Halloween, gyset og hvorfor vi gerne vil skræmmes

Omkring det 5. århundrede overgik blandt andre England og Irland til den katolske kirke. Gamle hedenske traditioner, såsom det keltiske nytår, Samhain, blev senere forsøgt udklædt som All Hallow’s Eve (nuværende Halloween). ”I folketroen blev denne nat betragtet som en særlig overgangsperiode, hvor afdøde for en stund fik mulighed for at besøge de levendes verden” skriver seniorforsker Caroline Nyvang på videnskab.dk. I et forsøg på at holde onde, mørke kræfter væk fra vores dørtærskel, under denne besøgsrunde, har vi gjort det for vane at stille diverse levende lys rundt i vores hjem. En tradition, der helt sikkert er blevet malket, mest af alt under kommerciel, amerikansk markedsføring, men som også her i Danmark får græskarsalget til at boome. Halloween er på mange måder en gammel kending i nye klæder, for udover at der i det kolde efterår sjældent er meget at glæde sig over, og alle fejringer dermed er velkomne, så har vi en tradition for at markere de døde under denne årstid. Blandt andet var Allehelgensdag d. 1 november og Alle Sjæles dag d. 2. november anset som formelle helligdage indtil 1770. Dertil skal vi ikke glemme, at gyset har været en del af vores kunst, kultur og folkearv i mange hundrede år.

(Foto: Dr. Caligaris Kabinet/Decla-Bioscop AG)

Selve filmgyset trækker referencer helt tilbage til den litterære gysergenre, som havde sin oprindelse i 1800-tallets gotiske romaner. I filmhistoriens univers har denne genre været med helt fra den spæde begyndelse. Egentlig før end at man begyndte at tale om selve genrefilm i 1930’ernes Hollywood, havde større produktioner gjort sig bemærket verden over. Heriblandt kom den første filmatisering af Frankenstein i 1910 under Edison Studios, og den tyske, ekspressionistiske stil flottede sig med produktioner såsom Robert Wienes – Dr. Caligaris Kabinet fra 1919 og F.W. Murnaus – Nosferatu, en skrækkens symfoni i 1922. Det er hermed slet ikke til at komme udenom, at vi skal takke den tyske ekspressionisme og diverse auteurs fra det tidlige 20århundrede, for mange af de karakteristika, genrekoder og intertekstuelle referencer, vi kender i dag. Det største spørgsmål der dukker op hos mig, i sammenhæng med ovenstående informationer, er dog, hvorfor vi mennesker holder så meget af denne genre? Hvad er det ved mareridtsagtige universer, det monstrøse og utilregnelige og alt i alt bare en lurende ondskab, som tillokker os? Hvorfor er vi nogen, der gerne vil ofre vores nattesøvn og søde drømme for skrækindjagende levende billeder?

(Foto: Nosferatu/Prana-Film GmbH)

Dette er spørgsmål, jeg i særdeleshed blev opmærksom på, under et foredrag jeg var til i maj 2016. En forsker ved navn Mathias Clasen, som har en ph.d. og skriver en masse om gyset, holdt et foredrag kaldet: ”Horror? Hvorfor bliver i draget?”, og det fik mig til at reflektere over min egne genrepræferencer. Egentlig havde jeg aldrig tænkt over, hvorfor jeg frivilligt vælger at blive skræmt fra vid og sans, men der findes et muligt svar, jeg vil gøre mig et forsøg på at forklare:

Vi er biologisk indstillet til at reagere på frygt. Det er en form for apparat, vi som mennesker har indkodet i vores centralnervesystem, så vi kan reagere hurtigt i et forsøg på at redde os fra mulige trusler. Med darwinistiske briller på: det er en mekanisme, vi har nedarvet fra vores præhistoriske forfædre, for at vi automatisk kan håndtere fare. Som en del af menneskets evolutionære historie, har vi haft brug for at videreudvikle på denne basale følelse, også for at have et indre alarmberedskab, der forholder sig til mere tidsmæssigt relevante trusler. Det præhistoriske liv var farligt, meget mere umiddelbart farligt end den dag i dag. Det er sjældent, man frygter for rovdyr, der ligger på lur, og dermed er det også sjældent, at vi får stimuleret og trænet vores frygtsanser. Simplificeret, bruger vi dermed gyset som kulturelle fortællinger til at træne og forstå trusler. Derfor kan man netop også tale om det monstrøse og intertekstuelle referencer under levende billeder, i form af at vi bruger et katalog af vores forfædres umiddelbare faresignaler til at forstå det frygtindgydende. Indkodet frygt for skarpe tænder, store og umenneskelige skikkelser, det indsnigende, brølende eller eksplosive lyde og chokeffekter er en del af vores medfødte reaktionsapparat, og vi har nærmest godt af at få øvet os på, at beskytte os mod dette. Da denne øvelse ikke umiddelbart kommer fra vores ydre omgivelser, må vi i moderne tid opsøge det selv, og dette skaber også en hang til det uhyggelige. Kort sagt, er det nærmest biologisk indkodet i os, at vi vil skræmmes af visuelle medier en gang imellem.

(Foto: The Shining/Warner Bros.)

Gysergenren er umiddelbart inddelt i to større undergenrer, nemlig horrorfilmen/-serien og terrorfilmen/-serien. Der er som hovedregel altid nogle filmiske og dramaturgiske virkemidler, som gør det let formmæssigt at genkende gyset. Heriblandt chokeffekter, low key belysning, skygger, forstærket reallyd, asynkron lyd (ulmende og uhyggelig parafraserende musik), stilhed-før-stormen set-ups og varsler samt andre ekspressive udtryksformer.

Rikke Schubart inddeler i sin bog ”I Lyst og Død – Fra Frankenstein til Splatterfilm” yderligere gyset under fire tematisk afgrænsede subgenrer: det dæmoniske gys, det videnskabelige gys, det psykologiske gys og det fysiske gys. Disse definitioner finder jeg enormt repræsentative for, hvordan vores forståelse for umiddelbare faresignaler også konstant er i forandring. Hvordan der altså også er en evolutionær udvikling i, hvad der truer os i vores samtid, og i sidste ende udvikling i den helt konkrete portrættering af uhygge.

Det fysiske gys kommer ofte til udtryk i blandt andet splatterfilm, og forholder sig på mange måder til den gammeldags forståelse af monstre. Både når det umenneskelige eller uigenkendelige angriber, men også frygten for at bliver parteret eller slået ihjel på grotesk vis. Det fysiske gys har dog også udviklet sig i form af et mere sadistisk og seksuelt univers, som muligvis beror på en frygt for seksuelle overgreb og helt konkret smerte.

Det dæmoniske gys harmonerer godt med menneskets hang til det religiøse og dermed også tro på det overnaturlige. Her skal vi forholde os til en frygt for metafysiske størrelser, på samme måde som vi byder de døde velkommen under Halloween. På den måde er stearinlyset ved entreen én version af en overlevelsesmetode, hvor vi forsøger at helgardere os mod onde ånder.

Det videnskabelige gys træner i særdeleshed det moderne menneske i frygten for, hvad videnskaben kan bringe med sig. Det er et gys mange sikkert har beskæftiget sig med, hvis de skulle læse ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde” i gymnasietiden, og som kan være utroligt relevant at forholde sig til, hvis verdensherredømmet nu en dag bliver overtaget af robotter.

Sidst men ikke mindst, er der det psykologiske gys, som favner bredt, da det på mange måder knytter sig til en form for realisme. ”Dets monster er ikke ’ondt’, men sygt”, skriver Schubert, og dét skal skabe en form for forståelse af, når selve mennesket bliver det monstrøse. Dette er også en af mine klare favoritter, da det grænser op til terrorgyset og thrillers, og har givet fødsel til mange plot-twist gysere i min film- og seriesamling. Derudover kan jeg ikke lade være med, at finde sammenhæng mellem nutidens diagnosesamfund eller den klassiske frygt for ”psykopater”.

(Foto: Twin Peaks/Lynch-Frost Productions)

Alt i alt, er gyset en del af vores kulturarv og måske ikke mindst vores biologi. Teenage-kill-film, scream-queens og plotløse b-film indenfor gysergenren, er forståeligt med til at give den et dårligt ry, men i min optik, er der også mange guldkorn at finde. Derudover bevæger gysergenren sig i fineste grad med i blandt andet serieverdenen, og man skal ikke lede længe, før end at ens Halloween kan byde på fantastisk god gyser binge-watching. Det er en genre, der løber igennem generationer, og som har været med til at definere filmhistoriens gang. Dermed tror jeg også på, at gyserfortællinger, levende billeder og uhyggelige højtider, er traditioner der bliver meget svære at slippe af med igen. Faktisk ser det ud til, at der sker en opblomstring i serieverdenen, hvad angår kvalitetsfulde gysere. Heldigvis.

(Foto: Castle Rock/Warner Bros.)

Læs også: Mine 4 favorit-gysere

Læs også: Anmeldelse af The Chilling Adventures of Sabrina

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *