Serier | Guides

De bedste engelske komedieserier

AfBrian Mogensen
12. januar 2023
Bedste engelske komedieserier
Rowan Atkinson I serien 'Mr Bean' (1990) / Foto: Ent_ctq55645/Allstar/Ritzau Scanpix

Del artikel

Englænderne er måske nok kendt for at være støvede, traditionsbundne og en smule kedelige. Men de kan også være med, når det handler om at give lattermusklerne motion. Her er vores bud på de 5 bedste engelske komedieserier.

Den engelske sans for timing, det støvede og traditionsbundne kan være et effektivt værktøj. Intet er nemlig helt så sjovt som at se det forventede blive vendt på hovedet, og de to yderpunkter står virkelig i stærk kontrast hos briterne, når de skaber humor.

Her er de bedste engelske komedieserier:


Mr. Bean
Fleabag
The Office
Monty Python’s Flying Circus
Fawlty Towers (Halløj på badehotellet)

Mr. Bean (1990)


Rowan Atkinsons tavse englænder har formået at få alle til at grine, ofte uden at bruge så meget som et enkelt ord. Det er effektivt, for det er med til at sikre, at alle kan være med. Der er ingen jokes, der går hen over hovedet på de mindste, og dem, der ikke taler engelsk, får også en chance.


At det, der så udspiller sig på skærmen, er rent kaos, hjælper selvfølgelig en del. For Mr. Bean får flere eventyr i sit stille, lille liv, end de flest af os nogensinde kommer i nærheden af.


Det primære er dog Atkinsons helt fænomenale kropssprog og ansigtsmimik. Han har mestret evnen til kronisk at se fraværende ud, mens han benytter sig af mimik til at tage os med i kirken, til køreprøve og flere andre helt almindelige hverdagsting, der måske ikke ligefrem opfordrer til komik.


Mr. Bean kan ses hos Prime Video.



Fleabag (2016)


Kærligheden kan gøre ondt, og når den gør det, trækker kvinder sig hjem i deres lejlighed og spiser is og græder til deres veninder. Sådan var det i hvert fald i romantiske komedier i 80’erne og 90’erne. Livet i 2020’erne er en ganske anden størrelse, og Phoebe Waller-Bridge har fundet en helt eventyrlig måde at bruge komik, seriøsitet og underfundighed på i serien Fleabag.


Balancen mellem måden Fleabag viser femininitet og livet som singlekvinde i nutiden er vellykket og en meget præcis måde at vise, at de kan selv. Både når det gælder hverdagen, at drive sin egen forretning, at vælge, date og knalde en partner – og at fucke det hele op. Og den gør det uden at hævde sig selv eller trutte for meget i sit eget horn. For det er jo bare hverdag.


Serien er sjov og varm, og den har én af de mest frustrerende kærlighedshistorier længe, som efterlader dig både sulten efter mere og totalt tilfredsstillet.


Fleabag kan ses hos Prime Video.



The Office (2001)


Hverdagen hos papirfirmaet Wernham Hoggs kontorer i Slough lyder ikke ligefrem som det mest ophidsende oplæg til en komedie. Men det er et lynende intelligent og velskrevet tag på den dødlignende tilstand, mange henslæber hverdagen i under lysstofrørene i kontorbygninger over hele verden.


The Office er ikke bleg for at vise den verden, måske nok sat en smule på spidsen, og brugen af mockumentary-genren er med til at underbygge den dødkedelige realisme. Det store trækpunkt er chefen David Brent, der leverer den mest tåkrummende pinlige komik nogensinde.


Brent er måske nok en effektiv chef, som det nævnes flere gange i serien, men hans behov for at vise sig som en cool, afslappet, venskabelig chef, når dokumentarholdets kameraer ruller, overskygger hans professionalisme, og Ricky Gervais leverer en kraftpræstation.


Serien blev så stort et hit, at amerikanerne har lavet deres egen udgave. Men selvom de to følges meget godt ad, og Steve Carell er god i rollen som chefen, er den engelske udgave af The Office på alle måder overlegen.


The Office kan ses hos HBO Max.



Monty Python’s Flying Circus (1969)


De er mestrene af det absurde. De er upassende. De er grænseløse. De er hylende morsomme. Og de har været med til at definere en genre af komik og udbrede den til et mainstreampublikum.


Gutterne bag Monty Pythons Flyvende Cirkus var en drivkraft i 70’erne, og de skabte fjender hos de mere tilbageholdende engelske borgere.


Det er kun John Cleese, Michael Palin og co., der kan slippe afsted med at bruge 4 minutter og 27 sekunder på en sketch om returretten på en død papegøje og stoppe det hele fordi, ”det bliver for fjollet!” Eller hvad med den om ministeriet for fjollede gangarter? Eller skovhuggersangen? Det ER fjollet. Men fjol er netop essensen af Monty Pythons tæppebombardement af visuelle og lydmæssige indtryk, der fører direkte ned i den del af hjernen, der styrer ordentligheden og tramper den for fode.


Monty Python’s Flying Circus kan ses hos Netflix.



Fawlty Towers (Halløj på Badehotellet) (1975)


Essensen af støvet engelskhed findes til overflod hos hotelejeren Basil Fawlty, der sammen med hustruen Sybil og nogle ansatte driver et lille hotel i det sydlige England. Her skal der holdes på standarderne, og man opfører sig ordentligt. Desværre er det ikke gældende for alle gæsterne, og det resulterer ofte i, at Basil kommer på overarbejde for at holde på formerne.


Hovedpersonen er spillet af John Cleese fra Monty Python, og han siger, at inspirationen er kommet fra en virkelig hotelejer, der havde en lignende opførsel. Uanset om det bare er en historie, er det et held, for Cleese er formidabel i rollen.


Der er meget lidt Python over det, og heldigvis for det. For netop forankringen i det virkelige gør, at Fawlty Towersstikker helt af.


Og uanset hvad, så husk: Don’t mention the war!


Fawlty Towers (Halløj på Badehotellet) er desværre ikke tilgængelig online for hverken køb eller leje pt.


Del artikel