Anmeldelse: Der tudes igennem i dramaserien ’Dear Edward’ på Apple TV+

Med en solid højdeskræk, tilsat et skvat klaustrofobi, findes der ærlig talt ikke et større mareridtsscenarie for mig end en flyrejse.

Tanken om at være spærret inde i en lille dåse fem-10 kilomenter oppe i luften er decideret koldsvedfremkaldende. For hvad nu hvis der sker noget.

Der er fandeme lang vej ned.

Så første afsnit af dramaserien Dear Edward på Apple TV+ fremstår mere som noget fra en horrorfilm fremfor den tåreperser, den i virkeligheden er.

Drengen Edward (Colin O’Brien) skal flytte med sin familie fra New Yorks trygge omgivelser til Los Angeles. Hans mor er manuskriptforfatter, og et nyt job gør, at hun som minimum er nødt til at rykke fra den ene kyst til den anden. Så selvfølgelig tager manden og hendes to sønner med.

Men så sker det.

Flyet styrter ned. Alle ombord på nær Edward dør.

Tragedien påvirker ikke kun ham. Også hans tilbageværende familie, som nu skal tage sig af ham – hans moster Lacey (Taylor Schilling) og hendes mand John (Carter Hudson) – samt alle de pårørende til de øvrige passagerer, er i et bundløst hul af sorg.

Og det er deres og Edwards bearbejdelse af den sorg og det med at komme videre efter at have mistet nogen, man holder af, som er omdrejningspunktet for de 10 afsnit af Dear Edward.

Den kære Edward

Serien af skabt af Jason Katims og er baseret på Ann Napolitanos bestseller-roman af samme navn fra 2020.

Katims er blandt andet tidligere showrunner på den kriminelt undervurderede football-dramaserie Friday Night Lights og genforenes i Dear Edward med en af sine tidligere hovedroller fra netop den serie, nemlig Conni Britton.

Her spiller hun den velhavende New Jersey-hausfrau Dee Dee, hvis mand var passager på flyet. Efter hans død finder hun ud af, at han havde haft et helt separat liv i Los Angeles og var blevet fyret fra sit arbejde.

Kender man overhovedet den person, man er allermest intim med? Ens livspartner? Det er et af de mange spørgsmål, Dear Edward stiller. For hvordan skal man komme videre fra det totale svigt, når personen, man er vred på, ikke længere er i live. Hvordan får man den katarsis, som kommer af at give en ordentlig skideballe. Hvordan får man den sweet, sweet befriende vejrtrækning, hvor alt bare falder til ro i ens sind?

For det handler om at komme videre.

Videre fra sorgen over dem, man har mistet. Men også skyldfølelsen over at være i live, mens andre er døde.

Før flyet kom i luften, havde Edward og storbroderen Jordan (Maxwell Jenkins) en disputs om, hvem der skulle sidde ved vinduet. Pladsen var egentlig Jordans, men efter en gang sten-saks-papir, blev det Edwards. Og det nager ham.

For Jordan var hans bedste ven. Efter at Edward blev mobbet i skolen for år tilbage, blev drengene trukket ud af skolen og hjemmeundervist af deres far. Edward har nogle specielle træk vedrørende hans sociale evner og høje intellekt. Derfor er der nogle ekstra vanskeligheder for ham med den nye tilværelse.

Så skal der tudes igennem

Han ser sin storebror tit, fører samtaler med ham og sover på gulvet hos nabopigen Shay (Eva Ariel Binder, der bliver en af Hollywoods næste store stjerner). Edward klynger sig så meget til minderne og rutinen, at han ikke kan falde i søvn, medmindre han siger ordene ”Godnat, dumme”, og de bliver gentaget tilbage til ham. For det var sådan, han og Jordan sagde godnat til hinanden, da de delte værelse.

Og sådan har alle de pårørende små minder, de klynger sig til, mens de prøver at leve videre.

Historierne udspiller sig på kryds og tværs, og fællesnævneren er den sorggruppe, mange af dem er medlemmer af. Der bliver givet råd, bandet, grædt og givet fuld los for alle tænkelige og utænkelige følelser.

Dear Edward forfalder aldrig til ublu følelsesporno. Selvom det til tider kan føles sådan, når strygerne begynder at dominere underlægningsmusikken i et meget følelsesbetonet øjeblik.

Man kommer til at få våde øjne. Men det er forankret i de ting, som de velskrevne karakterer går igennem.

Der er en hårfin balancegang i samtlige af første sæsons 10 afsnit. Men Jason Katims og det kreative drama-kompagni får fermt sat det hele i scene. Som den titulære Edward er Colin O’Brien en perle, der går direkte i hjertekulen fra start til slut.

Og med den cliffhanger, som Dear Edward slutter på, er der lagt op til en spændende potentiel anden sæson.