Kaffe og fan-teorier – 1. Del: Twin Peaks The Return

Opdateret

(Foto: Twin Peaks Wikia)

Da Twin Peaks vendte tilbage med The Return indgik Vi Elsker Serier et samarbejde med Espresso House. Dette har givet os mulighed for at møde vores faste brugere ansigt til ansigt, og har desuden skabt rammerne for et nyt format – Fan-teorier – som du fremover kan følge her på sitet. Det er et format, hvor vi inddrager vores fans og derfor måske også dig? Vi vil nemlig rigtigt gerne gøre alvor af vores intention om at skabe Danmarks største serie-community. Hvis du vil støtte os og være en endnu større del af universet, så hører vi gerne fra dig på hello@vielskerserier.dk. Vi vil også snart holde redaktionsaftener, hvor du har mulighed for at deltage. Dette kræver blot at du er medlem af vores serieklub. Læs mere om den her.

Twin Peaks The Return – Q&A

Fra meta-reflektioner over mennesket, til splittede tidslinjer og fans, der går for langt i deres søgen efter svar på plots i deres favoritserie. Fan-teorierne er mange i et af de serie-universer Vi Elsker Serier dyrker mest (og er allermest passionerede omkring). Jeg taler om Twin Peaks (den meste oplagte serie at snakke om på en kaffebar), hvis nogen skulle være i tvivl. Det er derfor meget naturligt, at vi her cirka et år efter det længe ventede gensyn med serien, reflekterer lidt med et par trofaste medlemmer af vores serieklub og dedikerede Twin Peaks-fans omkring, hvad vi har taget med os fra The Return.

Panelet består i denne omgang af disse tre Peakers (slang for die hard Twin Peaks-fans):

(Foto: Kirsten Frostholm, Silkeborg)
(Foto: Sally Ward, København)
(Foto: Morten Hammershøy Kølln, København)

VESLevede det nye Twin Peaks op til jeres forventninger?

Kirsten: Ja 10.000 %. Jeg kæmper dog stadig med at acceptere slutningen – ikke fordi den sluttede som den gjorde (selvom en så åben slutning er frustrerende i sig selv) men mere pga. Lynch/Frosts tidslinjeskift, der får alle de bi-historier fra Twin Peaks som vi kender og elsker (både før og nu) gjort betydningsløse – de har fået fornægtet deres historie pga. tidsskiftet. Laura is the one! Ja, men hun er ikke den eneste…

Sally: Inden The Return havde jeg følgende forhåbninger om serien: At den ville være en viderefortælling af det, vi så i sæson 1 og 2. Altså, at det ikke blot ville være en gentagelse, men en ny historie, med nye karakterer. Jeg håbede at serien ikke bare ville være ren fan-service, men at den ville give små nik til den gamle serie på en smagfuld måde, og at den ville byde på nye, originale jokes og citater. Jeg regnede med, at når nu Lynch instruerede det hele, at man nok kunne forvente at det blev mere syret, ala Fire Walk With Me. Jeg forventede også at få bygget videre og formentligt få svar på visse uforløste gåder. Men jeg forventede i den grad også, at der ville opstå nye mysterier. Og så regnede jeg med at serien formentligt ville ende med en cliffhanger, ligesom sæson 2 gjorde. Jeg blev meget overrasket over det jeg så i The Return,og jeg kunne bestemt ikke forudse hvad der ville ske fra episode til episode. Men den levede i den grad op til mine forventninger.

Morten: For mig var det en stor rutschebanetur fra afsnit til afsnit hvor jeg skiftevis var begejstret eller slukøret. Først da jeg havde set hele sæsonen – og forstod hvor det foregående havde peget hen – landede jeg på at være meget begejstret. Den forudgående udgivelse af The Secret History of Twin Peaks-bogen af Mark Frost var en rigtigt god primer i forhold til at afmontere de forventninger, man kunne have haft, og sætte nogle nye op, der i stor grad blev indfriet.

VES: Hvem er jeres favoritkarakterer fra “det nye” Twin Peaks?

Kirsten: Cooper (både som “vores” FBI agent Cooper, som Mr. C, som Dougie og som “Richard”) er min store kærlighed i Twin Peaks før som nu. Candy er en af de personer, jeg fuldstændig forelskede mig i i The Return. Hun er smuk udenpå og indeni og jeg elsker hendes – ofte komiske – troskyldighed. Laura (som sig selv i Fire Walk With Me) er ubeskrivelig smuk og fantastisk, hendes kamp kan ikke sammenlignes med nogen andres jeg kender eller har set (hverken i film eller i den virkelige verden). James (ja, jeg sagde James) han prøver at gøre alt godt men hver gang han prøver, går det galt for ham. Og det driver han nedad og nedad, men på intet tidspunkt giver han op. Desuden elsker jeg når han synger “Just You”.

Sally: 2018 Emmy’en skal uden tvivl gå til Kyle MacLachlan! Jeg vil vælge både Dougie Jones og Evil Coop, som to af mine favoritkarakterer fra The Return. Det var frustrerende at vente 17 afsnit på endelig at få gode, gamle Agent Cooper at se, men efterhånden som tiden gik, holdt jeg mere og mere af den uvidende, men meget heldige Dougie Jones. MacLachlan var utrolig god til at komme små bitte reaktioner ind i sit skuespil, der gav én indtrykket af, at den rigtige Dale Cooper var et sted ”derinde”. Evil Coop portrætterede han så godt, at jeg ofte glemte at det var MacLachlan, der spillede ham! Min tredje favorit må nok være Candie. På overfladen repræsenterer hun måske ikke mit køn særligt godt, som en ellers så klichéfyldt smuk, blond og ikke alt for intelligent playboy bunny, MEN JEG ELSKEDE alligevel alle hendes scener! Hendes flyvske, drømmende væremåde var utrolig morsom og den dybe passion hun lagde i hver sætning var smittende – ikke så ulig Agent Coopers. Scenen hvor hun ved en fejl slår Rodney Mitchum med fjernbetjeningen, for så at sidde og stor-tude bagefter, var bedårende. Jeg så Amy Shiels, der spiller Candie, svare på spørgsmål på scenen ved sidste års Twin Peaks UK Festival og skuespilleren selv er mindst lige så sympatisk.
(Foto: Sally Ward “Green as grass on a flowerless meadow – damn fine green tea latte” – følg Sally på Instagram)

 

Morten: 1. Diane Evans/Naido – bakket op af Laura Derns imponerende skuespilpræstation, var et stort højdepunkt. Man kunne have været bekymret for at “Diane”, den enigmatiske sekretær, der modtog beskederne fra Coopers diktafon, ville miste noget dragende ved at få sat ansigt på. Det modsatte blev tilfældet, og det vil være meget interessant at se, hvad de gør med karakteren fremadrettet. 2. Dougie – det var spændende at se Coopers karakter midlertidig splittet op i to ekstremer. MacLachlan var forbløffende effektiv i forhold til at udfolde et stort følelsesregister via en karakter, der var stort set umælende, og som kun bevægede sig når andre insisterede på det. 3. William Hastings – igen er det her kombinationen af en interessant karakter og en skuespiller der i den grad hæver materialet der gør at Hastings ender på listen. William Hastings har paralleler til den fraktion af TP fanmiljøet der går ekstremt meget op i at udvikle og afprøve teorier. Hans interesse for det okkulte og sam-eksisterende dimensioner ledte til hans undergang, da han gik for vidt og trådte igennem dørene til det der var en slags gudernes rige. Det er den samme form for hybris der leder til Coopers store buket problemer i sidste afsnit.

VESKan I give os jeres vildeste fan-teorier? og hvad var de vigtigste budskaber i The Return?

Kirsten: Min vildeste fan-teori?…. der er jo mange, og der opstår flere og flere når jeg læser andres fan-teorier og tanker. Min seneste fan-teori er tanken om at Twin Peaks altid har haft tidsskift og alt unormalt er normalt i byen. Det er tydeligt i episode 7’s slutscene i RR diner, hvor der sker et tidsskift, men kun Shelly reagerer et øjeblik og så ryster hun på hovedet og fortsætter sit arbejde eller i episode 13, hvor boksekampen i fjernsynet går i loop…. er det et nyt tidsskift hver gang kampen gentager sig selv? Da Cooper kommer til byen bliver han fanget i disse tidsskift (“is it future or is it past?”) og byen Twin Peaks overtager ham som en tidevandsbølge, hvor han fra da af altid er fanget. Han forestiller sig altid at være i kontrol (som FBI-agent og som menneske) men i virkeligheden er han kun en brik i Twin Peaks onde ånd (Judy?). Så i part 18, hvor han fysisk er tilbage til udgangspunktet i byen Twin Peaks igen, så må næste del af rejsen være hans kamp mod det indre i sig selv og i Twin Peaks “with all its twists and turns.

Der er mange vigtige budskaber, men et af de væsentligste er, hvordan vi mennesker ultimativt har skabt det ondeste, der kan skabes (Atombomben) og dermed har skabt/givet adgang til de ondeste væsner i universet…. Det er samtidig indirekte en tydelig hentydning til vores behandling af vores planet og de konsekvenser det har, og det er en indirekte hentydning til vores verdens ledere og deres stridigheder, som skaber krig og ødelagte menneskeskæbner.

(Foto: Sally Ward)

Sally: Først og fremmest vil jeg nævne at det er mit indtryk at David Lynch ønsker at man skal tolke hans værker subjektivt. Man kan bruge så meget tid man vil på at forsøge at løse mysteriet, men i sidste ende handler det om, hvad du som individ får ud af det. Jeg brugte i høj grad The Return som et lærred jeg kunne reflektere mig selv i og den fik mig til at tænke meget over min egen eksistens.

(Foto: Twin Peaks The Return/Showtime)

Jeg ved at David Lynch dyrker Transcendental Meditation og jeg ved at den originale serie blev til på en ret kreativ og organisk måde, hvor mange af de detaljer vi nu elsker serien for, var tilfældigheder, der opstod undervejs på sættet, som endte med at gå op i en højere enhed. Det vidner for mig om at Lynch har en evne til virkelig at være til stede i nu’et og det tror jeg at han forsøger at tvinge os som seere til at være med The Return. Ofte forekommer, der nogle utroligt lange indstillinger, hvor der ikke sker så meget. Vi skal helt ned i gear, vi skal observere og reflektere og vi skal give slip på alle vores forventninger om hvad der bør ske. Jeg tolker mange af scenerne som rene meta-refleksioner over hvordan vi som seere, men også som mennesker i al almindelighed, forsøger at kontrollere alting. Flere gange er der karakterer, der er dybt frustrerede. F.eks. er der en scene, hvor Bobby Briggs ser en kvinde i en bil, der råber og skriger over at trafikken er stoppet som følge af nogle pistolskud. Hun siger noget i stil med at hendes datter er syg, at onklen venter derhjemme og at der skal serveres aftensmad. Ligesom seeren, er hun stresset over alt det hun mener, at vi skal nå, og hun vil ikke finde sig i at det går for langsomt.

(Foto: Twin Peaks The Return/Showtime)

I en anden og meget morsom scene, leverer praktikanten hos Lucky 7 Insurance kaffe til alle de medarbejdere, der skal deltage i et møde. Fordi at Dougie så tydeligt gerne vil have kaffen, giver praktikanten et af bægrene til ham, også selvom den var ment til en anden medarbejder. Denne medarbejder bliver ret muggen over ikke at få sin kaffe og er ikke vild da praktikanten tilbyder ham en green tea latte i stedet. Lidt efter lidt, lyser manden dog op og smiler stort og bredt over denne nye, anderledes smag. Måske repræsenterer han os som seere, der dybest set ville ønske at The Return var en gentagelse af alt det vi kender fra den gamle serie. Vi vil bare gerne have den gode gamle Agent Cooper, der indtager Damn-Fine-Coffee-And-Cherry-Pie i lange baner. I stedet tilbyder Lynch/Frost os et helt nyt indhold, som vi kan vælge at tage til os eller lade være. Der er faktisk en chance for at det er godt, også selvom det er anderledes. Tiden passerer, forandring er uundgåelig og uanset hvor meget vi ville ønske det, kommer intet til at være som det var engang. Dette vises allermest tydeligt i finalen, hvor Cooper forsøger at gå tilbage og forhindre Laura Palmers død og derved alt det der skete i historien som vi kendte. Det er dømt til at gå galt og det gør det også. I sangen ”No Stars”, sunget af Rebekah Del Rio i afsnit 10, synger hun smukt om trangen til at ”gå tilbage til den aften, hvor det hele begyndte, på en smuk stjerneaften”, men nu er det ”bare en fjern drøm og der er ingen stjerner tilbage”. Det er nogle barske konklusioner, men de er vigtige, synes jeg. Ikke nok med at vi ikke kan kontrollere nu’et, så er alting også dømt til at slutte på et tidspunkt (sommetider for det bedre, som jeg også kommer ind på i det næste svar).

(Foto: Sally Ward)

Der er ting i vores liv som vi aldrig kommer til at forstå fuldstændigt og den eneste måde vi kan leve med dem på, er ved at give slip på vores trang til at få det hele til at hænge sammen. Lad os i stedet være til i nu’et og nyde det for det, det er, for tiden er nemlig flygtig og en dag er der ikke flere stjerner tilbage. Det med de briller på at jeg betragter The Return som en smuk meditation over tidens passeren, alderdom og dødens uundgåelighed.

(Foto: Twin Peaks The Return/Showtime)

Morten: I sidste afsnit bærer Diane samme kostume som (den virkelige person) Marjorie Cameron var iført da hun spillede med i Kenneth Angers film Inauguration of the Pleasure Dome. I The Secret History of Twin Peaks får vi at vide at den djævel-tilbedende videnskabsmand Jack Parsons og hans team prøvede at fremmane en kvindelig dæmonisk entitet Babalon (svarende til Twin Peaks :The Return “Judy”/“Mother”). Det gør de ved at tæmme de energier, der blev udløst af atombombesprængningen – det er deres ritualer vi ser udført i “the convenience store” i afsnit 8 (“Gotta Light”). Da Parsons vendte hjem til sit hotel i Nevada efter ritualet mødte han for første gang Marjorie Cameron – og han blev overbevist om at hun var Babalon. I den mega-ubehagelige sexscene mellem Cooper og Diane i afsnit 18 (“What is Your Name?”), ser det ud til at det kan være et af Jack Parson kultens “sex-magic” ritualer de to er ved at udføre. Samtidig er den musik der bliver spillet i scenen (My Prayer af The Platters) det samme musik som vi hører afspillet i 1956 i afsnit 8 mens insektet kravler ind i den unge piges mund. Så hvilket år er det rent faktisk at vi befinder os i? og hvem er de to karakter i scenen egentlig: Er det Dale Cooper og Diane Evans. Er det “Richard” og “Linda”? eller er det på en eller anden vis Jack Parsons og Marjorie Cameron? Der er masser at dykke ned i.

(Foto: Twin Peaks The Return/Showtime)
Kernebudskabet bliver udtalt igen og igen af Dr. Amp. Det handler om at turde give slip på bristede forhåbninger om, hvordan ens liv burde have udviklet sig, konstatere hvor man nu befinder sig, og så begynde at “…skovle sig selv ud af møget”. De der ikke kan give slip på uopnåelige idealer kan ikke finde en vej ud af deres personlige mørke skov. Nadine lytter til Dr.Amps budskab hvilket fører en nyt niveau af frihed for hende selv, Jacoby, Ed Hurley og Norma Jennings. Cooper kan derimod ikke give slip på sit helte-kompleks. Selvom det har haft katastrofale følger hver gang han tidligere har prøvet at redde den kvinde han har følt sig tættest knyttet til (Caroline Earle, Annie Blackburn, Audrey Horne), prøver han nu igen. Han bliver tilbudt et “normalt” lykkeligt familieliv sammen med Janey E og Sonny Jim. I stedet smider han det hele væk for at rejse tilbage i tiden og redde Laura Palmer. Vi så til sidst i “Twin Peaks: Fire Walk With Me” at Laura Palmer fandt fred, men det får Cooper i den grad ødelagt retro-aktivt her. Sjovt nok kan det samme siges om seernes forventninger. De der forventer en nostalgisk enkeltbillet tilbage til 90’erne, hvor alle de gamle plot-tråde og romancer forløses bliver bittert skuffede, mens de der er klart til at smide forventningernes åg af sig og se med friske øjne bliver belønnet.
(Foto: Twin Peaks/Lynch/Frost Productions mfl.)

VES: Tror I vi hører mere fra Twin Peaks-universet? F.eks. i form af nye sæsoner, bøger eller film?

Kirsten: Ja. Twin Peaks-universet er så stort dybt og uendelig og vi har mange, mange historier og mange menneskeskæbner at kende endnu.
(Foto: Twin Peaks/Lynch/Frost Productions)

Sally: Af fare for at spolere det, der er, er min eneste forhåbning, at det kun er noget Lynch/Frost kaster sig ud i, hvis de har mere på hjerte og ikke fordi fansene ønsker det. Hvis de gør, vil jeg naturligvis suge det til mig. Og så håber jeg ikke at franchisen bliver overtaget af andre efter at de er gået bort, medmindre de selv udvælger nogen til at føre faklen videre. Twin Peaks er deres værk, som skal have lov at bestå i den form de har intention om at den skal have. Jeg er tilfreds med sæson 3 og behøver umiddelbart ikke at vide hvad der sker med Cooper i dette alternative univers som han ender i til sidst. Det er en ekstremt ulykkelig slutning, der virkelig får én til at tvivle på hvad der virkeligt, men det ser jeg jo netop som havende det budskab at Agent Coopers eget forsøg på at rede Laura Palmer, er det der ultimativt har bragt ham på afveje. For det er ikke i vores magt som mennesker at kontrollere tidens gang.

(Foto: Twin Peaks The Return/Showtime)

Morten: Det er jeg næsten ikke i tvivl om at der gør. Dog frygter jeg, at der godt kan gå 25 år, da det er det der matcher seriens mytologiske spilleregler. Det er vigtigt her at hæfte sig ved at Mark Frost i et interview for nyligt bekræftede at “cirklen ikke var helt afsluttet” i forhold til Coopers odyssé. Så enten bliver det inden for de næste par år, eller også omkring 2041.

Vi siger tak til Kirsten, Sally og Morten for deres villighed til at indvie resten af os i deres tanker om universet omkring Twin Peaks. Vi ser frem til at snakke med flere af jer om andre serier. Alt du behøver at gøre for at få muligheden for at komme med dine inputs i interviews som dette, er at melde dig ind i vores serieklub, hvor du desuden opnår en masse fordele og rabatter.

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *