lighed til vores nutidige samfund, så smører den godt nok tykt på. Det er et nyt lavpunkt for serien –  at blive tvangsfodret så hårdhændet med et budskab.

En deltaslutning

Det mest prominente spørgsmål må være, om serien slutter tilfredsstillende. Slutningen minder på alle måder om slutningen på sæson otte. Vi er i en position til at være bedre end den gamle verden, vi skal bare holde sammen og stoppe med at kæmpe mod hinanden.

Zombierne er blevet en fodnote i The Walking Dead, men fair skal være fair, serien har jo altid handlet om mennesker. Efter 11 sæsoner er det bare svært at holde fokus, og selv med små lyspunkter i de senere sæsoner, er der kun så meget suppe, der kan koges på en serie. Og suppen blev tynd for flere år siden.

Hvad har serien så egentlig kørende for sig? Svaret er simpelt: De karakterer, vi har brugt flere år på at følge og knytte tætte bånd med. Folk som Daryl (Norman Reedus), Carol (Melissa McBride), Maggie (Laurne Cohan). Negan (Jeffrey Dean Morgan) også i de senere sæsoner. Hvem dør, og hvem overlever lykkeligt til deres dages ende? Jeg vidste i hvert fald med sikkerhed, hvem der ikke ville dø, netop de ovenstående karakterer. De får alle deres egne spin-offs, så deres overlevelse er garanteret. Så meget for den spænding.

Effekterne holder stadig.

Info om ‘The Walking Dead’ sæson 11:
Instruktør: Kevin Dowling, Frederick E.O. Toye, Greg Nicotero, m. fl.
Manuskriptforfatter: Angela Kang, Jim Barnes, Vivian Tse, Nicole Mirante-Matthews m. fl.
Medvirkende: Norman Reedus, Melissa McBride, Lauren Cohan, Jeffrey Dean Morgan, Josh McDermitt, Seth Gilliam m.fl.
Antal afsnit: 24
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 23. august 2021 (Sidste del af sæsonen fik premiere d. 3. oktober 2022)
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Hvis du kan lide ‘Yellowstone’ og ‘The English’, vil du elske disse westernserier

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Gangs of London’ sæson 2 er et eksplosivt, underholdende voldsorgie

LÆS OGSÅ: Seriebekendelser: Kan man blive for gammel til en serie?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like