Fanny Bornedal: "Jeg skal jo ikke være en robot, jeg skal være et menneske"

Skuespiller Fanny Bornedal og instruktør og manuskriptforfatter Johannes Pico har netop haft premiere på deres nye serie Rainbow på TV 2 PLAY.

Serien handler om Molly (Fanny Bornedal), der er vokset op i en regnbuefamilie, og som sammen med sin ven, Tobias (Nikolaj Groth), forsøger at finde sin ukendte far.

Under tilblivelsen opstod et helt særligt samarbejde mellem Fanny og Pico, og begge har de stærke holdninger til, hvordan projekter skal føles i maven, før de siger ja.

Hvad handler serien om for jer?

Fanny: "Den handler meget om Molly! Den handler om hende, der er på vej til at blive voksen og skal finde ud af, hvem hun er. Hendes identitetskrise. Så jeg synes egentlig mere serien handler om hende, end den handler om regnbuefamilier."

Pico: ”Seriens handling tager sit udgangspunkt i en regnbuefamilie. Men selvom den omhandler en regnbuefamilie, så er det lige så meget en serie for alle unge og faktisk også voksne, der ønsker at sætte børn i verden. Jeg tror, at alle genkender det der med at føle, at der er noget galt, at de ikke føler sig hel, eller at der er noget, der mangler i deres liv. At de føler sig udenfor. Alle vil bare gerne være ligesom deres naboer, være normale og passe ind, men alle har issues. Den her serie forsøger at vise, at alle har eller har haft problemer i sit liv og på et eller andet tidspunkt har følt sig unormal og derfor udenfor.”

Hvordan fik I (Pico og Tomas Lagermand Lundme, red.) idéen til Rainbow?

Pico: “Tomas og jeg er begge en del af lgbtq+-community’et og er meget fascinerede af det her med familiemønstre. Jeg har lavet mange kortfilm, som handler om de ikke-gængse familiemønstre: Hvad vil det egentlig sige at være en familie? Og så var det, at vi faldt over nyheden om, at nu var den første rigtige store flok donorbørn ved at blive 18 år. Jeg tror, det var i ’98, man begyndte at gøre det lovligt, men ikke for homoseksuelle. Og der var vi bare sådan: “Gud, det er fascinerende. Det er jo lige vores ramme.” For hvordan påvirker den måde, vi lever livet på de børn? I stedet for at se det fra de homoseksuelles side, ville vi se på, hvordan den måde, vi vælger at lave en familie på, påvirker de børn, vi sætter i verden. Det gav os en masse idéer."

En dokumentarisk stil

Hvorfor har I valgt at filme håndholdt og kun med ét kamera?

Pico: "Det er ikke en hemmelighed, at det her er en serie, der er lavet for meget, meget få penge ..."

Fanny: "Over kort tid"

Pico: “Den er skudt på 16 dage. Men længden på serien svarer til en spillefilm, som normalt bliver skudt på mindst den dobbelte tid. Jeg sagde til manuskriptforfatteren, at vi skal sørge for ikke at drive rovdrift på hold og skuespillere. Og det vil sige, at vi skulle finde en stil og en fortælling, der ville gøre det muligt at lave serien, uden at vi alle sammen på holdet skulle arbejde os ihjel. Jeg har altid været meget fascineret af film som Cloverfield og The Blair Witch Project, hvor man tager en dokumentarisk vinkel på det. Så det blev vores lowbudget-løsning. Næsten intet lys, lille kamera og minimalt hold. Men det er ikke kun et budgetspørgsmål. Jeg er helt vild med den dokumentariske stil. Jeg håber, at publikum bare i de første 2-3 sekunder i starten af serien tror, at det er en ægte dokumentar. Jeg håber, at publikum får en følelse af noget autencitet, der gør, at man tænker, at den her lille historie kunne godt være virkelig. At der er nogle unge mennesker derude et sted, der oplever det her. Så det er ikke bare en undskyldning for at gøre det billigt. Vi prøvede at finde en historie, hvor det giver mening at bruge det her greb. Vi prøvede også at filme noget af serien helt klassisk med flere vinkler og flere beskæringer, som man så klippede mellem. Men det blev helt forkert, og man følte slet ikke, at man var til stede sammen med de her unge mennesker.”

I bryder jo den 4. væg. Hvordan var det arbejde med kameraet som medspiller?

Fanny: "I mit erhverv er det jo fucking no go at kigge ind i et kamera! Haha. Så lige pludselig at få at vide, at du må godt kigge ind i kameraet, det var lige lidt svært. Det skulle man lige vænne sig til. Men jeg gik jo med på den præmis, så det var ligesom den her dokumentarmåde, vi havde valgt at gøre det på. Og til sidst blev det meget mere intimt på en anden måde."

Tillid og frihed

Hvorfor har vi brug for denne serie?

Fanny: "Fordi det er en ungdomsserie, der handler om at finde sig selv, om venskab og om det at være teenager. Jeg tror måske, der er ret mange unge teenagere, der kan sidde og relatere til Mollys oprør og hendes temperament og hendes trang til at føle sig fri."

Kan du spejle dig selv i den her rolle?

Fanny: "Ja, 100 % Altså, det kan jeg. Haha. En del af de humoristiske elementer og sådan noget er ting, som jeg nogle gange sidder og bliver skræmt af at se, fordi det lyder så meget som mig selv. Eller når jeg i serien siger "jeg hader strøget", så er det er mig. Jeg hader strøget. Det er Fanny, der hader strøget."

Pico: “Vi synes jo, at Fanny var spot on alderen og den karakter, vi gerne ville lave, så både Nikolaj og Fanny var meget med i opstarten. Og de læste de første drafts (udgaver af manuskriptet, red.). Da vi spillede nogle af scenerne, var det jo, de kom og sagde, at “det her, det ville man aldrig sige, man vil sige sådan her” eller “ej, det er fandme også underligt” eller “hvad nu, hvis der skete det her”. Altså, I var rigtig gode til at give jeres vinkel på det, så vi lånte jo bare og sagde “guldkorn, guldkorn, guldkorn”. For Fanny har nemlig en fantastisk komik nogle gange, hvor man tænker: “Hvor fanden kom det fra?”

Fanny: Haha

Hvordan var det at få så meget tillid og at være med i hele processen?

Fanny: "Jamen, det er jo altid det fedeste som skuespiller at have en instruktør, der stoler på en. Og stoler på, at man er dygtig til sit arbejde. Og stoler på intuitionen omkring, hvordan jeg ser karakteren. Det er altid det fedeste ved at arbejdet, når man får lov til at være sammen om det, og at det bliver et samarbejde. Instruktøren er jo paven. Nogle gange får man jo at vide, at der er noget, man skal gøre. Og så må man jo gøre det, selvom det føles, som om det giver knuder i hele maven. Jeg synes, at der var meget tillid til, at jeg så også fik lov til at prøve det på min måde. Eller at vi kunne snakke om det. Og det synes jeg altid er det fedeste ved arbejdet, fordi mit arbejde handler jo om at være menneske og at portrættere mennesker, så hvis man arbejder sammen med en instruktør, der behandler en som en robot, der bare siger replikker, så kan det føles meget svært og forkert. Jeg skal jo ikke være en robot, jeg skal være et menneske. Så jo, Pico gav mig meget frihed og godt med plads til at kunne forme det her menneske og kunne være et menneske."

Pico: "Det var jo vanvittigt godt instruktions-vise for mig. Vi gjorde det, at vi under dummyen lod dem (Fanny og Nikolaj, red.) selv filme det første take, og det var et greb, vi kunne tage med videre. Og jeg prøvede mindst muligt at blande mig. Det kan godt være, jeg blandede mig lidt meget, men vi har virkelig prøvet bare at sætte dem ind i stemningen, de kendte jo karaktererne sindssygt godt, og så bare gå ud af rummet. Og så fik de lov til at lave det første bud selv. (...) Vi havde mange møder i starten. Derefter var det meget vigtigt for mig, at det var dem, der havde ansvar for deres karakter. I er netop ikke bare nogle, der bare kommer og leverer replikker. Jeg har stået på mange andre projekter, hvor det bliver lidt sådan. Især de store projekter, fordi der ikke er tid til de mange forberedende møder. Men fordi vi var så enige om deres baggrund, så ved Fanny jo, hvordan Molly er, og det må jeg jo stole på, at hun ved bedst."

Et kærlighedsbarn

Er der også et politisk budskab i den her serie?

Pico: “Ja, det er en ungdomsserie, set fra Mollys vinkel. Historien om at finde sig selv og blive hel. Men der er også en voksen vinkel, fortalt gennem morens karakter. Og det er her, hvor Tomas og jeg har skrevet vores politiske statement ind i historien; hvad er en familie? Findes der kun én slags familie? Dengang jeg var barn, tænkte jeg kun på en familie som en mor, far, børn, villa og en vovse og alt det der. Måske var der også nogle, der levede i en skilsmissefamilie. Men det var så det. I medierne så jeg aldrig andre familieformer blive portrætteret. Så da jeg var ung og skulle springe ud som homoseksuel følte jeg, at det var det samme som ikke at skulle få en familie. At jeg ikke skulle kunne få børn. For jeg kendte ikke til andre familieformer en den ”klassiske”. Men i dag er der jo mange flere spændende slags familiekonstellationer. Når SFI (Social forskning institutet) laver statistik, så har de hele 37 slags kategorier af familieformer. Så med serien her forsøger jeg lidt uskyldigt at sige: Der er også den her slags familie."

Hvordan har serien og dens fortælling føltes anderledes for jer at lave?

Pico: "Det er et kærlighedsbarn det her. Mange af de andre projekter, jeg instruerer, der kommer jeg ind og skal hjælpe dramaturgisk, og så går jeg ind og forløser det på en eller anden måde. Her har jeg selv været med til at skrive serien, og jeg kan stå 100 % inde for de ting, der er valgt. Det er et projekt, der betyder sindssygt meget."

Har vi en pligt til at bruge serier og film til at fortælle om vigtige emner?

Pico: "Det synes jeg helt sikkert. I hvert fald for mig. Jeg elsker at fortælle historier til unge, fordi jeg selv føler, at jeg godt ville have set de film, da jeg voksede op og gik igennem nogle kriser i min ungdom. Hvis der havde været den serie for mig dengang, så havde det været mega godt, men det må aldrig blive sådan noget lærermesteragtigt."

Men hvordan gør man det?

Pico: "Jamen det er sådan noget med at lytte til Fanny, når hun står der som skuespiller og siger: "Det her ville jeg aldrig sige, det er for meget."

Fanny: "Kunst kan være alt. Jeg synes hverken man kan sige, hvad man skal og ikke skal. Jeg føler, at kunst er til for at kunne udtrykke sig på sin egen individuelle måde, og kunst er til for at blive diskuteret. Jeg er ikke enig i alt, og jeg elsker at udtrykke min egen specifikke holdning til kunsten. Jeg har mine egne personlige holdninger, men jeg kan ikke alene sidde og diktere, hvad der er rigtigt og forkert."

Pico: "Det er også derfor, det er så vigtigt at sige, at alle genrer er ok, og at det er helt ok, hvordan man går ind i tingene, men for mig som instruktør, så har jeg bare fundet ud af, at hvis jeg skal forløse det, så bliver jeg nødt til at kunne hænge det på en krog og kunne sige; Nå men, det, denne her historie skal kunne, er det her. Det er noget, jeg kan relatere til og kan formidle. Den vil fortælle det her."

Fanny: "Ja, jeg vil jo heller ikke være med i hvad som helst. Det skal røre noget i mig, gøre mig nysgerrig og interessere mig."

Pico: "Jeg har prøvet en gang, hvor jeg har stået i et projekt ... Jeg kom til at sige ja, fordi det også er godt for karrieren, men der havde jeg ikke den der krog. Jeg synes næsten, at alle kunstværker har en eller anden lille krog. Man skal bare finde den, og hvis man ikke har den, så flagrer man altså, når man står på set og instruerer. Jeg tænker også, at man som skuespiller må stå og sige: "Hvor er det, vi skal hen af". Så jeg tror, det er vigtigt at finde den her lille krog. Og det kan også godt være politisk. Det kan også være noget andet."

Fanny: "Ja, og det er jo det, der interessant, for den der krog er så forskellig fra person til person. Der er jo nogle roller, som jeg siger nej til, fordi "ej, der er den slet ikke" – den krog, som vi nu kalder den. Der er slet ikke det, der hiver i mig. Jeg får ikke noget ud af at skulle spille den her karakter. Jeg synes ikke, det er interessant. Jeg kan ikke mærke det. Eller også kan jeg ikke mærke projektet. Og så er der jo nogen, der får den rolle, og hvis jeg så taler med dem efterfølgende, kan de sige, at det er det fedeste, for de kunne mærke den. Det er jo det, der er så sjovt, at det er så individuelt."

Serieanbefalinger

Hvilke serier vil I anbefale andre at se lige nu?

Fanny: "Hvis vi skal blive i det ungdommelige om identitet, så vil jeg 100 % anbefale alle at se Young Royals. Den har jeg set to gange. Den er så god, og de spiller godt."

Pico: "Den gad jeg virkelig godt at have lavet."

Fanny: "Det er lang tid siden, jeg har set en serie, som giver plads til helt små følelser. Det skal ikke nødvendigvis hele tiden være stort drama. Og selvom forelskelsen er mellem to mænd, så er det ikke mindre relaterbart. Det er ikke det det handler om. Det er bare kærlighed og dyb forelskelse, noget mange kender til og har prøvet. Jeg elsker de små ting som en fod, der bare rør hinanden, eller en finger. Fordi jeg bare selv kender det der, når jeg er forelsket ... det der med, at der bare er en finger, der ligger på hånden, og så er man sådan "åååhr". Da jeg så det, kunne jeg bare mærke det hele i kroppen.

Pico: "Ej, hvis vi bliver i LGBT-verdenen, så vil jeg anbefale Looking. En god gammel HBO-serie. Hold kæft, den er flot og autentisk. Og nogle fantastiske skuespilspræstationer. Og en historie, hvor de formår at følge nogle voksne unge mennesker i San Fransisco i homomiljøet og fortælle det på en hel udramatiseret måde, hvor man alligevel sidder og forelsker sig i dem og bare må se videre. En serie, hvor de bryder dramaturgien fuldstændigt. Der er ikke nogen start, midte og slutning. Den er bare så helt nede på jorden. Den er seks år gammel. Virkelig fantastisk.

Rainbow har syv episoder og kan streames på TV 2 PLAY.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på streamingtjenesterne i august

LÆS OGSÅ: De mest uforglemmelige karakterer i film og seriers historie

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Euphoria udmærker sig som et tryllebindende råt ungdomsdrama