De 9 mest populære serier på Netflix i 2020

Foto: Papirhuset/Netflix

Hvilke serier er de mest streamede på Netflix i 2020?

Der er vist ingen, der til fulde forstår, hvordan Netflix’ algoritme virker. Til gengæld hersker der ingen tvivl om, at streamingtjenesten sværger til data. Det blev igen understreget, da de i februar 2020 udkom med featuren ’Top 10’.

En feature, der dog skal tages med et gran salt. Eftersigende er dens data nemlig bundet op på, at man som minimum har set to minutter af en serie eller en film. Alligevel er det nogle imponerende ’ratings’, som Netflix kan fremvise, når man kaster et blik på deres mest streamede serier i 2020.

Læs selv med her.

Nr. 1. Papirhuset – sæson 4

Det er både interessant og opløftende, at en spansk – og dermed ikke amerikansk –  serie topper listen over de mest streamede Netflix-serier. 65 millioner(!!) har indtil videre set spanske Papirhuset. 

Serien handler om en røverbande, der er blevet sat sammen af den gådefulde The Professor. I bedste Oceans-stil bryder de ind i Spaniens Nationalbank. Ikke for at røve banken men for at printe deres egen pengesedler. Serien er ikke alene den mest streamede serie i 2020, La Casa de Papel, som den hedder på spansk, er den mest streamede Netflix-serie nogensinde!

Nr. 2. Tiger King

Verdensomspændende pandemi eller ej … Tiger King var nok alligevel blevet én af Netflix’ allerstørste hit i 2020. At hele 64 millioner har været forbi dokumentaren om den – for at sige det mildt – excentriske Tigerkonge, Joe Exotic, må nok også tilegnes, at dokumentarserien ramte Netflix nærmest synkront med, at hele verden blev sendt hjem.

LÆS OGSÅ: Kongeligt gensyn: Nye serier og sæsoner på Netflix i november

Dermed ikke sagt, at Tiger King ikke har det hele. Det har den: De vildeste karakterer, de sindssygeste plottwist, store katte, uopklarede mord, mordforsøg og en hadsk rivalisering, der får Jerry Seinfelds rivalisering med Newman til at ligne en sand romance.

Nr. 3. Ratched

Der er mange at vælge mellem, men skal vi pege på særligt én ikoniske Jack Nicholson-rolle må det næsten være som voldtægtsforbryderen Randle Patrick McMurphy, der i filmen Gøgereden fra 1975 spiller sindssyg for at kunne skifte fængslet ud med et psykiatrisk hospital. Det skal dog vise sig at være en ikke så fiks ide igen …

Foto: Ratched/Saeed Adyani/NETFLIX © 2020

Serien Ratched er forhistorien til filmen, der i otte afsnit fortæller historien om Mildred Ratched (Sarah Paulson). Hvorfor og hvordan i alverden blev hun den psykopatiske oversygeplejerske, som Randle skulle komme til at stifte bekendtskab med i Gøgereden? Det har godt og vel 48 millioner Netflix-abonnenter indtil videre sat sig for at undersøge.

Nr. 4.  The Umbrella Academy  – sæson 2

Fortællinger om superhelte går nok aldrig helt af mode. Det kan tv-serien The Umbrella Academy endnu en gang sætte streg under. Således har 43 millioner mennesker sat sig ned og set – i hvert fald to minutter – af denne superhelte serie.

LÆS OGSÅ: Kunne du lide Watchmen og The Umbrella Academy vil du ELSKE The Boys

Og paraply er sjovt nok en meget god måde at beskrive serien på. Her er nemlig på én gang tale om et familiedrama mellem superhelte, der så er blandet sammen med et mordmysterium og en verden, der er i fare for at gå under.

Nr. 5. og 6.  Never Have I ever og Space Force

Med Never Have I Ever er vi til gengæld langt væk fra et univers med superhelte og verdens undergang – i en bogstavelig forstand. Serien handler om den indisk-amerikanske teenager Devi, der starter det nye skoleår med en teenage-standardbøn til guderne: Lad mig blive inviteret med til de cool fester og stik mig en kæreste (der ikke er en nørd). Please!

En rørende og morsom coming-of-age-serie, der indtil nu er vist over 40 millioner gange på Netflix.

Foto: Space Force/Aaron Epstein/Netflix

Ligeså mange har trykket play på Netflix’ Space Force. Her bliver der dog sat en fed streg under devisen om, at kvantitet ikke altid er lig med kvalitet. Både når det gælder budget og kendisnavne på rollelisten.

Hverken Steve Carell, John Malkovich eller skaberne bag ikoniske sjove serier som The Office, King of The Hill og Parks and Recreation var nok til, at undertegnede for alvor kunne slå en latter op under første sæson af Space Force.

Nr. 7. Lucifer – sæson 5, del 1

Lucifer aka Djævlen forlader helvedet for at tage til LA, drive en natklub og arbejde som en slags konsulent for LAPD. Det er vist det korte af det lange, når man skal beskrive serien Lucifer.

LÆS OGSÅ: Udvandet version af ‘Game of Thrones’: Så mange penge smider Netflix efter dårlige serier

Produktionen af sæson 5 blev (også) udfordret af corona, hvorfor den altså er delt op i to. Det virker dog til at have været hele ventetiden, kaster man et blik på anmeldelserne (herunder vores egen) samt antallet af mennesker, der indtil nu har streamet sæson 5, del 1: 38 millioner mennesker!

Nr. 8. Ozark – sæson 3

Med karakteren Marty Byde har Jason Bateman bevist, at han er meget mere end sin komiske timing. I Ozark spiller han således en finansiel rådgiver, der hvidvasker penge for det næststørste narkokartel i Mexico.

Foto: Julia Garner/Steve Dietl/Netflix

Det skal selvfølgelig gå galt. Ikke kun for Marty men også hans kone, der i 3. Sæson for alvor har ladet sig korrumpere af magt og ussel narko-mammon. Sæsonen er indtil nu blevet set af 29 millioner Netflix-brugere.

Nr. 9. Den sidste turnering

Det er måske ikke så overraskende, at en dokumentar om basketball-fænomenet Michael Jordan samt hans og Chicago Bulls storhedstid i 90’erne ville hitte i USA. Her har Jordan samme gudestatus, som Lionel Messi ville have det på La Rambla i Barcelona, efter de har slået Real Madrid.

Men dokumentarserien har også fået megen opmærksomhed og ros herhjemme. Og de danske Netflix-abonnenter har da helt sikkert også sin andel i, at Den sidste turnering blev streamet 23,8 millioner gange i løbet af sine bare første 28 dage.

LÆS OGSÅ: Nisser: Netflix kommer med skræmmende dansk juleserie om blodtørstige nisser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like