Hall of Fame: Serier vi stadig snakker om i 2031

Foto: True Detective/HBO Nordic

Hvilke serier er selvskrevne til Hall of Fame? Vi har ti gode bud.

Mens langt de fleste serier fortaber sig i glemslen, eller eksisterer blot i få fans hukommelse, stikker nogle serier ud og går ind i serieannalerne. Her lever de og tages frem igen og igen som eksempler på det urimeligt sublime, og de sætter barren for de nye håbefulde serier.

I samme gruppe finder vi serier som The Wire, The West Wing, The Sopranos og Twin Peaks. Og så kan det jo næsten virke umuligt at skabe serier, der lander i samme liga, men det sker alligevel forbavsende ofte.

Vi giver ti bud på serier, som du stadig taler om, om ti år.

1. True Detective (HBO Nordic)

Foto: True Detective/HBO

Der er slet ingen tvivl om, at True Detective gik direkte i Hall of Fame. Også selvom det i virkeligheden kun er den første sæson, der skinner. Men kombinationen af et bragende fantastisk plot, Woody Harrelson og Matthew McConaugheys kemi og den lumre, gustne varme fra Louisianas sumpområder går sammen om at skabe noget fænomenalt.

Så selvfølgelig snakker vi stadig om True Detective om ti år.

2. The Boys (Amazon Prime)

(Foto: The Boys/Amazon Prime Video)

I en verden overfyldt med Superhelte, der er substansforladte og enormt 2-dimensionelle, griber vi efter serier med mere dybde, når de dukker op. Og her står The Boys som det absolut bedste. Den skarpe kontrast mellem Marvels polerede og forudsigelige metervare bliver grunden til, at The Boys bliver bragt på banen igen og igen, når samtalen falder på superhelte.

3. Black Mirror (Netflix)

Foto: Black Mirror/Netflix

Lur mig, om ikke folk sidder om 10 år og laver lister som: ”Ti ting Black Mirror forudsagde”?

4. Rick and Morty (HBO Nordic)

Foto: Rick and Morty/HBO Nordic

Det er jo ikke nødvendigvis, fordi alle serierne på denne liste har gjort sig bemærket for at fordre en dyb samtale derude efter 2030. Og da der nok skal være én eller anden, der mener, at topmålet af humor er at skrige af sine lungers fulde kraft: PICKLE RIIIIICK!

5. Supernatural (Viaplay)

Foto: Supernatural sæson 15/Viaplay

Sam og Dean er vendt tilbage fra de døde flere gange end nogen anden hovedperson, og de har arbejdet sig hele vejen op fra dagligdagsvampyrer og -varulve til det øverste i det kristne pantheon, og det har været bundsolid underholdning hele vejen igennem. Også selvom Supernatural aldrig har været stor kunst. Men der er meget stor kunst, der er gået i glemmebogen. Den ender Sam og Dean nok aldrig i, og hvis de gør, så finder de såmænd nok også en vej tilbage fra den.

6. The Crown (Netflix)

Foto: The Crown/Netflix

Det dokuhistoriske er måske nok støttet af fiktive friheder, men det er bragende spændende, og det er stadig tæt nok på virkeligheden til, at de fleste kan huske nogle af de begivenheder eller personer, der har været med til at sætte serien på seriernes verdenskort.

7. The Handmaid’s Tale (HBO Nordic)

(Foto: The Handmaid’s Tale/Hulu)

Verden er langt om længe i gang med at gøre op med et forældet kvindesyn, og der er The Handmaid’s Tale på forkant. For selvom det er en dystopisk fortælling, som Susan Atwood har digtet, så er det jo ikke grebet ud af fri fantasi. Skræmmende nok.

8. Tiger King (Netflix)

Foto: Tiger King/Netflix

Hvordan kommer vi nogensinde til at kunne glemme det shitshow, der blev binget af alt for mange af os, da coronavirussen sendte landet ud i den første nedlukning? Som et af de pinlige minder, der dukker op i hukommelse, vil Tiger King være umulig at slette fra hukommelsen, medmindre du bruger et 15 mm bor og en liter blegemiddel.

9. The Walking Dead (Disney+, HBO Nordic, The Walking Dead og Xee)

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Kvaliteten af The Walking Dead har varieret meget, men højdepunkterne har længe været i stand til at holde serien kørende, og fanskaren er måske nok faldet, men der er stadig mange, der trofast holder ved serien. Fansene skal nok blive ved med at snakke om The Walking Dead. Og vi andre kan jo så højlydt undre os over, at de er i gang med sæson 11.

10. Game of Thrones (HBO Nordic)

(Foto: Game of Thrones/HBO)

Ligesom True Detective er det også kun én af sæsonerne, der bliver talt om, om ti år. Den sidste sæson, naturligvis. For der er generel enighed om, at man nok skulle have ventet, til George R.R. Martin havde fået skrevet bøgerne til ende. Også selvom det nok kommer til at tage mere end de ti år, vi ser frem i tiden.

Game of Thrones leverede det helt store forræderi, og det kommer til at tage MEGET lang tid, før vi har glemt det. For at tilgive det kommer vi nok aldrig helt til at kunne.

LÆS OGSÅ: Hvis du kunne lide ‘True Detective’ og ‘Sharp Objects’, vil du elske ‘Mare of Easttown’

LÆS OGSÅ: Podcast-anmeldelse af Tiger King

LÆS OGSÅ: Nyt ansigt på plakaten til The Boys sæson 3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like