Gallapremiere på Kanal 5’s Gidseltagningen!

Læs alt om premieren og ikke mindst om Paprika Steens yndlingsserier!

Kanal 5 var så betænksomme at invitere Vi Elsker Serier med til gallapremiere i Imperial Biografen på deres nyeste satsning Gidseltagningen – en ny dansk spændingsserie instrueret af Kasper Barfoed efter idé af forfatterne bag Borgen og Forbrydelsen med Paprika Steen og Johannes Lassen i de bærende roller!

Plottet er som følgende: Terroren rammer i hjertet af København, hvor 15 danskere får deres liv vendt på hovedet. Deres metrotog bliver kapret af ukendte gerningsmænd, og det bliver startskuddet på en historisk gidselaktion, som i løbet af én enkelt uge ændrer Danmark for altid. Se den hæsblæsende trailer her

 

Fotokredit: Christian Geisnæs

Vi fik fornøjelsen af at se de første to afsnit i Imperial Biografen, og det var virkelig en oplevelse! Lige før vi gik ind, var fotografen Krestine Havemann så sød at tilbyde os et ægte stjernemoment på den røde løber. Det kunne vi sørme ikke sige nej til!

Fotokredit: Krestine Havemann

Serien kunne sagtens bære at blive skudt op på det store lærred i Imperial, hvor både lyd og billed fik de allerbedste vilkår for at tryllebinde salen. En series første par afsnit bliver normalt brugt til at få defineret karaktererne og historien. Det der er anderledes ved denne serie er, at vi lærer karakterne at kende igennem deres reaktioner på terroren. Vi bliver skånet for lange introduktioner, før handlingen går igang, og det er dejligt forfriskende. Gidslerne i metroen bliver taget til fange næsten med det samme, og det gør at spændingsniveauet allerede fra begyndelsen er super højt og intenst. Især skal der nævnes at skuespillet er i absolut top-klasse. Det lagde vi især meget mærke til, for vi havde allerede talt med Johannes Lassen, der spiller den hjemvendte soldat, Phillip, der får ansvaret for at få bugt med terroristerne:

Q&A med Johannes Lassen, der spiller Philip Nørgaard

Fra venstre: Johannes Lassen, Kim og jeg. Fotokredit: Krestine Havemann

Hvordan forberedte du dig på rollen?

At spille eks-militærmand, der har siddet som gidsel og nu skal lede det her terror-taskforsk team er en helt ny verden for mig. Jeg har aldrig været i militæret og har heller aldrig haft noget med politiet at gøre. Det var fra scratch. Produktionen var klar på at bruge en masse ressourcer på at gøre det ordentligt, så tre måneder inden optagelserne gik igang, kom jeg i træningscamp 7 dage om ugen med to af Danmarks mest hardcore soldater.  Så jeg har lært alt om våbenteknik, skydning, været igennem et Navy Seals-træningsprogram og tog otte kilo på i ren muskelmasse, fordi vi trænede hver dag! Jeg har haft møder med en chefforhandler, der har siddet for PET. Også Daniel Rye (freelance fotograf, der blev holdt til gidsel af Islamisk Stat i Syrien) havde jeg et møde med i 6 timer i min lejlighed.

Synes du, realismen skinner igennem i serien?

Det synes jeg, men nu må I selv bedømme, når I ser serien! Men for mig gjorde det scenerne meget nemmere at spille. Jeg skulle ikke stå og opfinde noget under optagelserne, for jeg havde været i det miljø i tre måneder. Vi havde en ekspert med på settet, der hele tiden kunne rådgive os i forhold til, hvordan man giver ordrer osv., så der ikke er nogen, der sidder derude og tænker: “Ahh, det tror vi ikke på.” Det er vanvittig godt skrevet, og scenerne føltes ægte, og hele holdet både foran og bagved var super kompetente. Det ved jeg godt, at man skal sige, men det mener jeg faktisk!

Hvordan tog militæret imod en skuespiller som dig?

Virkelig, virkelig godt og virkelig, virkelig ubarmhjertigt! Der blev ikke taget hensyn til, at jeg var skuespiller. Jeg måtte bare følge med, og det kunne jeg også til sidst! Jeg fandt ud af, at jeg kunne meget mere, end jeg troede rent fysisk. Vi afsluttede i en rigtig militærøvelse, og jeg havde vabler overalt på mine fødder. Jeg endte faktisk med at smide støvlerne og gennemføre løbet i bare tæer! De blødte helt sindssygt. 

Nu tror jeg selv ikke på krig, men jeg har fået en sindssyg respekt for de mennesker, der uddanner sig indenfor det her. De går på arbejde på en helt anden måde, end vi andre. 

Hvem spillede du mest sammen med?

Sara Hjort. I serien har jeg haft et personligt forhold til hende, og ansætter hende som forhandler. Derfor bliver det ret bøvlet imellem de to, for hun kan mærke på ham, at der er noget, han ikke fortæller omkring sin egen tid som gidsel. Der er noget i bagagen, han ikke fortæller om. Men hun har en ret god gave som forhandler, og hun kan mærke, når folk ikke fortæller sandheden. Han har ansvaret for at få de 15 mennesker under jorden ud, og med det han har med sig – det giver ham nogle problemer. 

Hvordan er serien genkendelig for seerne?

Vi bruger f.eks. en af de samme nyhedsværter, som du er vant til at se, der spiller sig selv, og så er København scenen. 

Vil man blive bange for at tage metroen efter at man har set serien?

Det spørgsmål har jeg fået tre tusind gange. Nej, slet ikke. Jeg er selv ikke bange overhovedet. Så har terroen jo vundet. Det er slet ikke det, serien vil fortælle. Det er en underholdsningsserie. Den er spændende. Den handler om, hvordan vi egentlig kommunikerer med hinanden. Hvad der sker imellem os. Hvad vi gør, når vores nærmeste bliver truede, og når al teoretisk snak er overflødig. Der er ikke nogen, der kun er gode og nogen, der kun er onde. Serien dyrker gråzonerne imellem os!

Tusind tak for snakken, Johannes! Du var super sej i serien!

Læs også: Anmeldelse af Westworld – første afsnit og gallapremieren

Paprika Steen talte vi også med, og sød og charmerende, som hun også er på det store lærred, var hun også i virkeligheden og mere til. Hun fortalte også om sin rolle, men også især hvilke serier, hun er vild med:

Q&A med Paprika Steen, der spiller tv-værten Naja Toft

Fotokredit: Krestine Havemann

Hvad ser du af serier?

Altså, jeg er serie-freak! Jeg er vild med Feud, fordi Susan Sarandon nailer den for hårdt, og lige nu ser jeg Big Little Lies – Nicole Kidman har aldrig været bedre! Jeg er vild med den. The Fall var jeg meget vild med. Gillian Andersen er simpelthen så fantastisk. Hun er ekstremt feminin, og historien har så mange facetter. The Sopranos er en af mine yndlingsserier, men den gider man snart ikke at nævne mere. Det er ligesom at sige, at man er vild med The Godfather. In Treatment er også en af mine favoritter. Det er skrevet så godt, og de spiller så godt. Jeg er jo skuespillernørd, jeg nørder jo det jeg laver, så når der kommer en serie, der nørder tekst og spil, så falder jeg virkelig for det. Jeg stod af True Detective sæson 1. Jeg synes, at det var Twin Peaks uden humor! Jeg ved det godt – jeg er den eneste i Danmark, der synes det. Jeg har lovet, at jeg skal se den igen, for jeg vil så gerne forstå, hvorfor den er så god. 

Hvorfor sagde du ja til at medvirke i Gidseltagningen?

Den er tempofyldt, aktionpræget, og den har en kvalitet, jeg er ret vild med. Den er ret skandinavisk uden at være nordic noir. 

Hvordan har du det med at arbejde under en serie?

Det skulle jeg lige vende mig til! Det tog mig noget tid. Det er en anden måde at arbejde på, end jeg er vant til. Under optagelserne ringede instruktøren  til mig for at fortælle, at det er en helt anden vibe end at lave film. Jeg er meget Pollok – jeg hælder farverne ud over det hele, og på et eller andet tidspunkt kommer der et perspektiv. Sådan er det ikke på en tv-serie. Der er der et super stramt schedule! Du skal ikke lave om på replikkerne, for der er en hel masse handling, der er afhængig af, hvad du siger helt præcist. Der er selvfølgelig noget Paprika i min rolle, hvor du kan se mig dukke op. Det har været rigtig godt at skulle spille på en anden muskel, end jeg er vant til. Det var en virkelig effektiv produktion, ingen ventetid. Det kørte virkelig, og det var noget af det mest tjekkede, jeg nogensinde har oplevet!

Hvad er dilemmaet i Gidseltagningen?

Det der er spørgsmålet i serien er, om vi skal betale for at redde 15 menneskers liv, eller skal vi holde fast i vores principper? Der er politiet, der holder sig til loven, og så er der mig, tv-værten Naja, der er folkets ansigt og starter en indsamling for at redde de 15 menneskers liv.

Hvad skal vi lægge mærke til i serien?

Tempoet, klipningen – productionvaluen.

Du har selv instrueret film- hvad med tv-serier?

Jeg er aldrig blevet spurgt om det -og det kan jeg da heller ikke forstå! Det er nok fordi, jeg har lidt kanter. Indenfor serier er instruktøren meget langt nede på listen over, hvem der skal have noget at skulle have sagt, og jeg er Slatan!

Tusind tak for interviewet – Vi så bestemt en masse Paprika i rollen!

Læs også: Anmeldelse af symfonikoncerten Serier, Serier, Serier

Ja, både Kim og jeg synes begge, at serien er både nærværende og spændingsfuld, og som tager et dybt alvorligt tema meget seriøst. Danmark har allerede været ramt af terror én gang, og hvis det sker igen, vil det ikke være usandsynligt, at metroen er et mål. Bor man selv her i byen eller bare kender lidt til hovedstaden, føles seriens temaer sindssygt tæt på.

Vi glæder os til at følge hvert afsnit der vises om søndagen på Kanal 5 med start d. 2. april – det bliver virkelig intenst. For at slippe for reklamerne, har vi faktisk muligheden for at streame Gidseltagningen på Dplay Premium og se snigpremiere på serien hver uge. Dplay lyder ret cool, læs bare her:

Dplay Premium er en streamingtjeneste, der tilbyder en gratis prøvemåned – uden bindingsperiode – og giver alle mulighed for at se de 3 første afsnit af Gidseltagningen på Dplay søndag den 2. april! Premiereafsnittet frigives kl. 21, hvorefter afsnit 2 og 3 vil blive frigivet en time forskudt af foregående afsnit. Dvs. at du kan binge tre afsnit i træk af Gidseltagningen søndag aften helt gratis uden at blive afbrudt af reklamer! Hvis du er interesseret, så gør ligesom os og meld dig til her, og så får du allerede nu også adgang til danskproducerede programmer, der vises på Kanal 4 og Kanal 5, for eksempel; De unge Mødre, Oraklerne, 5. Halvleg og Svindlerjagt og snigpræmierer på disse, hvis det var noget. Jeg kommer selv til at bruge Dplay til at se alle deres internationale dokumentarer og livstilsprogrammer fra Discovery Channel, TLC, Investigation Discovery og Animal Planet. De har også snigpremierer og nyt indhold på tjenesten hver uge. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om Dplay her : http://www.dplay.dk/

Vi siger tusind tak til Kanal 5 for at invitere os med til dette super cool arrangement med både middag, drinks, snacks og ikke mindst to spændingsfyldte afsnit af en rigtig god serie!

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *