Game of Thrones: The Concert Experience

Sommeraftenen I København er fyldt med spænding. Folk myldrer fra metrostationen over imod Royal Arena, og Kim og jeg følger med dem. Omkring os er der folk i afslappet sommertøj, enkelte i pæne kjoler og jakkesæt og ikke overraskende også en del i kostumer af forskellig art. Kim og jeg får et interview med en stor gruppe i kapper, ens T-shirts og en enkelt Jamie Lannister (komplet med gylden hånd og Lannister-sværd!) som alle kommer fra en Roskilde Festival-lejr. Stemningen er god, forventningsfuld og spændt. Men det er også er særlig aften. For i aften kommer Westeros til København.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

Royal Arena er ikke helt fyldt, men det virker nu alligevel som om mange mennesker har lagt vejen forbi. Scenen er stillet op med en Jerntrone bagerst og orkestret foran. Over dem sidder tre videoskærme, to i siderne, der viser nærbilleder af musikerne og en i midten, som viser filmklip fra serien undervejs.

Koncerten har været på tourné i både USA og Europa, og vi er så heldige at vi her i Europa får lov at høre musikken fra sæson 7. I USA måtte de kun spille fra de første 6. Komponisten Ramin Djawadi, som også dirigerer orkestret, byder velkommen på dansk. Han læser op fra et papir, men det lyder overraskende godt! Og så straks i gang med intromelodien. Jeg har altid holdt meget af melodien, og her får man den for fuld udblæsning. Da introen er forbi spilles en gennemgang af de forskellige familiers temaer, vævet ind i hinanden så man kan fornemme skiftet, og selvfølgelig viser storskærmen banneret fra den familie, hvis tema bliver spillet netop nu.

Der bliver ikke fulgt en speciel kronologisk orden. Vi ser fx Ygritte dø før hun møder Jon Snow! Af og til er jeg nødt til at fortælle Kim, som ikke er kommet længere end sæson 2, at han skal kigge væk for at undgå de største spoilers. Det store kor bruges mest til at lave vokaliseringslyde. Kun én gang træder en solist frem og synger en reel sang, hvilket naturligvis er ”The Rains of Castamere,” familien Lannisters tema. Hun giver en meget anderledes version end den, man hører på soundtracket. En smuk og nærmest hjertegribende udgave, der lyder mere som en musikant i Westeros ville have sunget den, end forsangeren fra ”The National” som sang den på pladen. Da sangen er slut kommenterer Djawadi at ”efter ’The Rains of Castamere’ kan I jo nok selv regne ud hvad det næste bliver… og dørene er blevet låst!” Straks kaster de sig ud i ”The Red Wedding”…

De store slagscener er dem, der virkeligt imponerer med musikken. Paukerne hamrer, så man kan mærke gulvet vibrere under sine fødder, flammer skyder ud fra skjulte flammekastere i loftet og omkring scenen når dragerne spyr ild, sne og røde rosenblade falder fra loftet og simple, men effektive lyseffekter kaster sære skygger på væggene og orkestret. En enkelt gang er koret ude og lave en lille vandretur, klædt som King’s Landings fattige, og efter en (påklædt!) Cersei. Råb af ”Shame! Shame!” lyder gennem salen. En violin solist hæves op på en platform iført en enormt lang kjole, hvilket giver illusionen af at hun vokser og vokser, helt op til loftet, mens hendes violin sørgende klager sig. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger at salen flere gange holder vejret.

Da koncerten er slut spørger vi flere publikummer hvad de syntes om showet. De fleste virker tilfredse med showet. Enkelte mener, ligesom jeg, at de viste filmklip afslørede for meget, og måske i virkeligheden ikke havde været nødvendige. Men generelt er stemningen god, da vi forsvinder ud i sommernatten.

Jeg har aldrig selv gået meget til koncert, og slet ikke klassiske koncerter, så det at sidde og høre sådan et orkester var en ny oplevelse. Men jeg nød det virkeligt. Ikke alene er musikken dyster og velskrevet, men at sidde og høre TV-musik i en koncertsal er bare fedt. Det eneste problem bliver at jeg nu får svært ved at vænne mig til at se serien uden at der er et symfoniorkester i min stue…

Tak til HBO Nordic for at invitere os med – det var en fantastisk oplevelse.

Læs også: Har du ikke fået set Game of Thrones sæson 7? Så kom igang!

Læs også: Mere Game of Thrones på vej… om lang tid

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *