Dexter Morgan: Husker du mødet med den flinke seriemorder?

Foto: Dexter/Paramount+

Dexter Morgan får en ny serie den 8. november. Det bliver et gensyn med blod og hygge, når den rare seriemorder vender tilbage efter otte år i de mørke skove. Og jeg har savnet ham …

Paramount+ er i år kommet til vores del af verdenen. Igen en tjeneste, der lanceres med et tydeligt konkurrencesignal. Til det skal der bruges kioskbaskernyheder. En af disse er Dexter: New Blood.

Serien har været annonceret længe, og da det skete, kunne jeg mærke, at lige denne her var velkommen. Jeg kunne godt trænge til mere Dexter, og den ville ikke være ret svær at samle troværdigt op.

En tidlig kærlighed

Jeg faldt for Dexter Morgan i 00’erne, da serier stadig kun var på vej til at blive et stort kulturfænomen. Han var en af mine første, hvor jeg holdt i hånd med kæresten og bingede løs.

Det var vist nok på DVD, og sådan kørte de første sæsoner, før de store platforme overvældede os alle. Sammen med Mad Men, The Sopranos, Lost, Breaking Bad og The Wire var Dexter en del af en ny verden af meget kvalificeret tidsfordriv.

Underholdningsværdien var tårnhøj, spændingskurven var ikke til at komme udenom. Og så var det første gang, jeg fik så meget opfindsom seriemorder i en amerikansk serie-setting.

En engel

Som titelkarakter præsenteres Dexter typisk diabolsk i introen, hvor kød tilberedes og fortæres af muskuløse kæber, før øjnene til sidst ser dybt og sultent direkte på dig.

Rovdyret er derinde, ved vi. Men den bærende tone er derefter og for det meste Dexter Morgans dækidentitet; den joviale og sky nørd.

Der sendes overbærende blikke og høflige ord efter denne antihelt, der kommer med donuts på kontoret. Han er ekspert i blodspor på gerningssteder, en niche han får lov at beholde, mens han går under radaren med sine egne opklaringer af de morderiske forbrydelser.

En djævel

Vi ser mest den ’gode’ Dexter. Og når den ret så heftige og psykopatisk vellystne morder får plads, er det med fuld skrue i plastisk, med store knive og nydelse i blikket.

Det er dog helt tilpas doseret, så sympatien holder ved. Og bag en mur af undskyldninger – som at Dexters ofre er mordere selv, at Dexter har en forklaring på sin drift og at han har et kodeks, der får ham til at fungere – bag den, er han likeable, pæn, hyggelig og en god far.

Dexter Morgan er en nuttet og lidt skæv, normal person, vi kan relatere til. Og så er han en farlig morder, hvilket gør ham kompleks og sexet. Han er et menneske sat ret meget på spidsen, og derfor kan vi lide ham.

Feel good mordserie

Dexter er smagfuldt poppet sat op. Rammen er eksotiske Miami, politistationen ligger tæt på havnens eksklusive klientel, fornemmer man. Dexter selv bor ikke flot, men der er tæt på paradisisk stemning i omgivelserne.

Folkene er castet til at være lækre til den pæne side, og Dexters kvindelige sidekicks og kærester er mildt sexede girl next door-typer, der endda er farlige ind i mellem.

Michael C. Hall er også en skuespiller, der gennem sine tidligere roller rækker ud til både mændene og kvinderne. Han har før leveret en vidunderligt sammensat karakter i Six Feet Under og gør det igen her i Dexter.

Hvorfor mere Dexter?

Men Michael C. Hall har ikke rigtig haft hul igennem siden Dexter. Er det derfor vi tager en runde mere? Generelt er der uklædeligt meget fokus på reboots og sene fortsættelser lige i disse år. Er det denne trend, der er grunden til en ny serie om Dexter?

Alle de store tjenester kommer med spektakulære genopfindelser i ’21 og ’22, og nogle af dem virker malplacerede i denne nye tid. Dexter er ikke vildt oplagt at forsætte, men den er heller ikke svær at skulle samle op igen. Traileren sætter den lidt mellem to stole af fornyelse og mørk genfortælling.

Jeg tror jeg kommer til at savne det ubekymrede Miami og de solbrune folk, der jagter hinanden. For Dexter Morgan er nu havnet i de mørke nordamerikanske skove, hvor det diabolske ikke får samme modspil som i Miamis sol.

Anyway; jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad de har gjort ved Dexter Morgan. Det bliver et glædeligt gensyn og vi skal til at holde i hånd igen til serier, ligesom i 00’erne.

Dexter: New Blood får premiere på Paramount+ den 8. november 2021.

LÆS OGSÅ: Se den fulde trailere til den første danske HBO Max-serie ‘Kamikaze’

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘Squid Game’: Årets serie på Netflix

LÆS OGSÅ: De bedste realityserier på Viaplay: Dem skal du se lige nu

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like