Hvorfor elsker vi ‘The Sopranos’? Derfor …

Foto: The Sopranos/HBO

Gangsterserien om Tony Soprano er én af de vigtigste serier nogensinde.

På Broad Street 1063 i Bloomfield, New Jersey, sidder Tony Soprano, Carmella og Anthony Jr. i en bås og venter på Meadow. Journey spiller Don’t Stop Believing, og øjebliksbilledet er frosset til evig tid.

Som Schrödingers kat er Tony både død og i live.

Sidste afsnit af The Sopranos er verdens bedste serieafslutning, og så er jeg i øvrigt ligeglad med, om David Chase har sagt, hvad der sker, efter den klipper til sort, men bare fordi han har skabt serien, skal han ikke tro, at han ved noget.

Og afslutningen er bare én af de mange mange MANGE grunde til, at vi elsker Sopranos!

Tony

Det er alt for nemt bare at afskrive Tony Soprano som en gangster og en kriminel. Det er der slet ikke nogen tvivl om, men han er også mere. I bund og grund er han et familiemenneske. Han tror på loyalitet og kærlighed og ordentlighed. Så længe de personer, der omgiver Tony, er folk, han kan stole på, har han det godt, og han er tilpas.

Han elsker sine børn og sin kone. Han vil gå igennem ild og vand for sine kolleger, og han er hårdtarbejdende, og han er villig til at ofre alt for at redde familien, foretagendet og vennerne.

LÆS OGSÅ: 5 serieklassikere, der bør være pensum for enhver serienørd

At de ting, han er villig til at gøre, inkluderer mord, ildspåsættelse, afpresning, vold og mange andre større forbrydelser, og at han er en utro, selvretfærdig, racistisk tyran, der er verdensmester i selvbedrag, gør bare det hele meget mere interessant.

For Tony er centrum i historien, og når du sidder derhjemme i sofaen, med popcorn og cola, og hygger dig, mens han kvæler og myrder sig vej gennem venner og familie, så er der to ting der rammer lige midt mellem øjnene:

  1. Det er grotesk, og han er et monster!
  2. Han blev nødt til at gøre det!

Det gør dig ikke til en psykopat eller et dårligt menneske, når du både væmmes og forstår hans problemstilling på samme tid. Serien er bare SÅ godt skrevet.

Også når det ikke er nødvendigt at gøre det.

James Gandolfini

I 1993 spillede James Gandolfini en lejemorder ved navn Virgil i filmen True Romance, som blev skrevet af Quentin Tarantino og instrueret af Tony Scott. Det var denne rolle, der fik David Chase til at vælge ham til at spille Tony Soprano.

Og Gandolfini udvandrede ved den første prøve, men opsøgte Chase på hans hjemadresse og aflagde prøve, og der blev valget truffet.

LÆS OGSÅ: Min yndlingsserie: ‘Breaking Bad’

Det valg har haft en stor indflydelse på serien. Gandolfini har virkelig skabt en karakter med dybde og en række karaktertræk, der gør ham lige så ækel, som han er spændende. Hans måde at puste luften ud gennem næseborene med en hvislende lyd er tydeligt tegn på, at tålmodigheden bliver afprøvet. Hans fuldstændigt malplacerede kærlighed til dyr. Hans måde at gå fra rolig til rasende på et splitsekund.

Alt sammen er fremragende, men bedst af det hele er, at han troværdig.

Mafiaens magt

Det er ikke ment som nogen undskyldning, men rigtig mange af personerne har ikke rigtigt noget valg, når det gælder det liv, de lever. Det er et familieforetagende og ikke kun i den overførte betydning. De fleste er blevet født ind i livet, og de har ikke andre evner.

Da Tonys fætter, Tony Blundetto, kommer ud fra fængsel, har han planer om at starte som massør, og selvom han kæmper bravt, er det uundgåeligt, at han ikke kan holde sig ude af den verden, som mafiaen dikterer.

LÆS OGSÅ: Fra Tony Soprano til Sherlock Holmes: Hvorfor elsker vi antihelte?

Det gælder ikke kun de reelle gangstere. Det er alle omkring dem. Artie Buccos restaurant bliver brændt ned for at undgå, at den går nedenom om hjem, efter en af gangsterne vil bruge stedet til at dræbe en stikker. Præster, lærere, andre forældre osv. osv. osv.

Mafiaens magt er som et sort hul, der trækker alle med sig ned.

Eftermælet

The Sopranos er én af de vigtigste serier nogensinde. Den har banet vejen for moderne serier på flere måder, end du har fingre. Bare i noget så grundlæggende som produktionen, var de skelsættende. Før var der stor forskel på, hvilke kameraer man brugte til serier og hvilke til film. Serien blev lavet med det samme udstyr, der var forbeholdt store Hollywood-produktioner.

Den var med til at gøre det mere legitimt for en filmskuespiller at tage en rolle i en serie. Noget der ellers tidligere var forbeholdt dem, hvis karriere var på vej nedad.

LÆS OGSÅ: Min yndlingsserie: ‘The West Wing’

Nok mest indflydelserigt var det, at The Sopranos gjorde op med en masse regler for, hvad man kunne og ikke kunne, både med historier og scener, og med persongalleriet. I Godfather var Michael Corleone et røvhul og en gangster på det store lærred, længe før David Chase tænkte på Tony, men han er aldrig tænkt som at være sympatisk.

Uden Tony ville der ikke være nogen Dexter eller Jack Bauer eller Walther White.

Så der er mange årsager til, at vi ELSKER The Sopranos, men ingen af dem er helt på niveau med den afslutning.

Intet over – intet ved siden af.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i april 2021

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Nevers’ skal tage en vanvittig drejning, hvis den pludselige skal blive dårlig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like