Kan du huske serien? Boston Legal

(Foto: Boston Legal/20th Century Fox)

Det er svært at forestille sig, at det den 8/12 faktisk er 10 år siden den sidste episode af Boston Legal rullede over skærmen, og at mange seriefans måske aldrig har stiftet bekendtskab med den.

Serien, der egentlig var en spin-off fra advokatdramaet The Practice, foregik på et advokatkontor i Bostons Fleet Street – et af den slags store og velanskrevne firmaer som fylder flere etager i en skyskraber. Crane, Poole & Schmidt havde både et ry for at vinde stort set alle deres sager – og for at tage sager, andre firmaer ikke ville drømme om at røre. Langt de fleste af sagerne var private søgsmål – altså den slags som vi i udlandet griner af, når amerikanerne fører dem. En kvinde, der lægger sag an mod sin søster, fordi søsterens børn opdrages som ultra-nationalistiske folkesangere, en kvinde fyret fordi hun ikke holdt op med at ryge, eller en kendt plastikkirug, anklaget af sine patienter fordi han har suget fedt fra sine egne baller og brugt dem i deres læbeforstørrelser! Det er den slags sager Alan Shore(James Spader), seriens ene hovedperson, ofte ender med.

Den anden hoverperson, Denny Crane (William Shatner), er seniorpartner, lider af begyndende Alzheimers og har et (ufortjent) ry som branchens bedste advokat. De to bakkes op af en perlerække af karakterer, som med både alvor og crazy humor formår at give et indblik i det ret surrealistiske liv, en advokat åbenbart fører i Boston. Serien var banebrydende for at have minoriteter i hovedroller og havde både dværge, handicappede, ældre og en sort transvestit i gennemgående roller.

(Foto: Boston Legal/20th Century Fox)

Serien minder på mange måder om Ally McBeal og er da også skabt af den samme showrunner og forfatter, David E. Kelley. Modsat Ally kammer det dog aldrig helt over i slapstick komik, men har mere karakter af satire over det amerikanske retssystem. Samtidigt er karaktererne meget bedre, og man kommer til at holde af dem på en dybere måde. Alan og Dennys bro-mance er et af de smukkeste venskaber i moderne TV, og kan med fuld alvor kaldes platonisk kærlighed mellem to mænd. Det kan være meget smukt at se på. Dertil skal også nævnes Dennys store kærlighed (og lyst!) til Shirley Schmidt, den anden senior partner. Hun spilles af Candice Bergen, og formår selv som moden kvinde at udstråle enorm feminin power.

Se den klassiske intro-sekvens til Boston Legal her:

Seriens sidste episoder blev sendt omkring det valg, hvor Obama blev valgt, og det mærker man tydeligt. Stort set hele sæson 5 har henvisninger til Obama og hvorfor man bør stemme på ham i november. Det skyldes at serien egentlig var blevet aflyst, men at Kelley fik lov til at lave de sidste 13 episoder, så den kunne nå op over 100 episoder (det magiske nummer der betyder, at den kan sælges til syndication.) Han kunne derfor smide en masse af sine egne politiske holdninger ind i serien. Serien er dog stadig vanvittig morsom og ofte rørende, og den holder stadig 10 år senere.

Se den – om ikke andet, så for James Spaders fantastiske monologer, hver gang han skal lukke en sag.

Seriens 5 sæsoner fås på DVD til en skarp pris via vores partnershop (se mere her) og er tilgængelige på iTunes.

Læs også: Kan du huske serien? Beverly Hills 90210

Læs også: Kan du huske serien? Skadestuen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *