Elementary – Anmeldelse af sæson 1-3

Master Mind Moonlighting

Lad det være sagt straks: Den lidt kryptiske overskrift sigter til en kombination af Sir Arthur Conan Doyles ikoniske mesterdetektiv Sherlock Holmes, der er blevet fortolket i et hav af film- og tv udgaver og er samtidig en reference til Bruce Willis´ gennembrudrolle i serien af samme navn fra midt 80’erne.

Begge serier betjener sig af en række klassiske greb, såsom den smarte, men også socialt udfordrede mandlige privatdetektiv, der hutler sig gennem tilværelsen via sine autodidakte evner for at løse special tasks på bestilling, indtil en ligeså intelligent og ovenud veldrejet kvindeskikkelse gør sin entré, og skaber en slags orden i det kaos, der hidtil har præget hans tilværelse.

Hvor Moonlighting med sine tydelige referencer til amerikanske screwball comedies fra 40’erne, altid var garant for en temmelig let og løssluppen tone, pakket ind i lækker tidstypisk æstetik med Cybil Shepard (Bruce Willis´sidekick) som det naturlige midtpunkt, så er Elementary et godt eksempel på den mere rå tone, som præger rigtig mange moderne krimi-produktioner. Her er Sherlock, energisk og småautistisk spillet af Johnny Lee Miller, stadig englænder, men hans base bliver New York via mødet med Dr. Watson, fremragende levendegjort af Lucy Lui, der udover at fungere som et ongoing display af det bedste, som The Big Apples modeindustri har at byde på, også rummer meget af den intellektuelle street-smartness, man forbinder med fx Greenwich Village.

Elementary

I lighed med Blacklist og lignende serier, så er den narrative struktur meget CSI-agtig – én sag pr. afsnit, der afvikles på præcis 42 minutter, men med det forsonende aspekt, at karaktererne og deres indbyrdes relationer udvikler sig mærkbart undervejs. Som i det oprindelige forlæg, stifter vi også her bekendtskab med Holmes bror, Mycroft, hans psykopatiske, men brilliant begavede ærkefjende Moriarty og som baggrundstæppe det loyale politikorps fra NYPD.

Troværdig og vellykket er skildringen af Sherlocks indre dæmoner, der som kendere af historien vil vide fører til et heroin-misbrug, som han bruger voldsomme kræfter på at deale med. Watson holder ham fast i sit tilhørsforhold til det lokale rehab center, og man mærker en begyndende selvindsigt hos et menneske med tydelige sociopatiske træk.

Den ligeledes fremragende engelske udgave Sherlock med Benedict Cumberbatch som SH er anmeldt andetsteds her på sitet, og hvor den bevarer en mere klassisk britisk tone med længere og mere gennemarbejdede plots, så profiterer Elementary efter undertegnedes mening af den meget fine og velfungerende energi mellem Johnny Lee Miller og Lucy Lui, jeg bringes i dens bedste øjeblikke tilbage til den stemning jeg oplevede som barn, første gang jeg læste Troldmanden og hans lærling!

Sæson 1-3 af Elementary kan ses på Netflix.

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *