Druk, narko og serie-helte!

Opdateret

Måske er det en arbejdsskade man oparbejder ved at se ekstremt mange serier. Jeg kan simpelthen ikke stoppe med at filosofere, analysere og dissekere tv-serierne med deres karakterer og universer fuldstændigt ned i atomer!

Hvorom alting er, så synes jeg, at det er værd at dykke lidt ned i emnet misbrug blandt vores serie-helte og heltinder – et emne som ofte dukker op i de serier, jeg falder over.

Jeg er overbevist om, at serie-skaberne helt bevidst bruger nogle virkemidler baseret på dybdegående analyser og studier af den adfærd og reaktion, der forekommer hos det publikum, man har lavet en given serie til. Hoved- og bipersoner skal man som seer kunne relatere til, hvilket selvfølgelig indebærer, at de skal menneskeliggøres mest muligt.

Jovist kan det være interessant at se Jean Claude Van Damme og Arnold Schwarzenegger tæve badguys, nedlægge kvinder, hoppe ud fra fly og overleve et hav af attentater, fordi vi også anerkender en præmis, der hedder rendyrket underholdning. I serie-universet er det dog ikke så lige til, fordi man skal kunne relatere til, holde af og i visse tilfælde hade en karakter over en længere periode i en hel eller flere sæsoner.

Læs også: Hvorfor elsker vi psykopater i serier?

Hvad gør man så? Man giver typisk karakterer som f.eks. Frank Underwood fra House of Cards, Don Draper fra Mad Men, Walter White fra Breaking Bad en karakterbrist og dermed nogle dybere lag til sin personlighed. Det er i denne sammenhæng at alkohol og stoffer kommer ind i billedet. Hvis vi tager en person som Don Draper fra Mad Men, så starter serien med at danne en cool ramme omkring livet på et reklamebureau i 70’erne, hvor cigarrøgen var tung og alkoholen flød – ja endda i arbejdstiden!

Siden hen bygges der en historie op omkring Don Draper og hans liv udenfor den flamboyante karriere, hvor sorg, ensomhed og andre dæmoner kommer op til overfladen. Drikkeriet er en del af livsstilen, men også en del af den problematik, som han har i forhold til de ting, han ønsker at lægge låg på.

Et andet eksempel er True Detective sæson 1 og 2, hvor vi i første sæson fascineres og drages af Matthew McConaugheys karakter, Rust Cohle, der som tidligere alkoholiker og misbruger lader os mærke topmålet af det menneskelige sinds allermest dystre sider igennem hans dommedagsteorier og filosofier omkring menneskehedens utilstrækkeligheder.

Læs også: Et mini-portræt af Rust Cohle

Derimod er Marty Hart, som spilles af Woody Harrelson, en noget mere klassisk Southern macho type, der tilsyneladende efter egen overbevisning blot ser sit drikkeri og hang til sex udenfor ægteskabet som et nødvendigt onde for at fungere som mand og kriminalbetjent.

Stereotyperne om gode, men også fordrukne detektiver fortsætter i sæson 2. Her har vi karakteren Ray Velcoro spillet af Colin Farrell, der er sunket dybt ned i flasken og depressionen, men stadigvæk kan passe jobbet som kriminalbetjent i takt med at han tæver, sniffer og hutler sig igennem tilværelsen dansende med hans dæmoner i bedste og mest selvdestruktive stil. I hans tilfælde tenderer det dog til blive lidt for ynkeligt i længden, og han bliver lidt en trættende kliché til sammenligning med hans to modparter i første sæson.

Jeg har her prøvet at sammenfatte et lille overblik over serie-karakterer, der har åbenlyse misbrugsproblemer med enten smertestillende, kokain, alkohol, you name it!

Tricia Miller – Orange is the New Black

Tricia Miller – Orange is the New Black

Narkoafhængig og indsat kendt fra sæson 1 af serien.
- Orange is the New Black kan ses på Netflix.

Andy Sipowicz – NYPD Blues

Andy Sipowicz – NYPD Blues

Tidligere alkoholiker hvilket gennem serien spiller en væsentlig rolle.

Carrie Mathison – Homeland

Carrie Mathison – Homeland

Tidligere problemer med alkohol og indtager nu antipsykotiske piller mod hendes voldsomme maniske personlighedsforstyrrelse.
- Homeland kan ses på Netflix.

Richie Finestra – Vinyl

Richie Finestra – Vinyl

Den karismatiske og excentriske pladeselskabsmogul har et svært accelererende kokain- og alkoholproblem, som skildres ganske farverigt i serien.
- Vinyl kan ses på HBO Nordic.

Hank Moody – Californication

Hank Moody – Californication

Den likeable, men alligevel ret fordrukne playboy Hank Moody holder sig ikke tilbage fra at indtage våde varer, ryge joints og tage kokain i det solskinsrige Californien.
- Californication kan ses både på HBO Nordic, Netflix og Viaplay.

Kan du komme på flere?

Læs også: Hvilken tv-psykopat ligner du mest?

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *