Anmeldelse af Uskyldigt Dømt – sæson 1 og 2

Den svenske krimi – substans over stil.

Efter at have færdiggjort det sidste afsnit af ovenstående serie med den sædvanlige blandede følelse af stort velbehag og den efterfølgende klassiske melankoli over at nu er det slut med den daglige dosis kvalitetsunderholdning, så startede diverse refleksioner over, hvad det er jeg – og tydeligvis rigtig mange andre – holder så meget af ved den svenske krimigenre.

uskyldigt_domd

På sin vis lægger Uskyldigt dømt sig i smuk forlængelse af den tradition, der er udstukket af serier som Beck og Wallander, som jeg har set mere end én gang i de efterhånden talrige re-runs på DR. Den er situeret i det smukke Stockholm, særligt miljøet omkring centrum og gamla stan – den gamle bydel. Her residerer den karismatiske, lynende intelligente professor i strafferet Markus Haglund (flot portrætteret af undertegnedes svenske favorit skuespiller Mikael Persbrandt.) Udover en temmelig løs tilknytning til universitetets juridiske fakultet, så består hans tilværelse af to elementer – dels en Hank Moody-lignende livsstil med rigelige mængder alkohol, løse damebekendtskaber og et sorthumoristisk og nihilistisk verdenssyn og dels hans funktion som mentor for 4 talentfulde unge studerende, der i hvert afsnit skal løse en gåde, der kræver såvel juridiske kompetencer som energisk opsøgende arbejde i marken.

Som det efterhånden er blevet en trend i det moderne tv-drama, så udvikler personernes relationer sig i takt med at serien skrider frem; der er forelskelser og underliggende konflikter mellem de studerende, visse dele af Haglunds kærlighedsliv uddybes, ikke mindst relationen til hans livs reelle kærlighed, anklageren Ulrika Stiegler (også gennemprofessionelt spillet af Marie Richardson, bl.a. kendt fra Johan Falk). Serien fungerer på mange niveauer, ikke mindst er de enkelte plots både kreative og realistiske, hvilket ofte kan være en svær balance at ramme. Den falder på intet tidspunkt i niveau, faktisk bliver historierne endnu bedre i sæson 2 og dynamikken mellem de enkelte studerende og intensiteten i historien øges løbende, hvilket skaber masser af suspense.

Adskillige gange i forløbet gled mine tanker til en anden Netflix serie How to get away with murder, hvor den afro-amerikanske kvindelige forsvarsadvokat Annalise Keating er et spejlbillede af Markus Haglunds karakter med en tilsvarende gruppe af studerende, den samme plotstruktur, etc. Den er også meget anbefalelsesværdig, men uden for mange spoiler alerts vil jeg fremhæve to tydelige forskelle. I den svenske udgave er de unge studerende seriens reelle drivkraft. Persbrandt og Richardson er kendte navne, og de gør det som nævnt glimrende, men det er i samspillet mellem de 4 studerende at den virkelig fænger. Modsat glider den amerikanske ditto gradvist over i en undersøgelse af Annelises indre dæmoner, og de unges interne relationer virker mere overfladiske og postulerede end i det mere underspillede stockholmske drama.

Overskriften sigter således til at ud fra en helhedsbetragtning, så synes jeg, at Uskyldigt dømt rammer den klassiske ”nordiske” tone med megen substans, mens dens modstykke i passager lider under for meget effektjageri og knap så gennemarbejdede plots – sat på spidsen så står og falder den med om man fængsles af Annalises historie.

Både sæson 1 og 2 kan ses på Netflix.

1 comment
  1. Hele modellen med geniet og fire lærlinge er klassisk. Kan læses i romaner og på tv bl.a. kan den betragtes i fx tv-serierne Dr. House og Lie to Me

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like