Serier | Guides

Dengang far så sci-fi: 5 serier, der maxer ud på nostalgien

AfBrian Mogensen
16. februar 2022
'Startrek'
Foto: Netflix

Del artikel

Effekterne kan ikke måle sig med i dag, men her er fem nostalgiske sci-fi-serier, der har brændt sig ind i hjerterne på mange fans.

En laserpistol kan laves af tråd og sølvpapir, og elektriske døre kan skabes ved at sætte to personer til at trække i nogle snore. Det kaldes filmmagi, og før computerne blev brugt til at skabe verdener, der synes mere virkelige end vores egen, var det den måde, alt blev gjort på.

Og særligt science fiction beroede på en lang række tricks, der fik rumskibe og futuristiske byer til at synes både mere uvirkelige og mere realistiske på samme tid.

Men i hjertet af enhver sci-fi-serie banker historien, og uanset hvor gode - eller dårlige – effekterne var dengang, var det den, der trak seerne tilbage igen og igen.

Vi har samlet fem serier, der den dag i dag stadig har en plads i fansenes hjerter. Så meget endda, at de er blevet rebooted. Men originalerne er nu stadig værd at se. Og nogle gange er de bedre end de nye opdaterede udgaver.

5. V

Original: Ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt
Reboot: Ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt

Det er alment kendt, at regeringen og magthaverne verden over er forklædte firben, der styrer vores liv. I hvert fald i visse kredse. Om det var denne konspirationsteori, der ligger bag serien V, skal jeg lade være usagt.

Hvorom alting er, er firben-folkene i hvert fald landet her på jorden under fredelige forudsætninger. De kommer med overlegen teknologi og et ønske om at hjælpe menneskeheden. I det hele taget med et tilbud, der er lidt for godt til at være sandt. Og som det så ofte sker i den slags serier, er det netop lige præcis det, det er.

Original eller reboot: Originalen. Den visuelle stil og effekterne var gode for tiden, selvom de naturligvis ser forholdsvist bedagede ud. Men der blev arbejdet for meget med at gøre historien mere plausibel, og det virkede ikke for rebooten.

4. The Twilight Zone

Miles Foley som Son; Ethan Embry som Harry; Daniel Sunjata som Detective Reece i 'The Twillight Zone'
Foto: CBS

Original: Ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt
Reboot: Paramount+ og TV2 PLAY

Antologi-gyserserien The Twilight Zone legede med mange af de elementer, der danner hele grundlaget for serien Black Mirror, længe før der kom farver på TV’et. Hvert enkelt afsnit tog afsæt i den menneskelige psyke, og serien brugte ofte greb om den verden, hovedpersonerne levede i.

Både dem i samtiden, såvel som i for- og fremtid. Og fordi hvert enkelt afsnit var en lukket historie, fandt seerne ofte afsnit, der ramte meget tæt på deres egen latente frygt.

Og selvom mennesket måske nok udvikler sig i brugen og implementeringen af teknologi, så er der visse ting, som bliver ved med at være det samme. Og frygt er tidsløs. Særligt frygten for vores egne sorte pletter på sjælen.

Original eller reboot: Begge. Fordi det er en antologi-serie, er der nogle afsnit, der virker bedre for visse personer. Det gælder både i den gamle og den nye. Den gamle har dog mere charme, mens den nye er mere opdateret. Med smartphones osv.

3. Battlestar Galactica

Original: Ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt
Reboot: Prime Video

Menneskets flugt gennem det uendelige univers med deres egne skabninger som de evigt forfølgende bødler er måske nok en af de bedste grundlæggende idéer for en tv-serie.

Battlestar Galactica fra 1978 fik hurtigt en stor og meget trofast fanskare, selvom serien levede et virkeligt turbulent liv. Den havde dog alt, hvad man kunne bede om for en 70’er-serie. Lange kapper, store klodsede robotter og rumskibe, der var lavet i modeller.

Original eller reboot: Rebooten. Originalens tumultariske tilværelse har haft en meget tydelig indflydelse på historien og flere andre elementer. Når du så er færdig med 2004-udgaven, der er virkelig god, er det værd at se, hvad det ligger forud.

2. Star Trek

'Startrek'
Foto: Netflix

Original: Netflix
Reboot: Paramout+

For nu at citere en anden serie, der faldt udenfor top fem på denne liste: ”Danger, Will Robinson!” Det er dog ikke muligt at lave denne liste uden at have Star Trek på. Også selvom det næsten er lige meget, hvad jeg skriver.

Så: Der er lavet helt utroligt mange separate Star Trek-serier, siden William Shatner viste sin helt egen form for, hvad der – med lidt god vilje – kan kaldes skuespil. Nogle af dem er gode. Andre knap så gode. Men lur mig, om ikke dem, der bare har en smule kærlighed til serien, kan finde én udgave, der tiltaler dem mest.

Original eller reboot: Originalen. Den er trods alt så ikonisk, som det næsten kan lade sig gøre at blive.

1. Doctor Who

Original: Prime Video
Reboot: Ikke tilgængelig

Der kan kun være én serie, der fortjener at være over Star Trek, når det gælder nostalgien.

BBC har siden 1963 leveret kaotisk og fuldstændig regelløs storytelling i serien om den tidsrejsende doktor og hans/hendes kompagnon. Og den har haft fans lige fra begyndelsen.

Doctor Who er ikke en antologi-serie, men der er så mange skift i indholdet, at det er svært ikke at drage paralleller.

Oveni kører serien i skrivende stund på den 13. doktor, og selvom der naturligvis er blevet brugt både computergrafik og mere avancerede special effects, ligner doktorens ærkefjender – de onde Daleks – stadig et virkelig bizart sexlegetøj.

Og hvorfor ændre på noget, når det virker?

Doktor eller doktor: Det bliver en doktor. Du vælger selv hvilken.

Del artikel

Andre Serier | Guides