Selvom det er mange år siden, man sidst har set dem, kan man stadig genkalde sig temamelodien og se hovedpersonerne for sine øjne. Sådan har jeg det med M*A*S*H, selvom jeg ikke var født, da de første mange sæsoner rullede over skærmen. Serien kørte fra 1972-1983, men jeg husker den først og fremmest, fordi den blev sendt på DR og senere på TV2 i min barndom. I lang tid var den et fast indslag på TV2’s eftermiddagssendeflade, og jeg har tilbragt mange eftermiddage i selskab med Hawkeye og hans venner, efter jeg var kommet hjem fra skole.
Introen er stadig ikonisk – læn dig tilbage og lad minderne skylde ind over dig:
M*A*S*H kunne noget særligt, og det kan den faktisk stadig den dag i dag. Den beskæftiger sig med et ret så alvorligt emne: Læger i krig – udstationeret langt fra deres hjemland midt i kaos og med den konstante lyd af bomber i baggrunden (koreakrigen, som fandt sted fra 1950-53). Og alligevel formår den altid at bringe et smil frem. Ideen til serien stammede fra en bog og en spillefilm med samme handling. I filmen var det Donald Sutherland, der spillede den nu så ikoniske rolle som kirurgen Hawkeye Pierce, men det er Alan Alda, der gav liv til rollen i tv-serien, og det er især ham, der gør den til noget særligt. M*A*S*H står for Mobile Army Surgical Hospital, og lægerne bor i telte, som omgiver operationsstuen. Der er en løssluppen stemning, som bærer præg af, at det er læger og ikke professionelle soldater, som bebor lejren. Hawkeye og hans bedste ven (Trapper i de tre første sæsoner, Hunnicutt i de sidste otte) har installeret et system til at blande martinier i deres telt og fremtræder meget af tiden berusede (dog aldrig, mens de opererer, hvilket faktisk er en modsigelse i sig selv – de bliver jo ofte kaldt til akut til operationsstuen). Så er der korporal Klinger, der forgæves forsøger at blive hjemsendt pga. sindssyge. Han går derfor i dametøj. Implikationen er måske nok, at en mand der går i dametøj er skør – men man må huske, at serien er fra en anden tid, og at Klinger ikke siger noget om, at han er født i den forkerte krop. Det skal tages med et gran salt, for så er Klinger egentlig ret sjov.
M*A*S*H strakte sig over 11 sæsoner og mange flere år, end koreakrigen varede. Den startede ud med en meget let tone, men i de senere sæsoner gravede den dybere. Krigens meningsløshed og indvirkningen på lokalbefolkningen fik en stadig større rolle, og serien formåede at formidle dybere budskaber og samtidig bevare komikken. En vigtig pointe er, at M*A*S*H startede, mens vietnamkrigen var i fuld gang, og M*A*S*H kan på nogle punkter ses som en kommentar til den.
For os der så den i fjernsynet i 80’erne og 90’erne, var M*A*S*H dog mest af alt en særdeles vellykket komedieserie. Fra Hawkeyes martinier, Klingers skøre påfund, major Burns stivsindede forsøg på at tage magten flankeret af major Hot Lips Houlahan til den evigt loyale Radar O’Reilly er M*A*S*H original og tidløs. Den dag i dag er den stadig sjov og relevant. Og jeg glæder mig til den snart er tilgængelig til streaming. Så er der seriemarathon – selvom 11 sæsoner nok kommer til at tage lidt tid.
Hos Vi Elsker Serier, elsker vi i hvert fald stadig M*A*S*H – uagtet dens alder.
Læs også: Kan du huske serien? Batman
Læs også: Kan du huske serien? Rejseholdet
