Gotham – Anmeldelse af sæson 1

En hyldest til Storbyen!

Lige siden den legendariske tyske instruktør Fritz Lang begik sit stilskabende stumfilmsepos Metropolis i 1927, har fascinationen af storbyen været omdrejningspunktet i en perlerække af filmklassikere: Chaplins Limelight, Roman Polanski: Chinatown, Woody Allen: Manhattan, etc.

Gotham indskriver sig ikke overraskende i den særlige forgrening, der har med Batman comic-book universet at gøre. Genrens afficionados vil udover de mange filmatiseringer, også besidde stor viden om den tone de enkelte tegnere har søgt at ramme igennem de mange års fortolkninger af figuren. Mange vil mene at det campede udtryk kulminerede med Bob Kanes noget idylliske tegninger i 50’erne, og at Batman først blev interessant som genstand for psykologiske analyser i 80érne, da tegnere som Neal Adams og Marshall Rogers tilførte helten de mørke sider, som skildredes i 90´er filmatiseringerne, men som først er blevet rigtig markante med Christopher Nolans effektive trilogi.

Gotham

Serien er naturligvis et spin-off, hvor plotmotoren er en ung James Gordons kamp for den politikomissærpost, som vi jo ved venter forude, men reelt er hensigten tydeligvis at fortælle historien om en række af de skikkelser der optræder i tegneserieudgaverne. Rundt om den ambitiøse og idealistiske betjent finder vi fx den unge Bruce Wayne – master Bruce – trofast assisteret af sin tjener og mentor Alfred, og man ser kimen til det senere ubrydelige forhold mellem dem.

På forbrydersiden er det især The penguin – Pingvinen, der tiltrækker sig opmærksomhed. Hans ynkelige og gennemført sleazy persona kæmper en brav kamp for at holde sig på god fod med den del af byens gangstermiljøer, der tjener hans interesser bedst, og samtidig holde sig i live. En nøglefigur er her bandelederen Fish Mooney (en tour de force præstation af Jada Pinkett-Smith) – en karismatisk kriminel Wonder Woman, som til trods for sine begrænsede ressourcer udgør et tilbagevendende problem for de tungere drenge i miljøet.

Som tilskuere sympatiserer vi med Gordons forsøg på at skabe retfærdighed i en gennemkorrumperet metropol, ikke mindst pga hans på en gang joviale men samtidig komplet illusionsløse makker Harvey Bullock, der sørger for at James ikke mister jordforbindelsen. Men seriens egentlige styrke ligger i de mange rænkespil og magtkampe blandt gangsterne, samt den utroligt velgennemførte scenografi. På en virkelig cool facon er der skabt en kulisse, hvor man føler sig hensat til 30’ernes Chicago med rundpuldede hatte og cotton-coats, men samtidig som den naturligste side af sagen navigerer via internet og mobiltelefoner!

Historien er i al væsentlighed opbygget som en føljeton, hvor det er personernes historie, der griber os, og ved sæsonens afslutning føles ventetiden indtil deres videre skæbne skildres meget lang…

Hovedpræmissen for dramaet er således en hyldest til storbyen og tegneserien. Den har ikke den kompromisløse råhed som fx Frank Millers Sin City, hvor filmatiseringerne er tilsvarende brutale med deres gennemførte comic æstetik. Der er i Gotham mere tale om et episk drama med mainstream-elementer, som taler til det brede publikum, der elsker både tegneserie- og superhelteuniverset.

Sæson 1 af Gotham kan ses på Netflix.

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *