Breaking Bad: 5 uforglemmelige afsnit

(Artiklen indeholder spoilers fra Breaking Bad)

Nu er det officielt: Der er en Breaking Bad-film på vej. Der er dog ikke tale om en film med samme handling, men en fortsættelse. Aaron Paul genoptager rollen som Jesse Pinkman, som vi kommer til at følge efter begivenhederne i seriens finale. Selvom han slap væk fra neonazisterne, er der rig mulighed for at fortsætte historien. Hans fingeraftryk er nemlig over alt i laboratoriet. Du kan læse mere om den kommende filmfortsættelse her.

(Foto: Breaking Bad/AMC)

For at fejre nyheden har jeg hyldet fem uforglemmelige afsnit fra Breaking Bad. Det er næsten en umulig opgave med en serie, der er fyldt med uforglemmelige øjeblikke. Valget er derfor faldet på dem, der efter min mening er mest mindeværdige som helhed.

Full Measure

Walt har kørt to bandemedlemmer over. Forhandlingerne med Gus og Mike når kogepunktet. Saul sender Mike på vildspor i jagten efter Jesse. Victor spolerer Walts plan om at myrde Gale. Bryan Cranstons (Walt) skuespil imponerer, da han hyler og trygler om nåde, får lov til at ringe til Jesse og bum, så er der fart på. Jesse, der kort forinden var indstillet på at myrde bandemedlemmerne som hævn for Tomás. Aaron Pauls intense præstation i den fantastiske cliffhanger, hvor han skyder Gale og ændres for altid. Afsnittet er hæsblæsende fra start til slut, hvor team Gus og team Walt konstant skiftes til at være foran frem mod den fatale konklusion.

(Foto: Breaking Bad/AMC)

Face Off

Gus er efter min mening en af de bedste skurke nogensinde, og Giancarlo Esposito er fænomenal i rollen. Det er derfor et trist afsnit, fordi det er hans sidste (hurra for Better Call Saul). Samtidig har han en af de fedeste dødsscener, jeg har set. Gus tror endelig, han får hævn over Hector, da han besøger ham for at slå ham ihjel. Hector, der tidligere har nægtet at se på Gus, stirrer ham pludselig direkte i øjnene. Et perfekt ”oh shit”-øjeblik, før bomben eksploderer – ding, ding, ding.

(Foto: Breaking Bad/AMC)

Mens vi tror, alt er forbi, bliver vi taget ved næsen, da Gus kommer ud fra værelset og retter på sit slips. Han vender sig langsomt, og vi ser, at halvdelen af hans ansigt er sprængt af. Først her falder han død om. Det er en af de ting, der gør Breaking Bad så vidunderlig – den måde, serien konstant bryder med forventningerne på. Ikke nok med Gus’ død får vi også slået Walts indblanding i Brocks forgiftning fast. Han myrder desuden to mænd med koldt blod, og superlaboratoriet bliver brændt ned. Damn!

Dead Freight

Dead Freight er et uforglemmeligt afsnit med det ene twist efter det andet. Walts krokodilletårer foran Hank, der er et dække for at overvåge ham. Mysteriet om Lydia og sporingsenheden. Det hæsblæsende kup på toget, som de på et hængende hår lykkes med. Alt er godt, indtil psykopaten Todd skyder en ung dreng, der har opdaget dem. Apropos at bryde med forventningerne havde jeg virkelig ikke set den slutning komme.

(Foto: Breaking Bad/AMC)

Ozymandias

Mange regner Ozymandias for at være et af de bedste tv-afsnit nogensinde – og med god grund. Alt kulminerer for Walt i den ene hjerteskærende og chokerende scene efter den anden. Jesse finder ud af, at Walt lod Jane dø, hvorefter han bliver taget til fange. Neonazisterne myrder Hank og Steven. Walt Jr. ser sin fars mørke side, mens Walt og Skyler har en knivkamp. Skylers sammenbrud på vejen, da Walt kidnapper datteren Holly. Walts tragiske telefonsamtale med Skyler, der skal vise politiet hendes uskyld. Fra et poetisk manuskript og blændende skuespil til stålsikker instruktion – der er intet at sætte en finger på. Det er meget få serier, der kan få mig til at græde, men jeg indrømmer gerne, at Ozymandias-afsnittet fik mig til det flere gange.

(Foto: Breaking Bad/AMC)

Felina

Slutninger er altid svære. Ingen vil have, at en fantastisk serie slutter, men samtidig sætter vi pris på, at det sker, mens den er bedst. Det er tilfældet med Breaking Bad. Som vi udpegede i vores 10 fun facts fra serien, er titlen i sig selv genial. Walt får endelig sin hævn mod Elliott og Gretchen og sikrer samtidig, at familien får pengene. Han får også tilstået sin egoisme og sagt farvel til Skyler i en af seriens stærkeste scener. Lydia og neonazisterne får, hvad de fortjener. Walt redder Jesse, der får sin hævn mod Todd og undslipper. Vigtigst af alt får Walt en fortjent, men værdig død, og selvom han er et monster, føler vi med ham til den bitre ende.

(Foto: Breaking Bad/AMC)

Som jeg skrev i starten, er serien fyldt med fantastiske øjeblikke. Hanks nervepirrende kamp mod Salamanca-brødrene. Walts maniske latter i krybekælderen. Mike, der vil dø i fred. Walt, som ser Jane blive kvalt i sit eget opkast. Gus’ massemord med forgiftet alkohol. ”Run!”, ”Say my name”, ”I’m the one who knocks” – listen er lang.

Læs også: Anmeldelse af Better Call Saul sæson 4

Læs også: Breaking Bad-film muligvis på vej

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *