De værste serier i år indtil videre

Ikke alle serier kan være gode, men der er også nogle, som på ingen måde er værd at se. Vi har her samlet fem af de serier, der har været en stor skuffelse i 2022. Nogle af dem er ligefrem fornærmende i deres dumhed.

Pieces of Her

Hvis du er til serier, hvor der ikke sker særlig meget, og det, der sker, foregår i sneglefart, så er Pieces of Her serien til dig. Efter en voldelig episode med et skyderi begynder Andy at stille spørgsmål ved hendes mors fortid. Herefter går serien i langdrag, både i forhold til fremskridning af plot og udvikling af karakterer.

Andy (Bella Heathcote) bruger det meste af serien på enten at have et chokansigt, eller på at surmule over tingenes tilstand, og det bliver hurtigt kedsommeligt at se på. Det hjælper heller ikke, at hun konstant foretager dumme valg, der gør serien decideret frustrerende at følge med i. Hvis hun var en teenager, ville det måske stadig være irriterende, men mere forståeligt. At en 30-årig opfører sig som Andy i Pieces of Her er både utroværdigt og dødirriterende.

Toni Collette giver en acceptabel optræden, selv om hun ikke har særlig meget at arbejde med. Ikke engang Collette kan trække serien op på bare middelmådighedens niveau. Pieces of Her bruger for meget tid på at fortælle for lidt, og det er en serie, du i hvert fald ikke behøver at spilde din tid på.

The Viking: Narkokongens fald

En dokumentar skal helst gøre det tydeligt, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. Det er her, at The Viking: Narkokongens fald fejler med stor manér. Den skifter mellem interviews og dramatiserede genskabelser af begivenheder, hvor sidstnævnte må siges at fungere bedst.

Det bidrager til, at det hele, også interviewdelen, virker meget opstillet. Det var vigtigt for dokumentarens journalist, der interviewer Malmquist, Jeppe Facius, at få den menneskelige side med, men alt for ofte virker det påtaget. Specielt i samtalerne mellem Malmquist og hans søn, der nogle gange virker, som om de har fået stukket et manuskript i hånden i stedet for at føre en personlig samtale. Som seer kan man let blive i tvivl om, hvornår noget rent faktisk er sket, og hvornår der er taget lidt for mange kreative friheder i genskabelserne.

Det hjælper heller ikke, at der bliver sprunget i tid og rum, så man som seer selv skal prøve at stykke sammen, hvad der skete hvornår. Det bremser fremdriften. De prøver at blande true crime-dokumentar med drama inspireret af virkelige hændelser, hvor den skulle have valgt det ene eller det andet og holdt sig til det.

Chosen

”Det ydre rum. Det er overalt” Sådan starter Chosen, og så er det bare ned ad bakke derfra, hvilket kan være svært at forestille sig med sådan en replik.

Manuskriptet skal berøres, for det er rent og skært et makværk. Ordet ’fake’ bliver sagt flere gange end kan nævnes, og ingen af dem føles naturlige, når de kommer ud af skuespillernes mund. Der er faktisk ikke særlig meget, der føles naturligt fra skuespillernes side. Skuespillerne kan dog ikke rigtig bebrejdes. Det er svært at få dårlige replikker til at lyde godt, eller bare acceptabelt.

Chosen er fuld af små momenter, hvor man sidder og tænker 'Hvad?' i forhold til, hvad den vil have os til at tro på. Det er en dumt skrevet serie med ambitioner så store som en bautasten, men falder til jorden hårdere end en meteor.

Resident Evil

Resident Evil er måske den værste serie i år. Resident Evil fejler på alle punkter. Historien hopper panisk mellem nutid og fortid (eller nutid og fremtid alt efter, hvordan man anskuer det) uden noget bindeled eller motivation. Serien introducerer regler, om det så er, hvordan zombierne agerer, eller hvordan et superavanceret sikkerhedssystem virker. For 20 minutter efter at modsige sig selv-

Tonalt prøver den både at være gyser, action, komedie, familie drama og science fiction. Den skifter febrilsk mellem det ene til det andet, og som konsekvens bliver serien udmattende at se, da den hele tiden skifter gear.

Det føles, som om manuskriptet er skrevet af en algoritme, der smider forskellige elementer konfust ind. Elementer, som kunne fungere hver for sig, hvis de blev håndteret ordentligt, er i stedet blevet smidt i en blender, der fik lov at køre natten over.

Inventing Anna

Vi slutter af med, hvad nogle måske vil se som listens overraskelse i og med, at Inventing Anna for nylig blev nomineret til 3 Emmy’er, blandt andet for bedste limited series. Det har også været diskuteret på redaktionen, om den skulle med eller ej, men den endte nu engang på listen.

Ambitionsniveau står ikke til måls med indholdet. Serien kunne være fortalt på tre-fire afsnit, men man vælger at trække det ud til at fylde 10 afsnit. Det bliver kørt op som en stor fortælling, der dog har så lidt fremdrift, at man på et tidspunkt bare ønsker, at det stopper.

Serien kunne være klaret på under den halve tid. Eventuelt som en true crime-dokumentar i tre dele, hvor du får det hele med. Der er faktisk en interessant historie, men den trækker i langdrag og finder på ting for at fylde tiden ud.