Anmeldelse: 'Willow' er et rent overflødighedshorn for en nostalgiker

Undertegnede anmelder var 12 år, da Willow-filmen kom i biograferne i 1988, og dengang var det den bedste film, jeg nogensinde havde set. Da jeg begyndte at købe VHS-film (for 200 kr. stykket med lommepenge på 50 kr. om ugen!) var Willow film nummer tre, jeg købte, og jeg må have set den 100 gange.

Jeg lo og græd med dværgen Willow, elskede Madmartigan (verdens bedste sværdkæmper, som stort set går hele filmen uden sværd!) og de to gnomer Franjean og Rool, der rejser sammen med dem på den farlige rejse for at få spædbarnet Elora Dannen bragt i sikkerhed, så hun kan vokse op og styre kongeriget med fredelig og kærlig hånd.

Da jeg fandt ud af, at Lucasfilm ville lave en fortsættelse af filmen (som også hedder Willow) til Disney+ var spændingen selvsagt stor. Jeg tror ikke, der er en serie i år, jeg har glædet mig mere til at se.

Et hop frem i tiden

Serien Willow foregår cirka 20 år efter filmen og følger i parentes bemærket ikke de tre officielle romaner, som George Lucas udgav for en del år siden. Og godt det samme. De er nemlig ret dårlige.

Tir Asleen, som Willow og hans venner befriede, ligger nu inde i en slags magisk osteklokke som troldkvinden Chilindria satte op før sin død. Den skulle beskytte Elora mod farer – men den var ikke nok. Willow, der i mellemtiden er blevet en RIGTIG troldmand (i stedet for bare at være en tryllekunstner med store drømme) fik nogle år efter filmens historie en vision om, at ondskaben ville komme efter Elora. Derfor gemte Madmartigan og Sorsha (hans dronning, datteren af den onde Bavmorda fra filmen) hende væk under et falsk navn. Da serien starter, ved ikke engang hun selv, hvem hun er.

I mellemtiden er Madmartigans og Sorshas børn blevet store, og prinsesse Kit skal giftes med prinsen af Galladorn. Desværre er Kit ikke en bly Disney-prinsesse – faktisk er hun en ret sej og selvstændig kvinde, der er god til at slås med sværd og i det mindste en lille smule til sit eget køn. Hendes bror, derimod, er en lidt slesk scorekaj, der har hygget sig med samtlige kvinder i paladset (så han ligner sin far, kan man sige).

Da Madmartigan for nogle år siden rejste ud på en hemmelig mission og forsvandt sporløst, er Sorsha nu ene regent, og ægteskabet er hendes måde at skabe alliancer på. Men på forlovelsesaftenen angriber onde og mørke væsner slottet og bortfører prinsen. Og nu er det op til Kit, hendes veninde Jade og en køkkenpige ved navn Dove at få ham tilbage. Og ja, det er præcis lige så rollespilsagtigt og let fjollet. som det lyder. Men det virker.

Stemningen genskabt

Det er helt tydeligt, at der er gjort et stort nummer ud af at genskabe stemningen fra filmen. Flere af lokationerne fra filmen går igen, selvom der selvfølgelig er gået lang tid. Tøj, navne, uniformer – alt bringer tankerne tilbage på filmen. Selv de frygtede dødshunde har en kort cameo-rolle.

Og der er mange af de gamle skuespillere, der dukker op i deres gammelkendte roller – Sorsha, Franjean og Rool, samt ikke mindst Willow selv. Val Kilmer er dog officielt for syg til at være med igen, men hans karakter er så meget med i handlingen, at det faktisk er okay, at han ikke er til stede. Alt er således sat til at lave en fantastisk fortsættelse af Willow.

Og det går næsten

Der er to ting, man kunne kritisere i de første afsnit, der er blevet stillet til rådighed for pressen. For det første taler nogle af karaktererne helt normalt hverdagsamerikansk. Prinsesse Kit, som bliver spillet af Ruby Cruz (Mare of Easttown) har således en meget tydelig New Jersey-dialekt og taler som i en college-film. Mens andre taler som i den gamle film, i et mere fantasy-agtigt sprog. Det gør, at man bliver revet lidt ud af historien.

For det andet løber serien den risiko, at nogle af dens mere følsomme mandlige seere vil føle sig fremmedgjort. Der er nemlig KUN heltemodige kvinder i denne serie (Willow selv er undtagelsen, der bekræfter reglen). Alle kvinder er fantastisk seje, mens mænd enten er fjollede og lidt ubrugelige, drønirriterende eller direkte skurke.

Det fik mig til at tænke på Batwoman, der havde samme problem. Jeg kan sagtens leve med det, men jeg ser problemer for de mere tyndhudede antifeminister, der sætter sig ned og ser serien. Det er uanset hvad noget, der gør, at den nostalgiske stemning går en smule tabt.

Men er serien god?

Ja, det er den. Jeg lo højt flere gange, kampscenerne er gode (med en enkelt undtagelse, der er så tåget, at det næsten var som at se det mørke afsnit af Game of Thrones igen!), og karaktererne er både sjove og tredimensionelle. Især er jeg lykkelig for at se Warwick Davis vende tilbage til sin mest ikoniske rolle og simpelthen sparke den ud af parken. Han er vidunderlig som troldmanden Willow.

Mit hjerte banker allerede lidt hurtigere, når jeg ved, at Chilindrias tryllestav ligger i Willows taske, og garanteret vil spille en stor rolle i den endelige kamp. Selv med dens skønhedsfejl er serien Willow helt klart værd at se.