Gode serier til juleferien

Når julefreden har sænket sig, og maven – og hovedet – trænger til en afslappende dag, er der så noget bedre end at tage hul på en ny serie? Uanset om du har tømmermænd, eller du bare er træt oven på julens mange sammenkomster, så kommer vi her med opskriften til din afkobling. Vi Elsker Seriers anbefalinger til en seriedag i julerferien.

Som en bonus får du også lige en rabatkode til Just Eat – med VES15 får du nemlig 15% rabat. Så slipper du for at tænke på madlavning, når du tager dig en seriedag.


(Foto: Godless/Netflix)

Godless

Godless er en miniserie, og selvom de fleste af seriens syv afsnit har spillefilmslængde, kan du godt se den på en dag, hvis du er en dedikeret serie-binger. Den er det værd. Godless er nemlig intet mindre end et mesterværk. Det er en klassisk western med skurke og helte, men den mestrer i høj grad gråzonerne. Den foregår i Colorado i 1880’erne i byen La Belle, som primært bebos af kvinder. De stærke kvinder dominerer derfor i den grad, og der er ikke en kliche i syne. Heller ikke hos de mandlige karakterer, som blandt andet tæller Jeff Daniels i en pragtpræstation som den bedste skurk, der er set længe. Det er en serie, der fanger fra første øjeblik – især hvis du ikke er for sart. Det er en barsk fortælling, men også en af de bedste serier, der er lavet i meget lang tid. Godless er tilgængelig på Netflix.


(Foto: Anne witn an E/Netflix)

Anne with an E

Anne with an E er en ny filmatisering af Anne fra Grønnebakken, og inden du afviser at se den, fordi du elsker den kendte serie fra 80’erne, så giv den en chance. Serien er en nyfortolkning, og den er faktisk en meget vellykket en af slagsen. Den adskiller sig især fra sin forgænger ved at turde lidt mere. Fx er der mere fokus på Annes hårde opvækst, og hvordan den har påvirket hende. Amybeth McNulty, der spiller hovedrollen, leverer en fantastisk præstation. Hun forvandler sig nærmest til sin karakter, og resultatet er rørende og eminent. Historien er lidt anderledes, end den vi kender, men man bliver i den grad fanget. Skaberne går langt for at få mere realisme ind i handlingen, og det fungerer godt. Der er syv afsnit i første sæson, som er på Netflix, og det passer perfekt til en seriedag derhjemme. Netflix har bestilt en ekstra sæson, som er planlagt til premiere i 2018.


(Foto: Mindhunter/Netflix)

Mindhunter

Mindhunter er en af de mest spændende nyskabelser på seriefronten i 2017. Den handler om FBI-agenter, der fanger seriemordere, men det er ikke en ny version af Criminal Minds. Serien foregår i 70’erne, da man først begyndte at definere begrebet seriemorder ved at prøve at forstå, hvad der foregik i morderens sind. To FBI-agenter og en psykolog begynder at interviewe fængslede kriminelle, der er dømt for flere mord. Og langsomt begynder de at få adgang til en uhyggelig verden, som viser sig at kunne gøre en forskel i opklaringen af personfarlig kriminalitet. Dette er dog kun toppen af isbjerget, Mindhunter indeholder så meget mere end det – læs vores anmeldelse her. Den er baseret på virkelige begivenheder, og derfor er det også virkelige mordere, som portrætteres. Se den for spænding og et koldt gys. Der er 10 afsnit i første sæson, som ligger på Netflix. Og Netflix har også allerede bestilt en sæson 2, som er planlagt til 2019.


(Foto: Gunpowder/HBO Nordic)

Gunpowder

Savner du Game of Thrones, og måske i særdeleshed Jon Snow? Så kan du nu nyde Kit Harington i miniserien Gunpowder, som lige har haft premiere på HBO Nordic. Det er en spændende og også ret blodig serie, som handler om begivenhederne op til det berømte ”gunpowder plot” i London i 1605, hvor Guy Fawkes og hans kumpaner forsøgte at sprænge det engelske parlament i luften. Serien er flot og spændende, men er blevet kritiseret for sine grafiske totur-scener. Så er du advaret! Men Gunpowder leverer det, den skal i form af historisk realisme, spænding og godt skuespil, og den er perfekt til en dags seriehygge.


(Foto: Modern Family/ABC)

Modern Family

Nu bevæger vi os over i en helt anden genre, for hvis du er ligesom mig, er det tit feel good-tv, der fanger dig, når du er træt og trænger til en seriedag. Modern Family er en af de mest populære komedieserier lige nu, og det er med rette. Den er nemlig rigtig sjov og hyggelig. Fokus ligger på den moderne familiekonstellation: Det homoseksuelle par, der adopterer et barn fra Vietnam sammen, den 60-årige med den 20 år yngre kone, og det ”almindelige” amerikanske par, hvor konen går hjemme og passer børnene (det bliver hun dog ikke ved med). Det er humor, som alle kan forstå, og det er lige sagen, når du trænger til at hygge dig og koble hjernen fra. Sæson 9 bliver vist i USA lige nu, og de første syv sæsoner ligger på Netflix. Så der er masser af sjov og hygge til afslapning i juleferien. Har du set den før? Så se den igen – det bliver den ikke dårligere af.

Vi håber du får en god jul med masser af gode serier, og husk nu at bruge rabatkoden VES15, så du kan få 15% på take away hos Just Eat her i de hektiske juledage (Koden gælder til og med d.30/12).

Dette indlæg er præsenteret i samarbejde med:

Læs også: Vi Elsker Serier og JustEat præsenterer: Den ultimative binge-guide!

Læs også: 10 serier med seriemordere du bør se

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *