Kan spin-offs overgå originalerne?

(Foto: Better Call Saul/Netflix)

Kan du huske den følelse, du havde, efter du så sidste afsnit af Breaking Bad og tænkte: damn, det er så skønt, når serier slutter på toppen? Ikke længe efter står Jimmy McGill/Saul Goodman (Bob Odenkirk) ved døren a la billedet herover og prøver at overbevise dig om, at hans lækkerier faktisk også er værd at labbe i sig. Du er i tvivl, for måske har ham den charmerende Joey (Matt LeBlanc) fra Friends lige lokket dig i samme fælde, og hans ret kunne bare ikke hamle op med den, han havde med første gang. Virkede han egentlig ikke lidt uoplagt, da han spurgte dig, hvordan det gik?

(Foto: Joey/NBC)

Vi stillede tilbage i 2016 spørgsmålet om, hvorvidt spin-offs var fede eller noget værre s#&t. Konklusionen blev, at selvom man nogle gange kunne spotte de griske pengemænd på lang afstand, var der i enkelte tilfælde også muligheder for at bygge videre på elskede karakterer og universer. Som tiden er gået, er det blevet tydeligt, at spin-offs kun bliver mere og mere udbredt, så denne gang har vi tænkt os med at spørge, om det faktisk er muligt, at de kan overgå originalerne?

Vi er nødt til at være fair og sige, at det er umenneskeligt svært at følge succesfuldt op på Breaking Bad og Friends, men resultaterne i Better Call Saul og Joey er glimrende eksempler på, når det går godt, og når det går skidt. Jeg husker min egen tvivl, da Jimmy/Saul ringede entusiastisk på døren. Egentlig var jeg ganske mæt, men det skader jo aldrig at smage. Jovist, man skulle lige i gang, men hold da op, pludselig var sulten der igen. I vores anmeldelse af seriens seneste og fjerde sæsons første par afsnit kan du læse mere om, hvorfor den kære Jimmy/Saul er så svær at sige nej til.

(Foto: Better Call Saul/Netflix)

Den nyligt Oscar-belønnede instruktør Guillermo del Toro (The Strain, The Shape of Water) har udtalt, at Better Call Saul er bedre end Breaking Bad. Alright, den skal man lige sluge, for det er store ord. Hans pointe er, at selvom originalen var mere hæsblæsende, er Jimmys forfald til karakteren Saul Goodman mere dybfølt og minutiøst lagt ud gennem sæsonerne. Derudover formår serien at have karakterer på sidelinjen, som man faktisk er interesseret i. Det er svært at sige, om dette spin-off ved sin finale når samme status. Kritikerne svimler, og dem, der ser serien, er også imponerede over, hvor hurtigt serien kunne stå på egne ben.

(Foto: Joey/NBC)

Der kan være mange grunde til, at Joey ikke lykkedes i samme grad. Et bud kunne være, at hvor Saul var et frisk pust i ny og næ i Breaking Bad, så vi væsentligt mere til Joey i Friends. Der var derfor ikke helt så meget nyt at fortælle om karakteren i et efterfølgende spin-off. Her har Better Call Saul også valgt en frisk vinkel, i og med der er tale om en forløber, og der dermed kan besvares en masse spørgsmål om karakterens forfald. LeBlanc har selv udtalt, at han følte et enormt pres ved deres spin-off, og han mente samtidig, at forfatterne ændrede karakteren og hans udfordringer for meget fra den Joey, vi alle elskede fra originalen. Glasset var pludselig mere tomt end fyldt. Desuden nåede seriens supporting characters aldrig i nærheden af gruppen i Friends. Andre knap så vellykkede spin-offs tæller The Lone Gunmen, The Cleveland Show og After MASH, hvis originaler er The X-Files, Family Guy og M*A*S*H. Alle prøvede at bevare samme stemning, men deres nye idéer nåede aldrig samme niveau.

(Foto: Mayans M.C./Fox 21 Television Studios)

Der er mange bud på vellykkede og problematiske spin-offs, der enten løfter arven fra originalerne pænt eller taber det hele på gulvet. Der hersker næppe tvivl om, at Mayans M.C. havde meget at leve op til efter Sons of Anarchy, men vores anmelder kunne efter to afsnit ånde lettet op og kvittere med fem hjerter. En del af succesen kan tilskrives, at der igen er nye, interessante karakterer at følge, som ikke allerede er udtømt, og at der samtidig er nostalgiske throwbacks til originalen.

(Foto: Frasier/NBC)

Der er faktisk flere, som hævder, at spin-off-serien Frasier overgår originalen Cheers, hvor karakteren Dr. Frasier Crane (Kelsey Grammer) fik sit gennembrud. Serien fik hele 11 sæsoner, hvilket er samme antal som originalen. Begge er blevet hædret med en masse Golden Globes og Emmys og har fået gode anmeldelser og ratings. På papiret er serien egentlig ret ens med Joey: en folkekær karakter fra et skønt ensemble flytter til en anden by og skaber en hverdag blandt nye ansigter. Resultaterne har bare været vidt forskellige, og det samme har publikums reaktioner.

Der er altså ikke et endeligt svar på, om et spin-off kan blive bedre end originalen. Nogle kommer beundringsværdigt tæt på, enkelte overgår ifølge nogle seere, mens andre bare ikke har nok nyt at fortælle. Svaret må være, at det afhænger af, om folk lader sig friste af charmøren i døren, og om det, der gemmer sig under sølvpapiret, på én gang vækker minder, men samtidig er velsmagende på sin egen måde.

Læs også: Guld fra gemmerne: Show Me A Hero

Læs også: Anmeldelse af Better Call Saul (sæson 4 afsnit 1+2)

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *