Anmeldelse af Succession
Ført an af en ualmindeligt velspillende Brian Cox i rollen som finans-mogulen Logan Roy, der ikke skyr nogle midler for at bevare kontrollen med sit imperium trods et yderst skrantende helbred, formår serien at underholde gennem alle ti afsnit. Sublimt og anbefalelsesværdigt.
Succession er i første omgang en familie-krønike, der skildrer Roy-familien og hvordan de trods deres mange forskelligheder og uenigheder samles for at redde familie- og forretningsforholdene, da overhovedet Logan Roy på grund af helbredsproblemer sættes ud af spillet. Familiemedlemmernes indbyrdes rivaliseringer udgør en stor del af motoren i serien, og det er både spændende og smerteligt at se, hvordan de udnytter og snyder hinanden på kryds og tværs.
Men Succession er også en forfaldshistorie, både med hensyn til det Roy'ske finansimperium, der i modsætning til tidligere tider nu kæmper med en kæmpe gæld og krav om konstant fornyelse, men også når det kommer til Logan selv. Han er blevet gammel, træt og syg. Kroppen kan ikke længere følge med hovedet, og han oplever alderens uomgængelige trussel.
Den mest centrale af familiens rivaliseringer - og dermed den vigtigste for handlingen i Succession - er mellem Logan og hans søn, eks-narkomanen Kendall, der er den officielt udpegede kronprins i firmaet Waystar Royco. Da Logan sættes ud af spillet, igangsætter Kendall en række reformer og nye tiltag på baggrund af nogle grimme afsløringer om firmaets tilstand, der overbeviser ham om, at hans far ikke længere er den rette til at lede Waystar Royco. Herefter lægges der både planer for, hvad man vil gøre i tilfælde af Logans død, men også for, hvordan man kan fravriste ham magten, hvis han overlever.
Men der er gjort regning uden Logan selv, for jeg kan afsløre, at intet går som Kendall og de andre har planlagt, og hvad der før kunne ligne en snarlig pension for Logan, bliver til et om muligt mere fast og skånselsløst greb om Waystar Royco.
Der er en meget symbolsk og (for Kendall) tragikomisk scene i afsnit 4, hvor netop Kendall af ren refleks griber sin på dette tidspunkt afkræftede far midt i et fald til en fest, hvor han absolut ikke må falde for firmaets fremtids skyld (da dette ville få aktionærerne til at miste tilliden til ham). Hvis Kendall havde ladet Logan falde, var han med al sandsynlighed også faldet i overført betydning, og Kendall ville have været tronfølgeren, der kunne tage over. Men ak. Sådan skulle det ikke gå - lige dér i hvert fald.
I Succession møder vi også Greg. Han er ubegavet på grænsen til det tumpede, og bliver kun en del af begivenhederne qua hans fjerne slægtsskab med Logan. De markante aktører i spillet om Waystar Royco prøver alle at udnytte Greg på det groveste, men trods hans manglende intelligens, ender han (jeg skal ikke her afsløre hvordan) med at få stor indflydelse på familiefirmaets fremtid.
Jeg giver Succession 6 hjerter, da det er en af de mest spændende serier, jeg har set i år. Jeg er overbevist af seriens skildring af klimaet, tempoet og kravene i forretningslivet, og skuespillernes - særligt Brian Cox, Jeremy Strong (der spiller Kendall Roy) og Sarah Snook (der spiller Logans datter) - leverer ganske overbevisende præstationer. Karaktererne sniger sig virkelig ind under huden på én, og man lever sig uden problemer ind i deres håb, drømme, sejre og nederlag. Efter min mening skal en serie som Succession først og fremmest bedømmes på, om den formår at skabe spænding, og som nævnt lykkes dette uden problemer - jeg var underholdt fra start og til slut. Når man dertil lægger de rørende personskildringer, er der ingen vej udenom topkarakter.
Hvis du stadig ikke er overbevist om, at Succession er et kig værd, så tjek traileren til serien ud her:
Læs også: Ben Stillers Escape at Dannemora kommer til efteråret
Læs også: Anmeldelse af Trust
