Anmeldelse af Twin Peaks The Return afsnit 1-4

Opdateret

Det har været svært at forestille sig, hvad vi kunne forvente af Twin Peaks The Return. Dette havde jeg ikke turde drømme om!

Allerede fra begyndelsen kommer man i den helt rette Twin Peaks-stemning med den ikoniske intro, men også hele den tekniske del med klipningen, det langsomme tempo, de lange scener og scener uden underlægningsmusik er meget Lynch-agtige hele vejen igennem. Og så det syrede… Det fylder rigtig meget nu.

Dette er også en efterfølger. Her regnes der med, at du er up-to-date med alt, hvad der hedder The Black Lodge og Coopers skæbne. Det ligger i kortene, at du ser Twin Peaks The Return, fordi du er vild med Lynch’ univers. For der bliver ikke sparet på surrealismen, overhovedet! Det her er Twin Peaks for the fans! Derfor tror jeg heller ikke, at The Return vinder nyere seere – ikke alene. Du er nødt til at have set de to foregående sæsoner først, for ellers har du ikke en chance. Har du det, til gengæld, så er du in for a treat med Twin Peaks The Return!

I det følgende vil der være spoilere fra sæson 1 og 2 af Twin Peaks. Så se dem lige først og kom tilbage om et par dage!

 

 

I bedste Twin Peaks stil, er der ikke kun én handling, men flere historier, vi følger i The Return. Mange flere historier…

Den første historie fortsætter, hvor serien slap for 25 år siden. Special agent Dale Cooper er nu de 25 år ældre og stadig fanget i The Black Lodge. Vi kalder ham Good Coop. Her møder han både kæmpen, Leland Palmer og Laura Palmer, hvis sjæle alle er blevet 25 år ældre. Good Coop kan først komme ud derfra, hvis…

Good Coop – Copyright: HBO Nordic

Den anden historie følger Bad Coop. Som du husker blev Cooper i slutningen af sæson 2 besat af BOB – den “dæmon”, der også fik Leland til at myrde sin datter Laura Palmer- og dermed blev han altså til Bad Coop. Bad Coop har nu i 25 år været forsvundet, men har bevæget sig i lyssky kredse med langt hår, læderjakke og sorte øjne og er en rigtig bad motherf… Selv hans ansigt er mørkere på den der bikerragtige jeg-kører-på-motorcykel-i høj-sol-uden-hjelm-og-lotion-på måden. Vi er ikke i tvivl om, at dette ikke er den Dale Cooper, vi kender og elsker. Det her er Bad Coop, og Bad Coop er ikke sådan at bide skeer med!

Bad Coop! Copyright: HBO Nordic

Den tredje historie følger en opklaring af et meget bestialsk mord på en skolebibliotekar og en anden ukendt person. Skolens rektor bliver mistænkt – en helt almindelig forstadsfamiliefar –  men det giver ingen mening, for der er intet motiv, og han virker også noget fortumlet over hele situationen. Dog har han haft en drøm…Og så er der hans forlorne kone, som til sammenligning får en Stepford Wife til at ligne Mother Teresa.

Den fjerde historie følger et ungt mystisk kryb, hvis job er at holde øje med en stor mystisk glasboks i en stor mystisk lejlighed i New York. Hyret af en anonym milliardær har han til opgave at se, om der kommer noget frem inde i boksen. Et lidt anderledes studiejob end at dele gratisaviser ud på Strøget, må man sige.

Den femte historie følger livet på politistationen i Twin Peaks, hvor Hawk, Lucy og Andy stadig arbejder – og så én mere som man bestemt ikke havde regnet med ville vælge et liv på den side af loven. Her får Hawk en opringning fra The Log Lady, hvis kævle har en besked til ham. En besked angående Agent Cooper.

Hawk – Copyright: HBO Nordic

Og så er der FBI-agenterne, som skal samle alle disse tråde for os. Albert, Gordon Cole, Denise og Tammy Preston – en af karaktererne fra bogen The Secret History of Twin Peaks- fungerer som vores øjne og ører. Det er på en måde rart at se, at selv de er forvirrede.

Og så er der Dr. Jacobi, der har bestilt skovle, som han maler guld…

Hvert afsnit afsluttes på The Bang Bang Bar, hvor bl.a. de 25 år ældre Shelly og James Hurly hænger ud. Her spiller de super seje synth-pop bands Chromatics og Au Revoir Simone. Ja, The Bang Bang Bar må være det cooleste sted at hænge ud i hele Nordvesten.

The Chromatics- Copyright: HBO Nordic

Der er umådeligt meget at holde styr på, og historierne i de fire første afsnit udvikler sig jo kun, og det afstedkommer jo bare endnu flere spørgsmål. Men det er lige præcis det, der gør denne serie så sindssygt god. Ambitionsniveauet er skruet helt op på max. Ikke én scene er uinteressant – måske lige den med skovlene – men det er så også det. Alt i denne serie er fyldt med stemning og små clues. Din hjerne vil slå knuder, for den kræver din fulde opmærksomhed, og du vil automatisk hele tiden forsøge at finde mening med det hele. Du vil ikke kunne lade være.

At hvert afsnit sluttes af på The Bang Bang Bar vil få neuronerne i dit hoved til at tage farten af igen. Som et terapiforløb, hvor du efter at have været igennem en rutsjebanetur i dit eget sind bliver The Bang Bang Bar afspændingsøvelsen- akkompagneret med cool synth-pop.

Det allerbedste ved serien er dog- ligesom for 25år siden- skuespillerne. De nyankommende hollywoodstjerner såsom Robert Forster, Ashley Judd, Naomi Watts, Michael Cera og min absolut favorit, Jennifer Jason Leigh, der popper op i små biroller, er alle gode, og de tilføjer serien noget stjernestøv.

Jennifer Jason Leigh i Twin Peaks The Return – Copyright: HBO Nordic

Men det oprindelige cast som også er med igen er endnu bedre. De spiller vanvittigt godt hele banden. Det er som om, at de er vokset med deres roller. Deres karakterer kan så nemt blive karikaturer, men du kan se i øjnene og i mimikken, at den sidder lige i skabet for dem alle sammen endnu engang. Dét er sindssygt imponerende, og netop det, der gør, at vi køber helt ind i universet endnu engang. Især kunne jeg slet ikke få øjnene væk fra den nu 25 årige ældre Laura Palmer i The Black Lodge. Hun er fantastisk karismatisk.

Good Coop og Laura Palmer – Copyright: HBO Nordic

Til sidst vil jeg lige nævne de visuelle effekter, der ikke er blevet 25 år bedre. De ser stadig ud som om, at de er lavet på en gammel Macintosh-computer, men det tilføjer faktisk serien noget nostalgi og giver det hele et endnu mere mærkværdigt touch.

Jeg havde glædet mig til Twin Peaks, men det her havde jeg ikke forestillet mig eller troet på kunne lade sig gøre. Det her er ligeså meget en rejse ind i Twin Peaks, som det er en rejse rundt nede i kælderen af din hjerne for at finde ud af, hvad det egentlig er, du ser.

Man har ikke kunnet tro det. Twin Peaks har, indtil videre, virkelig overgået sig selv.

 

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *