Hvorfor ser vi serier?

Da jeg endnu engang havde set Twin Peaks-boksen fra enden til anden dukkede fornuftens stemme for gud ved hvilken gang op. ”Hvad fanden har du gang i?”, ”Hvorfor bruger du din tid på dette?” Guder har det jo bekendt med at stille rimelig præcise og irriterende spørgsmål, og jeg måtte da også erkende, at denne undren var berettiget. Hvorfor havde jeg prioriteret en oldgammel tv-serie over huslige gøremål eller over en middag med min dejlige kone? Jeg begyndte at fundere over, hvilken funktion dette serie-kiggeri havde i mit liv.

Denne tekst kan selvfølgelig ende med at blive en affortryllelse af det, at se serier. At teoretisere over tingene kan til tider pille det glædelige ud af dem. Sådan er det nu ikke ment. Der er ikke nødvendigvis noget dårligt i at forstå de underliggende mekanismer i at vi gør, som vi gør. Serier udfylder en rolle i vores liv, ligeså vel som vores kærlighedsliv mm. Dette er mine 3 korte bud på, hvilken rolle det er.

Første pointe knytter sig til tryghed. I en stadig mere omskiftelig verden, hvor flere og flere mennesker ikke kan se videre end den næste projektansættelse eller næste 3-årige parforhold med udløbsdato, giver seriernes kontinuitet – deres trofasthed – en følelse af sikkerhed. Jeg kan altid se et afsnit mere.

Og så ét til. Tidens modeudtryk er innovation og nytænkning. Vi skal desuden alle være omstillingsparate, og gerne parate til at ikke at være omstillingsparate, hvis det er dette, der kræves i dag. Alt forandres konstant, eller det burde det i hvert fald fornemmer man. Men hvorfor egentlig? Det er ganske givet, at det er fornuftigt at tænke nyt, når for eksempel miljøproblematikker gør det nødvendigt. Men forandring for forandringens skyld? Jeg køber den ikke. Serierne bliver et safe place, hvor tingene er, som de er. Også i morgen. Og dét er befriende og paradoksalt nok nyt og eksotisk for et moderne menneske.

Læs også: Netflix-undersøgelse: De rigtige serie-vaner forbedrer dit sex- og kærlighedsliv

Derudover mener jeg, at det at se serier besidder et revolutionært potentiale. Noget ikke formålsstyret. Der er intet formål. Det er mig… og skærmen. Igen. Og Igen. Kritiske tunger kunne selvfølgelig sige, at vi bare ligger under for den store pengemaskine, der producerer serierne og gennem disse vil styre vores gøren og laden ned til mindste detalje.

Men jeg vil nu alligevel fremsætte den påstand, at det at sætte sig ned på sin flade og glo et afsnit, indeholder et rungende ’NEJ!’ til formålenes og effektivitetens diktatur. Både på arbejdsmarkedet og i privatlivet ligger vi under for 5-årsplaner og spørgsmål som ”hvor er vi på vej hen?” eller ”hvad er meningen med dette?. Der er ingen højere mening med 4 timers seriesump. HALLELUJA! Serierne er vores minirevolution fra sofagruppen. Vores måde at give fingeren til et samfund, hvor frygten for at lade tiden gå uden et målbart resultat til følge aldrig har været større. Afslutningsvis kan man sammenligne forholdet til en serie med et passioneret kærlighedsforhold.

Store ord? Ja, men der er nu engang mange lighedspunkter. Den franske filosof Alain Badiou beskriver det første møde som helt afgørende for, at to mennesker finder kærligheden. Dette kan nemt overføres til vores konkrete sammenhæng, da vi alle kender det, at blive grebet af en serie på nærmest et øjeblik, og derefter ikke at kunne slippe den igen. Vi er fortabte.

Vi er forelskede. Kærligheden er desuden en proces, ikke et engangsforetagende (som en spillefilm). En proces der skal bekræftes igen og igen. I kærlighedens sfære med erklæringer som ”jeg elsker dig” eller ”vil du gifte dig med mig?”, og i seriernes verden i form af det fortsatte valg med at sætte endnu et afsnit på.

Tryghed, revolution og passion. Behøver vi mere… end serier?

Læs også: Stedets magt: Twin Peaks

Læs også: Hvorfor elsker vi psykopater i serier?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *