For de af os, der så TV i 80’erne, var der en sørgelig mangel på superhelte. Jojo, MacGyver, Knight Rider og den slags havde vi – men hvor var de rigtige helte?
De kom først på om aftenen, da DR begyndte at sende den klassiske TV-serie om Batman fra 1966-1968. Og det er vist meget få, der ikke får lidt kildren i maven når de hører den kendte intromusik:
Serien var på mange måder en meget blid og pædagogisk Batman-serie, fordi den blev lavet i efterdønningerne på tegneseriernes store bussemand i 1960’erne, nemlig ”The Comic Code”. Dengang blev det besluttet, hvilke emner man måtte have med i tegneserier, og alle de dystre, voksne eller uhyggelige emner blev sløjfet. Tilbage var så sjov og ballade samt en hel del kitch.
Batman og Robin spænder altid deres sikkerhedsbælter, før de kører Batmobilen ud af Bathulen, de bruger aldrig bandeord, og deres slåskampe med forbryderne er koreograferet, så det mere ligner en amatørteaterforestilling end en rigtig tv serie. Men – den havde som sagt både sjov og ballade, og de to skuespillere i hovedrollerne, Adam West og Burt Ward, tog det meget alvorligt.
Især Wests Batman er legendarisk for med løftet pegefinger at påpege, at man altid skal være høflig. Hans Batman var altid utroligt alvorlig og derfor en smule grinagtig – jeg husker især hvordan han i første episode danser ”The Bat-usi” med helt straight ansigt i en danseklub! Men alligevel kan man ikke andet end at holde af serien, især selvfølgelig hvis man er et barn, men også som voksen.
Skurkene i serien var et kapitel for sig. De så vitterligt ud til at være trådt lige ud af tegneserien og var netop så fjollede, at man som barn ikke var bange for dem, men alligevel var klar over at de faktisk var farlige. Skurke som Pingvinen, Kattekvinden, Gækkeren og Jokeren (og ja, jeg bruger de danske navne for det HED de dengang!) var kendt fra tegneserierne, mens andre som Kong Tut og Mor Parker var nyskabte.
Seriens berømteste kendetegn var, at hver episode havde to dele, og at i slutningen af del 1 blev Batman og Robin fanget i skurkens djævelske fælde, tilsyneladende uden mulighed for flugt. Så kæmpede de for at slippe fri mens speakerens stemme drønede, at vi skulle huske at følge med i næste uge ”same bat-time, same bat-channel!” for at se hvordan vore helte slap ud af kattepinen.
Jeg husker selv, at jeg med stor glæde diskuterede det med min ven og medfan Morten i skolen og prøvede at gætte, hvad de kunne gøre. Det viste sig oftest at være noget man på ingen måde kunne have gættet, fx at de mirakuløst havde små raketter i deres støvler og kunne flyve væk. Men man gættede med alligevel.
Et andet kendetegn var at de mange slåskampe, for at gøre dem mere tegneserieagtige, viste store tegneseriebogstaver, når et slag gik ind. ”Kapow!” ”Bonk!” ”Uff!” og den slags.
Batman og Robin kører selvfølgelig rundt i den berømte Batmobil, som er udstyret med både raketter og jetmotor. De har dog også en Bat-motorcykel (med selvkørende sidevogns-gokart til Robin!) en Bat-kopter og en Bat-båd. Faktisk er der ikke det, de ikke har en bat-udgave af, mest anvendt deres berømte Bat-gas, som et enkelt snif af kunne dysse folk i en dyb søvn, indtil de fik en snus af modgiften. På den måde kunne Batman og Robin tage folk med ind i Bathulen uden at afsløre, at den lå gemt dybt under Wayne Manor.
Når de to helte skulle skifte til deres super-dragter, trykkede de på en knap i en buste, hvorpå en bogreol kørte til side og afslørede to brandstænger. Ved at glide ned af dem og trykke på et stort håndtag fik de både kapper, masker og lange underbukser på, på deres vej ned. Det var et syn for guder – ligesom det var når de skulle op igen og stod på en lille luftpude, der fløj dem opad og åbenbart tilsvarende bandt Bruce Waynes slips for ham!
Amerikanerne var dengang anderledes produktive end i dag. Der blev på de to år serien kørte produceret ikke mindre end 120 afsnit(!) samt en spillefilm, som havde premiere mellem sæson 1 og 2, og som i øvrigt også har gået i danske biografer og på TV. Det gjorde, at der var en solid mængde af afsnit, når man købte serien, og jeg har personligt ikke selv set en eneste genudsendelse.
Serien var i mange år fanget i et limbo af rettigheder, og det skyldtes én af seriens særlige gimmicks: Når Batman og Robin skulle klatre op ad en husmur (og det skulle de ofte, for de kunne ikke svinge sig!), så åbnede der ofte et vindue i muren de klatrede på, og en person stak hovedet ud. Disse personer var ofte mini cameos af berømte mennesker fra musik, TV og filmbranchen og blev mest bare lavet for sjov.
I 60’erne eksisterede hjemmevideo jo overhovedet ikke, og når først et show var sendt, var det sendt, og blev kun set igen hvis det blev genudsendt. Da video og senere DVD dukkede op fandt man ud af, at disse cameo roller ville udgøre et uoverskueligt problem, fordi de jo alle skulle opstøves og give tilladelse til en ny genudgivelse på et nyt medie!
Mange af dem var i øvrigt døde eller på anden måde umulige at finde. Derfor var det i mange år kun filmen, kaldet Batman: The Movie, man kunne få på hjemmevideo. Først for et par år siden lykkedes det at få en aftale i stand, og serien kan nu fås på en smukt restaureret udgave fra de originale masterbånd.
Se den igen, måske sammen med dine børn – om ikke andet så for at huske, hvordan det var, da vi alle sammen legede Batman og Robin efter skole, og drømte om anti-bat-hajspray når vi tog på stranden!
Læs også: Kan du huske serien? Boston Legal
