Serier | Guides

Japanske mesterfortællinger

AfAnn Lind Andersen
23. januar 2023
Hirokazu Kore-eda
'The Makanai: Cooking for the Maiko House' / Foto: Netflix

Del artikel

Historier med et stort bankende hjerte er den japanske instruktør Hirokazu Kore-edas varemærke. Han er aktuel med både en biograffilm og en Netflix-serie og gæster i øvrigt Danmark i denne måned. Ann Lind Andersen dykker ned i, hvorfor Kore-eda mestrer sine humanistiske fortællinger.


Den hjemlige interesse for asiatisk filmkunst har – heldigvis – været støt stigende over de seneste årtier. Lige nu er det Sydkorea, der er i vælten. Ikke mindst fordi Netflix (og flere store filmstudier som Warner og Fox) har åbnet afdelinger i landet og satser stort på sydkoreanske produktioner, der skal begå sig globalt.

En festivaldarling


Men lige ved siden af Sydkorea ligger et andet stort filmland med lange og stolte traditioner, Japan. Og en af de nulevende mesterinstruktører er Hirokazu Kore-eda. Han vandt Guldpalmerne i Cannes med sin film Shoplifters for få år siden og har lavet en del film, der har været festival- og kritikerdarlings. Som Nobody Knows, Still Walking, Air Doll, Min søns familie og Søstre.


Mange af disse film bliver her i januar vist ved en kavalkade i Cinemateket i København, og Kore-eda selv kommer til byen og kan opleves ved forskellige filmintroduktioner og talks.

Forladte børn


Kore-eda har kun lavet to film uden for Japan. Den første, Sandheden, duftede af Frankrig, for den havde Catherine Deneuve og Juliette Binoche i hovedrollerne. Og den anden er hans aktuelle og seneste film, Regnen skyller alt bort (Broker på engelsk), der har biografpremiere herhjemme i slutningen januar og foregår i Sydkorea.


Regnen skyller alt bort tager fat i et stort socialt problem i Sydkorea. Børn født uden for ægteskab, ofte af unge mødre, der giver deres børn væk. Børn, der i stedet ender på overfyldte børnehjem, og hvor kun en meget lille procentdel bliver adopteret til andre lande. Som Danmark. Problemet er et kæmpe tabu i Sydkorea, og måske er det derfor forståeligt, at der skulle en udenforstående, en japaner, til at fortælle dén historie.

Plads til at fejle


Kore-eda skildrer de involverede personer omkring en indlevering af en lille baby til det, der i gamle dage i Danmark hed en ‘baby-luge’. En slags låge, hvor man anonymt kunne aflevere sit barn. I filmen ser vi en ung kvinde, der giver sit barn bort. Vi følger også de ‘mæglere’, der forsøger at tjene penge på at sælge barnet til nogle forældre, der ønsker sig en baby. Vi følger et par politibetjente, der er på sagen. Og endeligt er der de børn, der er vokset op på et børnehjem. Kore-eda viser dem alle uden at dømme eller fordømme, for hans største kendetegn er et stort empatisk hjerte, hvor der er plads til fejlbarlighed.

Geishaers hemmelige liv


Netop af samme grund interesserer han sig for grupper eller mennesker i samfundets randområder. Udskudte, ildesete, tabuiserede. Det er hans nye serie The Makanai: Cooking for the Maiko House, der for nylig er kommet på Netflix, et godt eksempel på.


Serien følger to unge piger, der drømmer om at blive en af nutidens geishaer. Eller ‘maikoer’, som de også kaldes, når pigerne er ved at blive udlært til faget. Faget er uddøende, og der følger mange myter og fordomme med om erhvervet, som at kvinderne er prostituerede. Det er dog ikke altid sandheden. Men måske en af grundene til, at faget er omgivet af både mystik og skepsis i dagens Japan og derfor et oplagt emne for Kore-eda.


Det er i øvrigt første gang, vi har adgang til en af Kore-edas serier herhjemme. Han har lavet flere, men de har ikke været vist her før.

Selvvalgte familier


Et andet stort gennemgående tema hos den japanske instruktør er også opfattelsen af familie, som han konstant kredser om. Men ikke i den traditionelle forstand. Hos Kore-eda er familie et flydende begreb. Nogle gange en samhørighed, der bliver skabt ud fra valg mere end en enhed, man er født ind i.


På den måde åbner han op for en moderne opfattelse af familien som andet end blodsbeslægtede, som er ret uhørt i Asien, både i Sydkorea og Japan. Og er på sin egen stilfærdige facon ret socialpolitisk i mange af sine historier.

Stille, men dyb


Stilfærdig er et andet nøgleord hos Kore-eda. Man skal ikke forvente sig vilde, melodramatiske, actionfyldte film eller serier fra hans hånd. Tempoet er langsomt, for han giver sig tid til at folde sine karakterer ud. Eller rettere, han giver os tid til at lære karaktererne at kende, som man nu gør i virkeligheden, lidt efter lidt.


Ofte har min egen oplevelse med Kore-edas film været, at de ved første syn kan synes som ydmyge fortællinger, der ikke gør meget væsen af sig. Men som så efterfølgende, i eftertanken, har en dybde, der bliver siddende. Der er med andre ord mange gode grunde til at dykke ned i Kore-eda. Hvad enten der er tale om film, serier eller, som i denne måned, i virkeligheden.


The Makanai: Cooking for the Maiko House kan ses på Netflix.


Kore-eda-kavalkaden kan tjekkes på www.cinemateket.dk


Regnen skyller alt bort har dansk biografpremiere 26. januar.


LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i januar 2023


LÆS OGSÅ: ANN’befalinger: Skyggemænd og koldkrig - de bedste spionserier lige nu

LÆS OGSÅ: Taylor Sheridans 10 bedste film og serier

Del artikel

Læs mere omNetflix

Andre Serier | Guides