Serier | Nyheder

Casper Christensen får besøg af Iben Hjejle i ny Viaplay-serie

AfAviaya Hansen
22. november 2022
All Exclusive Casper Christensen
Iben Hjejle og Casper ChristensenUnger Anthon/Ritzau Scanpix

Del artikel

Komikeren Casper Christensen prøver i selskab med Mikael Bertelsen kræfter med et nyt dokumentarisk interview-eksperiment. Duoen afslører eksperimentets første fem prøvekaniner.

https://vimeo.com/773723855/b25acce074

I august kom det frem, at Klovn-komiker Casper Christensen er gået sammen med Den 11. time-ikonet Mikael Bertelsen om at lave en ny tv-serie.

I en pressemeddelelse afslører makkerparret nu, at vi kan se frem til alternative interviews med store danske navne som Thomas Helmig, Iben Hjejle, Sofie Linde, Helle Thorning og Medina, når deres nye serie All Exclusive får premiere.

- Casper Christensen har selv håndplukket sine gæster. Det er deres samtaler og oplevelser sammen i et døgn, der gør, at seerne får et nyt blik på, ikke bare gæsterne, men også på Casper Christensen. Hverken Casper eller Mikael spiller en rolle. De er sig selv – med et fælles mål om at udfordre og genopfinde genren, på deres helt egen måde, står der i pressemeddelelsen.

All Exclusive adskiller sig fra andre programmer ved, at intet er planlagt. Så alt kan ske, når en gæst tjekker ind på et hotel og i et døgn er i uforstyrret selskab med Casper Christensen og Mikael Bertelsen.

Det fremgår desuden af pressemeddelelsen, at Casper Christensen er programmets vært, mens Mikael Bertelsen trækker i trådene i kulisserne som stemmen i Caspers øre.


Deler ud af sig selv


Seerne kan derfor se frem til samtaler om tro, misbrug, venskab, berømmelse, grådighed, ambitioner, succes, svigt, forældreskab.

Den vågne læser vil på nuværende tidspunkt have studset over, at Caspers eks Iben Hjejle er blandt gæsterne. Mon ikke der er lagt i ovnen til en spændende snak mellem det tidligere hotteste par i dansk showbizz.

- Casper Christensen deler ud af sig selv og stiller de spørgsmål, vi andre sidder og har lyst til at stille, og dem vi ikke vidste, vi ville have svarene på. I nogle situationer har han måske noget i klemme, et uafsluttet regnskab, der skal sones. Andre gange søger han at komme helt ind under huden på sin gæst og finde ind til sårbarheden, lyder det i pressemeddelelsen.

All Exclusive har premiere på Viaplay fra den 7. december.

Artiklen blev oprindelig bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Westernserien The English med Emily Blunt er snublende tæt på perfektion

LÆS OGSÅ: Guld fra gemmerne: 3 oversete serieperler på Netflix

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Serier anbefaler: 6 serier, du skal se i november

Del artikel

Andre Serier | Nyheder