Serier | Nyheder

De bedste komedieserier of all time

AfClaus Holm
2. april 2020
the big bang theory
Foto: The Big Bang Theory / CBS

Del artikel

I en verden, hvor der langsomt bliver mindre og mindre at grine af, så kan det af og til godt være rart at tage en pause og bare se noget sjovt. Noget, der ikke kræver den store omtanke eller stillingstagen til verdens problemer, men som bare er morsomt.

Og nu, du er i gang med det, hvad så med lige at tjekke, om du har set nogle af de allerbedste comedy-serier, der er tilgængelige?

Friends


Netflix

Hvis man kan tale om, at en komedieserie blev verdensberømt, så er Friends helt sikkert et eksempel på det. Skaberne havde aldrig troet, at den ville nå de højder, den gjorde, og da serien sluttede, var de seks skuespillere de højest betalte TV-stjerner overhovedet, med en million dollars per afsnit – hver! – i løn.

Det er næsten umuligt at finde nogen, som ikke havde adgang til et TV mellem 1995-2005, der ikke har set i det mindste et par afsnit af historien om Monica, Chandler, Ross, Rachel, Phoebe og Joeys eventyr på Manhatten. Serien var egentlig beregnet til at vise, hvordan folk i deres 20-30 års alder ofte fik en slags ny familie i deres vennegruppe, og gjorde alting sammen.

Humoren i serien er ikke højtravende på nogen måde, og meget af den fokuserer på daglige ting som kærester, arbejde og irriterende familiemedlemmer. Serien er i dag en smule politisk ukorrekt, men stadig værd at se, simpelthen fordi de seks hovedpersoner meget hurtigt bliver ens egne venner. Man lærer dem godt at kende i de ti år, og når serien slutter, står man virkelig med følelsen af at have haft et langt venskab med en gruppe mennesker, man nu ikke ser længere.

Serien fik i øvrigt en spinoff med titlen Joey, som dog ikke er nær så god og ikke er tilgængelig på nogen streamingtjeneste for tiden.

LÆS MERE: Guld fra gemmerne: Friends

LÆS MERE: Hvad kan vi forvente af det nye Friends-reunion-afsnit?

Frasier


Viaplay

Hyldet som den ”sidste voksne sitcom” – og de mange velfortjente Emmy-priser, den har vundet i årenes løb – så var Frasier en helt særlig serie. Den selvoptagede psykiater Frasier Crane kører et call-in radioprogram i Seattle, hvor han hjælper folk i æteren med deres psykologiske problemer. Til gengæld er han selv ude af stand til at løse alle de mange problemer, han selv har – både selvforskyldte og dem, der bare sker for ham.

Både hans familie (hans bror Niles, hans samboende pensionerede far Martin og hans hjemmesygeplejeske Daphne) og hans venner på radiostationen er mere eller mindre skøre individer, og karaktererne er både veltalende og velskrevne. Hvis man har lyst til en komedieserie, hvor folk faktisk siger sjove ting, så er Frasier helt sikkert et godt bud. Humoren er dog temmelig sarkastisk og giftig, og derfor er den ikke udpræget for børn.

Serien er i virkeligheden en spinoff af Sams Bar, og der går rygter om en reboot i 2020 – stadig med Kelsey Grammer i hovedrollen.

Seinfeld

Seinfeld er en komedieserie, man enten elsker eller hader. Nogle mennesker synes det er forfriskende at se en serie med karakterer, der overhovedet ikke udvikler sig gennem de ni sæsoner og 180 afsnit, mens andre bliver lidt irriterede over at se en serie, der i virkeligheden handler om ingenting. Det er dog netop hele ideen i serien, som handler om stand-up komikeren Jerry Seinfeld og hans venner – den vil vise, hvordan en komiker finder materiale til at lave et show hver aften.

Fordi karaktererne ikke rigtig havde nogen baggrund eller identitet, kunne man lege med dem, og fordi de aldrig udviklede sig, skrev man sig aldrig ind i et hjørne. Serien tog selv gas på dette i det sidste afsnit, hvor vennerne blev stillet for en dommer, anklaget for at spilde folks tid og aldrig udvikle sig!

Seinfeld er ved at have nogle år på bagen – den kørte fra 1989-1998 – men fordi den er så tidsløs, kan den stadig sagtens ses, og man kan stadig grine af de fuldstændigt absurde ting, Jerry, Kramer, George og Elaine kommer ud for.

Serien blev skabt af Larry David, der senere blev kendt for serien Curb Your Enthusiasm.

Community


Amazon Prime

Community er af mange kaldt den sjoveste serie i det 21. århundrede. Community er speciel fordi den ikke filmes foran et studiepublikum eller har indlagt dåselatter. Dialogen går meget hurtigt, og hvis man ikke er indfødt engelsktalende, kan det godt være svært at få alle jokes med – men det er stadig sjovt, selvom man misser en eller to.

Advokaten Jeff Winger mister sit job, fordi han har løjet om sin universitetsuddannelse (han havde nemlig ingen!) og bliver sat til at tage en ny grad i jura på et folkeuniversitet (et Community College). Her ender han i en læsegruppe med en masse folk, ingen andre har lyst til at være venner med, og skaber pludselig et helt nyt fællesskab af venner.

Serien er på mange måder helt og aldeles vanvittig (flere afsnit er for eksempel parodier på klassiske genrer såsom westerns, Star Wars, gangsterfilm og gyserfilm) og med roller som Greendale Colleges dekan, der både er omniseksuel, udklædningsfetichist og dalmatinerelsker i baggrunden, er der lagt op til en fantastisk serie. Serien blev faktisk aflyst flere gange, men blev genstartet på nettet. I alt kom der seks sæsoner.

The Big Bang Theory


DPlayTV2 Play

The Big Ban Theory er en af de længst kørende komedieserier nogensinde med 12 sæsoner og 279 afsnit (hvilket er det længste ikke-animerede komedieshow i moderne tid) og en serie, der delte vandende. Fordi den fokuserede på nørd-kulturen og (især i de første sæsoner) havde mange jokes om fysik og videnskab generelt, var der mange, der ikke brød sig om den. Til gengæld var der mange af de fans, der elskede den fra starten, som senere faldt fra, da serien kom til at handle mere om kærlighed, parforhold og mere ”voksne” emner.

De fire venner Sheldon, Leonard, Rajesh og Howard er super-nørder, og lever deres liv i en verden af tegneserier, film og legetøj. De arbejder alle på CalTech (California Institute of Technology) og har deres egne indforståede jokes og sprog. Det ændres dog, da den smukke unge pige Penny flytter ind ved siden af Sheldon og Leonard, og Leonard falder for hende med et brag.

Serien er blevet både hyldet og kritiseret for, at hovedpersonen Sheldon har store sociale problemer, og producerne blev beskyldt for at gøre grin med folk med Aspergers syndrom. Til gengæld har mange med Aspergers netop trådt frem og sagt, at de følte Sheldon var en god og nødvendig figur på TV. Han er da også blevet så populær, at hans ungdom er blevet til en spinoff-serie, Young Sheldon.

Da alle de medvirkende efterhånden fik kærester, kom serien til at fokusere mere på deres forhold, og hvordan de fik børn og hus. Man kan sige, at i modsætning til en serie som Seinfeld, formåede denne serie at udvikle karaktererne, mens man samtidig beholdt mange af de ting, der gjorde serien populær fra starten.

How I Met Your Mother


Netflix

Hvis Friends var den store succes i slut 1990’erne og de tidlige 2000-år, så var HIMYM (som serien kaldes i kort form) det helt store hit fra 2005-2014. Gennem ni sæsoner og 208 afsnit fulgte vi arkitekten Ted og hans fortælling til sine børn om, hvordan han mødte deres mor, sit livs kærlighed. Da historien bogstaveligt talt tager ni år, så er det tydeligt, at det var en meget lang og snørklet rute, der skulle til, før de to mødtes, og serien viser hvert eneste skridt. Med i historien er Teds bedste ven Marshall, hans kone Lily og deres fælles venner Robin og Barney, seriens mest populære karakter, og ofte leverandør af de bedste replikker.

På samme måde som Friends følger man karaktererne gennem tykt og tyndt og kommer til at holde af dem på en meget dyb måde. Samtidigt er der gennem hele serien en spænding og mystik i, hvordan Ted møder sit livs kærlighed – hver gang man ser ham få en ny kæreste, så håber man, at dette her må være hende, og hele tiden drysses der små spor ud.

Seriens skabere filmede selve afslutningen til serien efter anden sæson, og arbejdede sig så hen imod det sted de havde ”valgt at slutte” – meget bevidst om, at de nærmest ikke kunne vinde. Der er da også mange, der er sure over selve seriens sidste sæson (der i modsætning til de andre sæsoner, der kører over et helt år, kun foregår henover en tre-dages weekend). Det blev så slemt, at der faktisk findes en officiel ”alternativ slutning” på Youtube, som denne anmelder faktisk foretrækker. Men serien er stadig uovertruffen og morsom – og bør ses.

Til sidst to serier som hører til de absolut bedste, men som ikke er på streaming. Her skal du altså ud og købe dem som DVD eller downloads.

M*A*S*H

Til trods for at serien handlede om krigen, var serien faktisk meget anti-krig, og det blev skarpt understreget, hvor lidt de forskellige figurer faktisk havde lyst til at være med i krigen. På samme måde som Frasier har den en ret sarkastisk humor, og hovedpersonen Hawkeye blev en hel institution på grund af hans måde at svare igen på – på samme tid høflig og sarkastisk. Hele verden elskede M*A*S*H og finaleepisoden er da stadig en af de mest sete TV programmer nogensinde.

3rd Rock From The Sun

Hele serien fokuserer på deres oplevelse af ting, som vi mennesker tager for givet, men som for dem er en helt ny og spændende oplevelse. Serien var unik, fordi den kombinerede en stor grad af fysisk ”falde på halen”-komik med meget hurtige og vittige dialoger, og de fire hovedroller er fantastiske som ikke-mennesker. Især sikkerhedsofficeren Sally, der aldrig før har været en kvinde, og som på ingen måde forstår kunsten at være feminin. Serien fik seks sæsoner.

Hvad er din egen yndlingskomedieserie? Er der nogen vi har glemt?

Se også: Traileren til den første britiske komedieserie på Apple TV+

Del artikel

Andre Serier | Nyheder