Hvorfor du skal se Watchmen til efteråret

(Foto: Watchmen/HBO)

HBOs nye superserie Watchmen, baseret på tegneserien (eller graphic novel, som det hedder) af Alan Moore og Dave Gibbons, kommer til efteråret, og vi har lige fået den første trailer.

Men hvorfor skal du bruge tid på en ny serie om superhelte? Der er jo masser af den slags – Både Arrow, The Flash og Supergirl er jo til at streame, for slet ikke at tale om Marvel-serierne på Netflix. Hvad skal vi med en til?

Svaret er: Watchmen er noget helt, helt andet.

(Foto: Watchmen/HBO)

I Watchmens verden er superhelte ikke nogen med superkræfter. De løber ikke med superfart, de har ikke superkræfter (med en enkelt undtagelse, i hvert fald) og de er ikke glade, lykkelige mennesker, der nyder at hjælpe gamle damer over gaden og slås med monstre fra det ydre rum, kæmpegorillaer eller versioner af sig selv fra andre steder i tidsstrømmen. Nej, heltene i Watchmen (og nu snakker jeg om tegneserien) er mennesker med store psykologiske problemer. Det er folk, der har mange forskellige grunde til at klæde sig ud i farvestrålende dragter og give forbrydere bank – nogen gør det af retfærdighedssans (”Jeg er den eneste der kan gøre noget, når politiet ikke vil!”), andre for at bekæmpe mindreværdskomplekser eller sociale problemer (”Hvis jeg har masken på er alle bange for mig!”) og andre igen gør det af seksuelle årsager (”Uden masken og kappen er jeg impotent…”) Desuden blev det forbudt at være superhelt tilbage i 1970’erne, og de fleste af heltene trak sig tilbage. Tegneserien foregår i 1985, hvor en gruppe af de gamle helte igen bliver udsat for en trussel – en ukendt person er i gang med at rydde gamle maskerede helte af vejen, og de nu midaldrende helte må trække i tøjet igen. Men her er fidusen: Fordi disse superhelte har levet, ser verdenshistorien i denne verden helt anderledes ud. USA vandt for eksempel Vietnam-krigen. Richard Nixon sad tre præsidentperioder (!) og folk brugte luftskibe i stedet for fly, bare for at nævne et par af de mere interessante forskelle. Og hele verden hænger på randen af atomkrig med Sovjetunionen – hvert øjeblik kan bomberne regne ned over os. Det giver også historien en meget alvorlig tone.

(Foto: Watchmen/HBO)

Fordi personerne i Watchmen er så mørke og dystre personligheder, er tegneserien da heller ikke på nogen måde for børn. Den er fyldt med vold og sex, død og ødelæggelse (I et mindeværdigt kapitel ser vi New York City næsten udslettet og med lig allevegne… ret detaljeret endda, på otte helsider!). Der er heller intet der tyder på at den nye serie bliver særlig børnevenlig, og det ville da også være helt imod seriens ånd. Watchmen er slet ikke en superhelte-historie – den er et mørkt og psykologisk drama, forklædt som superhelte-historie. Hvis dette kan overføres til serien, på samme måde som det blev til Zack Snyders filmversion fra 2009, så vil det blive helt ekstremt spændende at se serien.

VI ved allerede, at serien vil foregå i vor egen tid – så der er altså gået næsten 35 år siden tegneserien foregik, og derfor er der sket meget med verden i den tid. Efter det enorme svindelnummer, som Adrian Veidt, også kendt som Ozymandias (Han bliver i den nye film spillet af Jeremy Irons) foretog, har verden jo åbenbart fundet fred igen i et stykke tid. Men fred er en flygtig ting. Det lader til at verden igen nærmer sig et punkt, hvor det ikke kan holde længere, og kostumeklædte helte er begyndt at dukke op igen – inklusive en gruppe (eller nærmest en lille hær) af Rorschach-tilhængere som ærer den gamle selvtægtsmand. Rorschasch var jo udover at være grænsepsykotisk også glødende racist og man kunne godt lidt tro, at en hær af vrede højreorienterede selvtægtsmænd kunne bruge ham som forbillede… noget, han sikkert ikke ville have haft det store problem med, hvis man havde spurgt ham.

(Foto: Watchmen/HBO)

I serien var der flere af heltene, der havde mørkere sider, og som nærmest var skurke – for eksempel The Comedian, som endte med at arbejde for regeringen og slå folk ihjel på kommando – og man kunne også godt forestille sig, at der i den nye serie ville dukke helte (eller skurke) op med den samme dobbelthed, altså at det bliver svært helt at vide, på hvilken side de befinder sig. Det vil i så fald blive ekstremt fedt at følge, for efter min mening var blandt andet The Comedian virkelig en spændende karakter.

Jeg nævnte tidligere, at Watchmen også blev filmatiseret i 2009. Filmen deler vandende ret meget – nogen mener, det er en af de bedste superheltefilm overhovedet, mens andre finder den alt for lang, mørk, dyster og voldelig, og en anelse forvirrende. Hvorvidt du har lyst til at se den er op til dig selv, men det lader ikke til at den er forbundet med den nye serie. Læs hellere bogen, som er universelt bedømt som den bedste tegneserie, der nogensinde er lavet. (Jeg kan selv virkeligt godt lide filmen, selvom der er ting i den, jeg ikke bryder mig om – og jeg er særligt glad for den 4 timer lange ”Ultimate cut” som kun fås på DVD, og hvor tegnefilmen Tales of the Black Freighter er klippet ind i historien, præcis som i tegneserien.)

(Foto: Watchmen/HBO)

Men er Watchmen-serien så lige så voldelig som tegneserien er? Det tror jeg ikke – men vi kan sikkert godt forvente vold på linje med for eksempel Game of Thrones. Forskellen er bare, at folk i denne serie ikke bruger sværd og spyd – de tæver hinanden, og hvis alt andet fejler, så skyder de hinanden i stedet for. Seriens rating er ikke blevet afsløret endnu, så vi ved det reelt ikke endnu.

Forfatterne til serien har sagt, at de på ingen måde ville genfortælle historien fra tegneserien. I stedet for vil man betragte den historie der skete dengang som ”Det gamle testamente” og den nye serie som ”det nye testamente”. Altså en videreudvikling, videreførelse og anderledes fortolkning af historien.  Men netop det, at de bruger denne sammenligning – altså med en hellig skrift – får mig til at tro, at de stadig holder noget i baghånden, nemlig Dr. Manhatten. Den eneste ”rigtige” superhelt, altså med deciderede superkræfter, og som til slut i historien valgte at forlade jorden, efter i årevis at have været USA’s militære overhånd. En mand, der har nærmest guddommelig kraft, og som kan se ind i fremtiden, er et meget magtfuldt væsen, og han indså jo, at han ikke hørte til på jorden – hvor han netop var som en gud. Men måske vil han vende tilbage, når verden igen er ved at gå under?

Foto: Watchmen/HBO)

Så hvis vi lige skal opsummere:

Hvis du kan lide dine superhelte mørke og realistiske, så skal du se Watchmen.

Hvis du kan lide historier med drama og intriger, så skal du se Watchmen.

Hvis du kan lide fiktive versioner af vores verden, og af de voldsomme problemer den har, med voldeligt politi, skoleskyderier, racisme og fremmedgørelse, så skal du se Watchmen.

Og hvis du har læst tegneserien (eller måske bare set filmen) og godt kunne tænke dig at vide, hvad der sker 35 år senere… jamen, så skal du da se Watchmen!

Den første trailer kan du se her:

Læs også: Wow! Fed, fed Watchmen-trailer

Læs også: Ny teaser fra Watchmen

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *