Serier | Nyheder

Fra ”Drømmefabrik” til dyster dramatik: Californien på TV

AfAndreas Halskov
30. januar 2020
hollywood lyskryds

Del artikel

Når man tænker på film- og tv-serier, tænker man automatisk på Californien. Den solbeskinnede plet i USA, der efterhånden er synonym med Hollywood og store stjerner. Det har dog ikke altid været sådan.

Mange filmproduktioner blev i sin tid skabt på Østkysten, indtil man i begyndelsen af 1900-tallet flyttede produktionen til Los Angeles med de store vidder og det gode klima.

Men i 1910’erne begyndte Hollywood for alvor at etablere sig, og den klassiske Hollywoodfilm fejrede kronede dage fra 1917 til omkring 1960. I midten af denne periode så man også en omlægning af tv-produktionen, hvor tv-selskaberne begyndte at flytte vestpå.

I dag optages mange tv-serier, i al fald til dels, i Los Angeles, mens dele af produktionen rykkes til Canada og diverse dele af Syden (fx Atlanta, Georgia) pga. skattefordele og muligheder for gode locationoptagelser.

Californiens betydning for film- og tv-industrien er dog stadig indiskutabel, og serieskaberen David Simon siger ligefrem, at der kun er tre byer i USA, som har en helt uantastelig magt: New York som det finansielle centrum, Washington som hovedstad og politisk omdrejningspunkt og Los Angeles som hovedsæde for underholdningsindustrien.

Og man mærker det øjeblikkeligt, når man befinder sig i LA: Der er en afslappet og tilbagelænet atmosfære, men alle er på vej. På vej mod nye mål og karrieremæssige muligheder. Og uanset hvor man befinder sig, så støder man på mennesker, der har en fortid eller mulig fremtid i underholdningsindustrien: fra Uber-chaufføren, der havde statistroller i nogle af 90’ernes mest prominente tv-serier, til Airbnb-værten, som havde hovedroller i nogle af 00’ernes mest fremtrædende ungdomsfilm.


Hollywood ser indad


Californication Dream On Californication

Det er derfor også det smarte og lækre Californien, som vi ser i Showtime-serien: Santa Monica, Venice Beach og de smarte huse, der ejes af store pinger og mediepersonligheder.

Der er i det hele taget mange serier, som handler om film- og tv-industrien – fra den sjove og smarte Entourage (HBO, 2004-2011) til den mere skæve og alternative Barry (HBO, 2018-), som eksperimenterer med formen og formatet og glimrer med sin karaktertegning. Det er Bill Hader, seriens ene skaber, der ses i titelrollen som lejemorderen Barry Berkman, der drømmer om en roligere og mere moralsk tilværelse med hus, kæreste og en lille rolle i den lokale teatertrup.

Det er dog ikke Hader, der springer mest i øjnene, men snarere Sarah Goldberg, som spiller den ambitiøse skuespiller Sally Reed, der drømmer om det store tv- eller filmgennembrud, men oplever industrien fra sin barskeste og mest kyniske side. Goldberg og Happy Days-stjernen Henry Winkler tager kegler i Bill Hader og Alec Bergs serie, der nok er lille og morsom, men som også tegner et råt og til tider dystert portræt af underholdningsindustrien og de mange tragiske skæbner, der kæmper for at komme frem i Los Angeles.

Asfaltjunglen og de lange skygger


noir

Den klassiske film noir opstod ved indgangen til 1940’erne, hvor en række europæiske immigranter (Billy Wilder, Otto Preminger, Fritz Lang m.fl.) drog til Hollywood og bidrog til en mørkere og mere fatalistisk stilretning end det, vi traditionelt forbinder med amerikansk film. Inspirationen kom ofte fra hårdkogte krimier af James M. Cain, Dashiell Hammett og Raymond Chandler, stilen var præget af low-key-belysning, kælkede linjer, persienneskud og spejlmotiver, og filmene, der var ofte var optaget on location, handlede om dubiøse detektiver, der ofte gik til i en labyrintisk storbyverden fuld af skumle personager og farlige edderkoppekvinder.

Filmhistorikeren Forster Hirsch mener, at den klassiske noir havde sin begyndelse og afblomstring i hhv. 1941 og 1958, knyttet til Orson Welles-filmene Citizen Kane og Touch of Evil, og genrens storhedstid blev indrammet af to Billy Wilder-film: Double Indemnity (1944) og Sunset Bouleveard (1950).

Oprindelig var noir’en altså en filmisk genre eller stilretning, der udspillede sig i bl.a. Glendale og på Mulholland Dr., men den kaster også lange skygger ind over det moderne tv- og streaminglandskab. I politiserien Bosch (Amazon, 2014-) følger vi eksempelvis en betjent, Harry Bosch (Titus Welliver), der forsøger at opklare diverse sager i den mørke og mere ukendte del af Los Angeles, og samtidig kæmper han med tabet af sin mor.

Produceren Henrik Bastin påpeger, at serien er inspireret af klassiske cop shows som Hill Street Blues (NBC, 1981-1987), men den dyrker samtidig en noir-agtig low-key-belysning til at skildre den martrede hovedperson og en side LA, som man sjældent ser i film og tv-serier.

Det samme kan siges om den udskældte anden sæson af True Detective fra 2015, som foregår i den fiktive forstad Vinci og handler om en naturkatastrofe. Den første sæson, siger instruktøren Janus Metz, handler om ”naturen i mennesket” – Louisianas sumplandskaber, som præger de medvirkende – hvorimod anden sæson handler om ”mennesket i naturen”. Hvordan mennesker som bakterier præger og ødelægger naturen. Dette illustreres også i topskuddene af vejen, hvor vejnettet kommer til at ligne forskellige årer, som bilerne og de enkelte mennesker (som baciller) passerer igennem.

Smarte melodramaer og vilde afslutningsmontager

Der findes efterhånden adskillige noir-serier – man kunne også nævne Ray Donovan (Showtime, 2013-) og Quarry (Cinemax, 2016) – men Californien er også hovedsæde for nogle mere alternative og karakterbaserede serier.

Når man tænker på serielle melodramaer, kommer man naturligt til at tænke på de sæbeoperaer, som siden 1940’erne har domineret det amerikanske serielandskab med sine lave produktionsomkostninger, mange afsnit, store konflikter og uendelige cliffhangers.

Men der findes også nogle mere kunstneriske og hippe melodramaer. Et klart eksempel på dette er HBO-serien Big Little Lies (2017-), der udspiller sig i det rige og mondæne Monterey og som følger en række stærke kvinder, der spilles af nogle af tidens mest fremtrædende skuespillere: fra Reese Witherspoon og Nicole Kidman til Zoë Kravitz, Laura Dern og Meryl Streep.

Big Little Lies foregår rigtignok i Monterey, men store dele af serien er optaget andre steder i Californien. Dette gælder bl.a. den ikoniske trappesekvens i slutningen af første sæson – en scene som er optaget ved Barnsdall Art Park i Los Angeles og som bevidst henviser til Sergei Eisenstein og den berømte trappescene i den russiske stumfilm Panserkrydseren Potemkin (1925).

Klipperen Justin Lachance har fortalt, at de forskellige klippere af den førnævnte sekvens fra Big Little Lies havde valgt at bruge initialerne S.E. foran deres efternavn (fx S.E. Lachance) for herved at illustrere deres bevidste lån fra den russiske mester, som via sine film og teoretiske studier var med til at udvikle principperne for den såkaldte montageklipning.

Et andet banebrydende melodrama finder man i HBO-klassikeren Six Feet Under (2001-2005), der, som skaberen Alan Ball udtrykker det, handler om død og tab i ”dødsfornægtelsens hovedstad”.

Store dele af Balls serie er optaget i West Adams’ historiske distrikt, og serien blander absurd og grotesk komik med elementer af gotisk horror, musical og familiemelodrama. Six Feet Under kobler en episodisk gimmick hentet fra den britiske serie Casualty (BBC, 1986-), hvor en ny person dør i begyndelsen af hvert afsnit og bliver bragt til Fisher-familiens bedemandsfirma.

Serien er dog mestendels en karakterbaseret føljeton, der følger en samspilsramt familie, som prøver at rykke sammen i kølvandet på faderens død. Fortællingen var original, da serien kom ud, og det samme gjaldt dens brug af populærmusik (fra Radioheads ”Lucky” ifm. et centralt vendepunkt i midten af serien til Sias ”Breathe Me” ifm. den ikoniske afslutningsmontage) og dens lange, æstetiske titelsekvens som blev skabt af Danny Yount og hans selvstændige virksomhed i et lille studie i udkanten af Seattle.

Six Feet Under har været banebrydende på flere punkter, og har bl.a. været et direkte inspirationspunkt for den populære østkystserie Succession (HBO, 2018-), og dens afslutningssekvens er mindst lige så interessant og effektiv som slutningen på første sæson af Big Little Lies.

Klipperen Michael Ruscio har stået bag afslutningsmontagen til Six Feet Under, men hvor sæsonafslutningen fra Big Little Lies var direkte inspireret af Sergei Eisenstein, så er afrundingen på Six Feet Under noget nær et skoleeksempel på det, som den anden russiske montagemester, Vsevolod Pudovkin, kalder et leit-motif. En montagesekvens, der som et andet ledemotiv gentager og forstærker seriens hovedtema.

Californien er mange ting og bør ikke reduceres til faste turistmål som Hollywood Bowl, Venice Beach og Santa Monica Pier. Når man har gået langs stranden og trænet ved Muscle Beach, så bør man – om ikke andet – gøre sig selv den tjeneste at hoppe i bilen og køre forbi Barnsdall Art Park og West Adams’ historisk distrikt, for derpå at tage kystvejen op mod Monterey og San Francisco (som man bl.a. kender fra HBO-serien Looking). I så fald vil man opleve lidt af det, Californien har at byde på og se udsnit af det, vi kender fra det amerikanske tv-landskab.

Se afsnit: Serierejser afsnit 4: Twin Peaks

Se afsnit: Serierejser afsnit 3: Californien/California

Se afsnit: Serierejser afsnit 2: Syden (The South and beyond)

Se afsnit: Serierejser afsnit 1: Østkysten (The Eastcoast)

Læs også: En rejse til Den dybe Syd

Læs også: Serierejser; En roadtrip igennem det amerikanske serielandskab

Del artikel

Læs mere omHBO MaxAnnonce

Andre Serier | Nyheder