Serier | Nyheder

Gallapremiere på Den som Dræber: Fanget af mørket

AfFreja Hertz Tefcke
23. februar 2019
Gallapremiere på Den som Dræber: Fanget af mørket
(Foto: Den som dræber/Viaplay)

Del artikel

Tirsdag aften dannede CPH Foodspace rammerne for gallapremieren for Viaplay-serien Den som dræber: Fanget af mørket. Midt i kødbyen var der presse, seriens producenter, skuespillere og PR-folk.
https://imgix.vielskerserier.dk/2019/02/image5-1.jpg
(Foto: Freja Hertz)

Når man trådte ind i lokalet, blev man mødt af en dyster vibe (inklusiv skuespillere, der lå på gulvet og gerningssteds-fotos) og lette anretninger, drinks og let samtale mellem folket; og en stemningsfyldt cello, der blev spillet i hjørnet, og derefter fulgte smugkigget på seriens første afsnit.

Hele arrangementet var fuld ud gennemført og fantastisk; alt fra maden til stemningen var visuelt super godt skruet sammen (og det smagte for øvrigt forrygende) – derudover virkede de to hovedrolle-indehavere (Natalie Madueño og Kenneth M. Christensen) som om, at de havde en fest med gamle venner, nye bekendtskaber og alt ind i mellem.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af anden sæson af Den som dræber, udover at det ville blive lige så grusomt og voldsomt som første sæson – det blev også hurtigt bekræftet af en af producerne, der i korte vendinger fortalte, at de havde bedt deres forfattere om at måske sætte pause på alle drabene.

Jeg vil ikke gå alt for meget i detaljer med afsnittet, da det først har premiere på Viaplay d. 1. marts, men jeg kan dog sige, at man sad tilbage med en let kvalme og ondt i maven; Viaplay formår igen at skabe en uro i kroppen, som de gjorde med første sæson, og samtidigt få alt, hvad der foregår på skærmen, til at fremstå enormt ægte.

Det er en krimi-serie, der i anden sæson omhandler 2 piger, der er forsvundet ud af den blå luft og politiets efterforskning, der viser sig at strække sig længere og dybere end de først havde forventet.

Afsnittet balancerede rigtig godt mellem humor og drama, og gør det derfor også til en ret unik seer-oplevelse, hvor man ikke helt ved hvad man kan forvente, der sker i næste scene.

Natalie Madueño gør det super godt som den distancerede og lidt hårde profiler, der bliver hevet ind i efterforskningen, og jeg var specielt imponeret over Kenneth M. Christensens karakter, som den hårde men stadig bløde politibetjent, Jan.

Alt i alt har jeg været blæst væk af oplevelsen, og flyver stadig lidt højt på det – i hvert fald kan jeg næsten ikke vente på at se anden sæson af Den som dræber; især nu, hvor jeg har fået en forsmag på den.

Den som dræber: Fanget af mørket har premiere på Viaplay d. 1. marts 2019

Læs også: Gallapremiere på Viaplay-originalen Friheden

Læs også: Aktuelle serier på Viaplay i februar

Del artikel

Andre Serier | Nyheder