Guld fra gemmerne: Friends

(Foto: Friends/Warner Bros. Television)

Der findes efterhånden mange populære serier, men få passer bedre på ‘Guld fra gemmerne’ end Friends, hvis popularitet kun er blevet større, efter den er kommet på Netflix. Lad os da lige gense den fantastiske intro, før vi går i gang:

(Foto: Friends/Warner Bros. Television)

I et interview hos Jimmy Kimmel fra 2017 snakkede Matt LeBlanc (Joey) netop om, at der hvert år synes at være en ny gruppe, som opdager Friends i bagkataloget trods det svimlende antal af nye muligheder. Hans historie om, at de nye fans tror, han er Joeys far, er særligt skøn. Du kan se hele interviewet her:

Lad os lige huske på, at serien startede i 1994, og finalen blev sendt i 2004. Det er henholdsvis 24 og 14 år siden!

Serien har i den grad sat sine spor på popkulturen siden. Når man for eksempel ser How I Met Your Mother, er det svært ikke at tænke på Friends. Faktisk har flere fans sat sig og sammenlignet alle ligheder i serierne. Indflydelsen gælder dog ikke kun andre sitcoms. Efter Rachel (Jennifer Aniston) fødte i sæson 8, eksploderede populariteten af navnet Emma. Det samme gjorde efterspørgslen af Rachels hårstil nogle år tidligere. Prøv desuden at google ”Friends memes” – der gemmer sig en del gode grin. For nylig skrev vi også om, at serien har nogle af de absolut sjoveste fraklip og en af serielands mest mindeværdige catchphrases: ”How you doin’?”. Eller du kan tage quizzen her for at finde ud af, hvor meget du minder om hver person fra serien.

(Foto: Friends/Warner Bros. Television)

De største guldklumper ligger dog i selve seriens fantastiske kvaliteter. Gennem 10 år har vi lært Rachel, Ross (David Schwimmer), Phoebe (Lisa Kudrow), Chandler (Matthew Perry), Monica (Courteney Cox) og Joey at kende til et punkt, hvor de nærmest føles virkelige. Jeg tror, det skyldes, at vi kan sætte os ind i deres op- og nedture, som aldrig stopper med at være relevante. Jeg har efterhånden set serien fire gange plus det løse, og for hver gang ser jeg den en smule anderledes, som jeg har nærmet mig vennernes alder. Det er på én gang den perfekte afslapningsserie, som ikke kræver for meget af dig, men den er samtidig enormt velskrevet i sin balance mellem humor, livets knap så fede sider, og hvordan vi forandrer os – den er bare ægte og nostalgisk. Derudover har den et kæmpe antal biroller og cameos, der viser, at alle kredser om guldet, og som samtidig er med til at sikre det tårnhøje niveau. Brad Pitt, Christina Applegate, Reese Witherspoon, George Clooney, Robin Williams, Gary Oldman og mange, mange flere – tro mig, der er gode odds for, at du har glemt et par stykker.

(Foto: Friends/Warner Bros. Television)

Det absolut bedste ved Friends er selvfølgelig skuespillernes nærværende præstationer og de meget forskellige karakterer, de spiller. Den forkælede Rachel, der stikker af fra sit bryllup, men ender som en ansvarsfuld mor, dog uden nogensinde at miste sin skøre side. Lad mig minde om, at hun i allersidste afsnit får stoppet et fly, så hun kan erklære sin kærlighed til Ross. Åh, Ross, den skingre, nørdede palæontolog med alt for meget gelé i håret, der lærer at være lidt mere afslappet og styre sit temperament. Chandler og Monica, der finder ro i kærligheden – alle svar behøver ikke være sarkastiske, og nogle gange er det okay bare at lade rod være rod. Joey accepterer, at han måske aldrig bliver mere end butt double for Al Pacino, men han mister aldrig sin halvdumme side, der gør ham umulig ikke at elske. Phoebe viser os, at livet er langt bedre, hvis man står ved sig selv.

(Foto: Friends/Warner Bros. Television)

Jeg nævnte tidligere, at vi har at gøre med en serie fyldt med klassiske, vildt sjove og rørende scener og citater. Ross, der skriger ”pivot” eller stædigt holder fast i ”unagi”. Phoebe som surrogatmor for sin brors trillinger eller hendes urokkelige tro på smelly cat. Miss Chanandler Bongs uendelige repertoire af sarkasme – could he be any funnier? Rachels gyselige kat og Monicas tidligere liv som overvægtig med vilde dance moves. Sidst, men ikke mindst, er Joeys uforglemmeligt pinlige franskundervisning et af mine absolut favoritøjeblikke fra hele serien:

Det ville kræve en bog på størrelse med Ross’ støvede doktorafhandling for at komme omkring de mange grunde til, at Friends er værd at se igen og igen og ikke går af mode foreløbigt. Der er ingen tvivl om, at serien fortjener seks hjerter – ét for hver af vores skønne venner.

Læs også: Guld fra gemmerne: Show Me a Hero

Læs også: Kan spin-offs overgå originalerne?

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *