Serier | Nyheder

Gallapremiere på Gidseltagningen II

AfJonas
16. marts 2019
Gallapremiere på Gidseltagningen II
(Foto: Gidseltagningen 2/Discovery Networks)

Del artikel

Skuespiller Johannes Lassen vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle ved Monte Carlo tv-festivalen for sin præstation i første sæson af Gidseltagningen, der også som helhed blev en markant succes.
https://imgix.vielskerserier.dk/2019/03/GT-2-DN.jpg
(Foto: Gidseltagningen 2/Discovery Networks)

Det er derfor glædeligt, at sæson 2 nu får premiere i slutningen af marts. Vi Elsker Serier var inviteret med til Gallapremiere på den nye sæson - først til middag og drinks på fantastiske Retour Steak, og derefter til premiere med red carpet i Dagmar biograf i København. Vi spurgte netop Johannes Lassen om niveauet i dansk-producerede serier, som efter vores opfattelse er blevet hævet markant de senere år. Han var enig:

"Jeg synes bestemt, at niveauet hæves. Men det skyldes også, at seerne 'vokser med opgaven', om man vil. Alle ser efterhånden rigtig mange serier, og dette betyder, at vi (læs: dem der laver serierne) kan hæve barren. Vi skal ikke være så bange for at miste publikum eller overveje, om folk nu også forstår det her. Vi må omvendt gerne lave noget, hvor folk ikke får det fodret ind med skeen. Og det synes jeg er en rigtig fed ting ved at lave tv lige nu."

Man kunne i forlængelse af det højere niveau og den større professionalisme i danske serieproduktionerne godt mistænke, at der kunne snige sig en højere grad af kynisme ind i branchen, både i forhold til økonomiske interesser, men også på settet. Det sidste afviser den anden (og debuterende hovedrolleindehaver) Yasmin Mahmoud dog blankt. Hun fortalte, at der havde været en utrolig varm og hjælpsom stemning skuespiller imellem - også på trods af et stramt program.

Vi fik os desuden en åbenhjertig snak med en af dansk films giganter Søren Pilmark. Vi stillede ham det umiddelbart lidt banale, men ikke så enkle spørgsmål: Hvornår er en serie god?:

"Jamen, det er jo ligesom det altid har været. Der er noget lort og så er der noget, der er godt. Og nej, det var ikke bedre i gamle dage, som nogen går og siger. Vi bliver jo dygtigere og dygtigere. På den anden side må man jo også sige, at hvis man vidste, hvordan man lavede en succes, så gjorde man det jo bare hver gang. Og nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men når jeg bliver bevæget af kunst, hvad enten det er at læse en bog, se en film eller et teaterstykke, så har jeg kun et parameter: Jeg vil bare gerne blive rørt. Og det kan man jo så blive på forskellig vis. Man kan grine, man kan græde, eller man kan blive opstemt. Det drejer sig altså om, hvorvidt man bliver emotionelt berørt - for så er det, det hele værd."

Og vi kunne ikke have sagt det bedre selv. Det er netop denne rørelse, der er grundlaget for Vi Elsker Seriers virke. Vi vil mærke serierne helt ind under huden - for så er det, det hele værd!

Og nu til selve serien. Da vi udelukkende har set de to første afsnit, er det ikke muligt for os, at give det store forkromede overblik over serien. Men som en slags teaser, er det værd at se nærmere på, hvad Discovery selv skriver om serien:

"Den hjemvendte syrienskriger, 22-årige June al-Baqee (Yasmin Mahmoud), bliver under stor mediebevågenhed dømt ved Østre Landsret og frataget sit pas i ét år – til trods for at hun i Syrien kæmpede på oprørernes side imod ISIS. June løslades og nu venter hele hendes muslimske familie hjemme på Nørrebro med danske flag. Men forgæves. For June kommer aldrig hjem, idet hun bliver taget som gidsel af fire islamistiske terrorister, hvoraf flere formodes selv at være hjemvendte syrienskrigere, men som i modsætning til June kæmpede for ISIS.

Philip Nørgaard (Johannes Lassen), der er på orlov fra politiets Terror Task Force, kender June personligt fra tidligere opgaver. På egen hånd undersøger han hendes forsvinden, selvom PET ikke vurderer, at der er tale om en forbrydelse. Offentligheden tror derimod, at June er flygtet tilbage til Syrien for at kæmpe videre.

Philip ender med at spore June og hendes gidseltagere på færgen til Sverige, der under en sen aftenovergang er på vej fra Helsingør mod Helsingborg for at bringe June ud af landet. Ombord på færgen lykkes det på opportunistisk vis June at stikke af fra de fire gidseltagere og gemme sig på skibet. Gidseltagerne befinder sig pludselig under stort pres, og de reagerer prompte med at kapre færgen og tage alle passagerer som gidsler.

Dér ligger den kaprede færge nu stille midt i Øresund ud for Kronborg, men i ly af nattemørket lykkes det Philip at komme ombord på egen hånd, mens det går op for politiet, og snart også resten af landet, at en højspændt islamistisk terroraktion udspiller sig lige her på dansk grund."

Producenter, forfattere og skuespillere lovede inden premieren dansk action for alle pengene, og jeg skal love for at de fik ret. Gidseltagningen 2 er ganske bestemt en af de mere barske og tempofyldte danskproducerede serier, du kommer til at se i år. Dertil kan man lægge det faktum, at der allerede i seriens begyndelse påbegyndes nogle plottråde (uden at spoile kan jeg sige, at det drejer sig om hovedpersonen Philips privatliv og visse myndighedspersoners lyssky motiver og planer), der helt sikkert fortjener at blive foldet ud, som sæsonen skrider frem. Vi håber og tror, at det hele går op i en højere enhed.

Vi kan kun anbafale dig at give Gidseltagningen II en chance, hvis du er til actionserier, og så naturligvis glæde dig til særligt de to hovedrolleindhaveres præstation, men også lægge mærke til særligt Søren Pilmark og Helle Fagralid, der begge gør en rigtig god figur.

God fornøjelse!

Læs også: Vold, mysterier og verdens bedste serie

Læs også: Aktuelle serier på Viaplay i marts

Del artikel

Andre Serier | Nyheder