Anmeldelse: 'Nordland ’99' emmer af 'Stranger Things'- og 'Twin Peaks'-stemning

Titlen blinker i sitrende rødt neonlys, mens den elektroniske musik pulserer ildevarslende og stiger i intensitet.

Det er ikke helt som i introen til Netflix-fænomenet Stranger Things, men det er ikke svært at se, hvor noget af inspirationen til DRTV-serien Nordland ’99 kommer fra.

Der er dog ingen dæmoner eller andre overnaturlige fiksfakserier på færde i den danske serie – lige umiddelbart i hvert fald. Til gengæld er den rig på så megen 90'er-atmosfære, at det næsten føles som at være tilbage ved dengang lige omkring årtusindeskiftet.

I skovens dybe stille ro

I Nordland ’99 er unge mænd begyndt at forsvinde uden et spor i Nordby. Da Lukas (Elias Budde Christensen) og Kris’ (Noa Risbro Hjerrild) ven Alex (Noah Skovgaard Skans) pludselig er væk, sætter de sig for, sammen med hans søster Emma (Emilie Kroyer Koppel) at finde ud af, hvad der er sket.

Det fører dem ned ad en vej, hvor Nordlands – som er byens øgenavn – betændte og ubehagelige hemmeligheder bliver hevet op til overfladen.

Tænk Twin Peaks, bare uden dværge i små røde rum eller overnaturlige metafysiske allegorier for ondskab. Nordland ’99 kan bedst beskrives som et socialrealistisk thriller-mysterium, pakket ind i et Instagram-filter. De høje træer fra den nærliggende skov står som faretruende søjler og svajer. Tør man bevæge sig ind og finde ud af, hvad der gemmer sig i mørket? Og ikke mindst, hvem det er, der sidder i en bil og med stor kraft hamrer sit hoved ned i bilrattet? Er det i frustration eller en eller anden form for nydelse?

Ondskaben i byen

Temaet med lille landsby, hvor lyssky ting foregår under overfladen, er velkendt. For bare to år siden dyppede DR tæerne i samme trope med serien Fred til lands. Udtrykket er dog markant anderledes her i serieskaber Kasper Møller Rasks Nordland ’99.

Udover det allerede nævnte visuelt meget stiliserede look, opleves den aktuelle DRTV-serie som et fornøjeligt sammensurium af alt det bedste fra andre serier.

F.eks. er det svært for denne inkarnerede fan af Netflix-eposset Dark ikke at trække på smilebåndet, når Emma går rundt i skoven iklædt en gul regnjakke. Og skal man endelig lade sig inspirere af andre, skal man da også gøre det fra de bedste af slagsen.

For Nordland ’99 lander her i de første fire afsnit et godt sted mellem originalitet og hyldest.

Lyden af ’90erne

Et element, som kommer til at dele holdningerne er, hvorvidt der går for meget jukeboks i den. For ja, det er en superenkel måde at hensætte en historie til en bestemt tid ved hjælp af musik. På den front er Nordland ’99 storleverandør af alle de hits, som var i CD-kollektionerne, Absolute Music og Now That’s What I Call Music.

Der er noget obligatorisk Nirvana til at iscenesætte Emma som en med et tumultarisk indre. Og til den klassiske ungdomsfesttradition med at mødes på tilfældige øde steder, fylder Gigi D’Agostinos vrøvlesang Bla Bla Bla trommehinderne. Kombineret med Mathias Gaarde Mikkelsens diskret urovækkende synth-underlægningsmusik er den lydmæssige oplevelse helt i top på nostalgi-skalaen.

Genkendeligheden i de forskellige elemmenter gør Nordland ’99 til en let fordøjelig omgang at komme igennem. Det er godt set af serieskaber Kasper Møller Rask og co. at holde afsnittenes længde på 20-25 minutter, så man ikke går død i alt for meget drama eller teenage-fnidder.

En tur i videobutikken

Skuespillerne gør det helt fint, uden at man hverken bliver blæst bagover eller tager sig til hovedet i afmagt. Alle fanger de karakteristika, som deres karakter kræver. Troels Lyby er tilpas stovt som lokal panserbasse, der kæmper med at bearbejde tabet af sin kone. Hvilket også gælder for sønnen Lukas, der har en af sin afdøde mors striksweatre inde på værelset, som han giver et snif til en gang imellem. For så er det, som om hun ikke er helt væk.

Stjernen ser dog umiddelbart ud til at være Emilie Kroyer Koppel. Hun har en scenetilstedeværelse, som gør, at ens blik automatisk drages til, hvad end hun foretager sig. Med ekspressive øjne formidler hun flere følelser end selv den længste monolog ville kunne gøre fyldest. Det bliver spændende at se hende til næste år i instruktør Malou Reymanns (En helt almindelig familie) periodedrama Ustyrlig, der allerede har høstet store roser på filmfestivaler. Man fornemmer, at en ny stor stjerne er på vej.

Indtil da bør man følge hende i Nordland ’99. Spændingskurven er stadig på vej i den rigtige retning, hvor der som lag på et løg bliver åbenbaret nye spændende afsløringer i hvert afsnit.