Gensyn med Natportieren afsnit 5

Opdateret

Spoiler Alert: Læs kun videre hvis du har set de foregående afsnit!

spoiler-alert

Lad os begynde med Corky. På den syriske grænse hvor Roper skulle afsætte sine våben igennem Jonathan – a.k.a. Andrew Birch’s dækkefirma Tradepass, bliver både Corky og Jed fløjet ind for at se til på sidelinjen. Jeg må indrømme, at det kom lidt som en overraskelse at Corky bare kunne valse ind fra højre og være den samme gode gamle Corky igen uden nogen form for konsekvenser i forhold til hans opførsel i restauranten i forrige afsnit. Men det var lige præcis det han gjorde, og endnu engang lod han sin tvivl angående Jonathan og Jed skinne tydeligt igennem. Det fik Jonathan dog styr på…

Ropers paranoia over hvem der nu havde sendt den hemmelige liste til Angela Burr manglede at blive parkeret et sted, og da Jed på Jonathans opfordring indirekte fortalte Roper, at Corky var mulvarpen, ja så blev den parkeret hos Corky. Derfor var det heller ikke svært for Jonathan at overbevise Roper om, at det var Corky der havde sneget sig ud om aftenen for at ”tale med nogen”, og ikke ham selv, og dermed lå det også imellem linjerne at Jonathan havde været nødsaget til at slå Corky ihjel. Det stillede de i hvert fald ikke spørgsmålstegn ved. Da Jed spurgte til Corky fortalte Roper hende, at han var sendt hjem med maveinfluenza – det var tydeligt, at hun selvfølgelig ikke troede på den , og hun bliver mere og mere bevist om hvor mange løgne hendes mand egentlig fortæller hende.

Natportieren

Jonathan løb rundt og gemte sig meget i dette afsnit, men han fik bevist at han stadig er på Angelas hold selvom han slog en af hendes agenter ned i forrige afsnit. Igennem en taxachauffør fik han afleveret en masse numre på nummerplader fra Ropers lastbiler til Angela. Lastbiler der skulle køre våben ind i Syrien. Men Roper havde luret at lastbilerne ville blive gennemsøgt, så derfor var de i stedet fyldt med landbrugsudstyr osv. Så i stedet for at Jonathan og Angela regnede med at netop dette ville være operationen hvor de endelig fik fat i Roper, så endte de selv i total ydmygelse. Især Angela der havde gået igennem ild og vand for at få mandat til at kunne gennemsøge lastbilerne, får helt sikkert ikke særlig meget hjælp i næste afsnit. Men lad os nu se…

Angela har generelt stået meget alene og er endnu mere alene nu. Hendes egne fra River House intimiderer hende på det kraftigste og begår endda indbrud i hendes hjem og slår hendes mand ned for at hun skal holde sig fra sagen. Opretholde balancen, som den sleske fyr fra River House siger til hende. What a creep… Hun bliver kun endnu mere opsat på at få ram på dem alle sammen, og vi må forvente at hun i sidste afsnit endelig får dem ned med natten. Det ser svært ud, men det gør det jo bare endnu mere spændende!

Jed fik endelig sandheden at vide af Jonathan. Ja, hun tog det faktisk ret pænt, da han fortalte hende, at han faktisk havde været med til at traumatisere hendes søn for at overbevise Roper (og hende) om, at han havde reddet ham. Hun sagde intet til det, og det virkede en lille smule utroværdigt. Enhver forælder ville have gået amok, men det kan være hun tager så mange anti-depressiver at hun slet ikke kan mærke noget som helst. Dog får afsnittet altså de 5 hjerter i stedet for 6. For det første pga. hendes manglende reaktion til disse vanvittige nyheder, men også fordi Corkys optræden i forrige afsnit slet ikke blev fuldt op.

Hotellet hvor det hele begyndte blev også scenen hvor afsnittet sluttede. Vi så Jonathan gå ind i foyeren som Andrew Birch, hvor han i sin tid arbejdede som natportier. Her skal han sammen med Roper mødes med Hamid – den Hamid der slog Sofia ihjel og som måske/måske ikke kan genkende Jonathan som natportieren. At vi begynder sidste afsnit dér er vildt spændende, og samtidig er alle seks afsnit en del af en komplet cirkel. Det kan snobberne li’!

Så hvad kan vi forvente næste gang?

Næste afsnit er som sagt det sidste. Angela står alene og i tvivl om hvorvidt Jonathan er til at stole på, nu hvor efterretningerne angående lastbilerne var forkerte. Hun har ingen i sit bagland. De enten ikke kan eller vil hjælpe hende, og nogen af dem forsøger endda at sabotere hende og hendes arbejde for at redde deres eget skind.

Roper kan ikke være helt overbevist om Jonathans egentlige motiver. Det var tydeligt han stadig er i tvivl og den tvivl æder ham op. Hvis Jonathan ikke kan overbevise sine omgivelser på hotellet at han er Andrew Birch, så vil Roper for alvor finde ud af hvem han er. Og da det er det sidste afsnit så tror jeg helt sikkert at enten Hamid eller en medarbejder på hotellet afslører ham, hvis han altså ikke allerede inden gør det selv eller gør et eller andet for ikke at blive set. Måske vil Jed endda vise sig at være en god allieret, nu hvor hun ved det hele og også selv gerne vil ud af det hele.

På søndag er vi i hvert fald MEGET klogere!

Natportieren sendes på DR1 hver søndag kl. 20:00 – og du kan se afsnit 1-5 på dr.dk hvis du mangler et afsnit.

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *