Husker du: Tintin?


(Foto: The Adventures of Tintin/Ellipse Animation)

Jeg husker det, som var det i går. Tid til Tintin! Kendingsmelodien går i gang, og billeder fra den nævenyttige reporters 21 klassiske eventyr ruller over vores lille fjernsyn i mit barndomshjem – ren nostalgi. Jeg husker disse oplevelser med Tintin, som om de varede i timevis. Nøje research inden denne artikel har dog afsløret, at hvert tv-afsnit – lavet på baggrund af de originale tegneseriehæfter af Hergé (Georges Remi) – kun varer lige over 20 minutter. Jeg blev rent ud sagt overrasket over, at så meget drama og suspense kunne udspille sig på så kort tid. Man må her selvfølgelig medregne barnets mere umiddelbare tidsopfattelse (man var jo helt opslugt dengang!), men stadig – det vidner om kvalitet.

Hvad var det der var så fedt ved tv-udgaven af Tintins eventyr? En af tingene var hovedpersonens karakter. Den altid retfærdighedssøgende Tintins idealistiske og hjælpsomme væsen var nemt at forholde sig til – der var ingen tvivl om, hvem helten var. I tilbageblik kan man grine lidt af sin egen fascination af ham, for når alt kommer til alt, fremstilles Tintin jo i serien ofte som et svært neurotisk og mistænksomt gemyt. Han kan på det nærmeste ikke bevæge sig 100 meter ned af en gade uden at kommentere på diverse mistænkelige typer. Enten har vores helt en helt usandsynlig god sans for at diagnosticere afvigere, eller også må vi have ondt af ham, fordi han aldrig kan slappe af og tænker det absolut værste om alt og alle.


(Foto: The Adventures of Tintin/Ellipse Animation)

Et andet forhold, der fangede mig som lille, var Tintins helt ustyrlige rejseaktivitet. Om det var et rekreativt krydstogt, en ekspedition til Tibet eller deltagelse i mexicansk revolution – der skete altid noget, når bare man fulgte Tintin ud i verden. Man blev som barn introduceret til glemte folk som inkaerne, kinesiske politiske problemer og sågar månelandinger. Dette faktum åbnede en hel verden af nye eksotiske mennesker, steder og bedrifter, og det gav inspiration til yderligere eventyr med både venner og diverse actionfigurer.

Mit yndlingsafsnit i serien var helt klart Den Blå Lotus, som efterfulgte den ligeledes spændende Faraos Cigarer. Jeg oplevede den som virkelig uhyggelig. Særligt den gemene Mitshuirato stod som symbolet på rendyrket ondskab, men også indsprøjtningerne med gift, der gjorde folk vanvittige, var virkelig skræmmende dengang. Af honorable mentions skal også nævnes dobbeltafsnittet Månen tur-retur og Det knuste øre.


(Foto: The Adventures of Tintin/Ellipse Animation)

Min nuværende yndlingsperson i serien er naturligvis Kaptajn Haddock, den alkoholiske sømand med et temperament af Anders And’ske dimensioner. Hans følelsesstyrede natur (læs: hysteriske vredesudbrud) fungerer helt klart som vi seeres stedfortræder i serien – han reagerer, som vi alle ville gøre, når tingene ser for mørke ud, eller når Tintin vil ud på lidt mere eventyr end godt er. Politimakkerparret Dupond og Dupont er en fed parodi på inkompetent ordensmagt, mens Professor Tournesol fremstår som stereotypen på den verdensfjerne videnskabsmand. Alle disse typer er elskelige og sjove, og man holder naturligvis med dem i deres indædte kamp mod skurke som førnævnte Mitshuirato eller den listige Rastapopoulos.

Jeg savner sgu Tintin. Serien holder max. Måske burde man give sig i kast med Steven Spielbergs The Adventures of Tintin: Secret of the Unicorn, men den skal altså virkelig være god, hvis den skal leve op til barndommens eventyrlige minder om timerne med Tintin.

Læs også: Kan du huske… Zorro?

Læs også: En serienørds julehygge

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *