En hverdagsfortælling om bærene der fik bægeret til at flyde over

 

Kender du følelsen? Du er træt, du sætter dig ud i din bil, endnu en mandag er ved at være gået, og hamsterhjulet har drejet endnu en omgang. På vej hjem fra dit job myldrer tankerne rundt i dit hoved. Er der noget du har glemt? Regninger der ikke er blevet betalt? En perifær ven hvis fødselsdag du har misset på Facebook? Har dig og kæresten 10 års dag? Nej – Det er ikke der skoen trykker, hmm hvad kan det være der forudsager denne følelse af rastløshed og uro?

Kæresten skriver til dig, om du ikke lige er sød at smutte forbi Netto, for at købe lidt ind til aftensmaden og til børnenes madpakke. Du er naturligvis ikke oplagt til at indlede en unødvendig diskussion, fordi mange års erfaring har lært dig at man skal vælge sine kampe med omhu, så du svarer høfligt og med vanlig omtanke – ” Ja skat naturligvis – savner dig, vi ses snart”.

Læs også: Er du din kæreste serieutro?

Du parkerer bilen foran Netto, som naturligvis er propfyldt med mennesker, der alle bærer på samme anstrengte hverdagsmaske som dig selv. Sladrende kvinder, drengerøvsagtige træningsfreaks der kommer med primitive jokes, utilfredse pensionister  der klager over alt lige fra rigets tilstand til prisen på citronmåner og til et totalt ugideligt personale. Ja, hverdagens rammer er både trygge og umådeligt irriterende på samme tid.

Du nærmer dig hylden, hvor alt det økologiske frugt og grønt er placeret, fordi gud må se nåde i dig, hvis ikke du vender hjem med varer, der er lablet med det hellige økologiske stempel, vi er trods alt på Østerbro.

Lige pludselig mærker du en prikken under huden, nerven ved øjet begynder at hoppe og dit åndedræt bliver tungere. Nu står det pludseligt lysende klart for dig, hvad det er der har forårsaget de urolige tanker og aktiveret din reptilhjerne til at være i yderste alarmberedskab. På hylden foran dig står de! De uskyldige bær af mærket Driscolls. Totalt uundværlig på din overskudsagtige morgenmüsli der kompenserer for alt det junkfood og slik, du har konsumeret i løbet af weekenden.

De er godt nok ikke økologiske, men det er ikke det værste problem du står overfor. Af en eller anden uransagelig årsag har producenten af disse velsmagende bær, ikke vurderet at det er nødvendigt at smide et elastik rundt om bakken. En dårlig oplevelse er uundgåelig, og der er mange ofre! Ekspedienten der gang på gang må tørre smattede bær af kassebåndet, utilfredse koner der står klar til at give manden tørt på, når han vender hjem med bær der er tværet rundt i indkøbsposen, og værst af alt en helt almindelig presset familiefar der er klar til lave en Michael Douglas i Falling Down, fordi hverdagen igen har vist sit grusomme ansigt.

Når du kommer op til kassen, og har fået kæmpet dit blodtryk ned på et stabilt niveau, så prøver du at påpege problemet for ekspedienten. Du prøver det bedste du har lært, på ikke at virke som en galning der er tæt på bristepunktet, og siger i en afdæmpet tone ” Jeg synes, det ville klæde producenten af disse dejlige bær, at overveje et elastik rundt om bakken fremover. På den måde undgår vi alt for mange henrettels…Øh jeg mener henstillinger fra utilfredse kunder”.

Når du derefter forlader Netto med dine indkøbsposer, og du sikrer dig at elastikken sidder stramt og sikkert rundt om den skrøbelige bakke, så er det på tide at lave en lille selvransagelse. Du ved jo dybest set godt, at du overreagerer en lille smule, og at der findes størrere problemer i verden end dine problematikker med indpakningen af bær. Måske er svaret faktisk ret simpelt, hvis hverdagen synes kedelig og grå og med brune sokker og sandaler på, så er det på tide at sætte dagligdags trummerummet på standby.

Når den sidste ble er skiftet og opvaskemaskinen er tømt, så er det velfortjent at du lige napper et eller et par afsnit af din favoritserie. Jeg er for tiden dybt begravet i serien “The Americans” på Netflix. Og hvis ikke hverdagen kom i vejen, ville jeg for længst være igennem alle de tilgængelige sæsoner nu.

Selvom min selvmedlidenhed straffer mig, over at jeg kun får set et afsnit om dagen før jeg går omkuld, så hjælper det at spejle mit liv i serien. Mine bær issues synes umådeligt små i modsætning til, hvad et russisk spion-par må have af udfordringer i deres liv. Med tanke på at de skal lege ordinære amerikanere, myrde politiske fjender og samtidig være forældre til deres intetanende børn.

Ja det hele er måske ikke så ringe endda, selvom jeg ved at der findes ekstremt mange bakker med bær, der godt kunne bruge et elastik.

Nu var det jo ikke min hensigt, at efterlade nogen med indtrykket af at jeg er ude af balance? Eller at jeg på nogen måde skulle være afhængig af serier? Sådan er det jo ikke! Jeg er bare en blandt mange, der foretrækker at undslippe virkeligheden en gang imellem. Og så ønsker jeg vel bare, at rette op på de ting jeg ikke mener er som de skal være..Allright?

Læs også: Hvorfor elsker vi psykopater i serier?

Læs også: Jagten på den gode serie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like