Kan vi stole på fortælleren? Memento revisited!

Med premieren på dette engelske drama havde man et koncept, der så fremragende ud på papiret: Man havde allieret sig med den svenske script-writer Hans Rosenfeldt – hjernen bag Broen, og der forelå nu igen en kvindelig politiagent – her ved navn Marcella Backland – der til forskel fra Saga Noréns underliggende autisme her er udstyret med et uforløst traume, hvis kilde ikke skal afsløres, men som tilskueren løbende får større og større indsigt i.

Eller gør de?

marcella_S1
Foto: Netflix // Marcella

Marcella er efter en længere pause vendt tilbage til sit arbejde for drabsafdelingen. Forud er gået to begivenheder, som har formørket hendes psyke, dels skilsmissen fra den ambitiøse karriereadvokat Jason – som parentes bemærket har haft en affære med den effektive men følelseskolde bygningsmagnat Sylvie Gibsons datter Grace i tre år uden Marcellas vidende – og den efterfølgende vrede og dårlige samvittighed over for parrets to børn, og dels en række af ”black-outs”, hvor vi som tilskuere forstår at hun har været udsat for voldsomme begivenheder, som kræver megen psykisk energi at fortrænge. Jason arbejder i Sylvies firma, og det forhold at affæren har fundet sted også uden moderens vidende er en vigtig faktor. Ligeledes arbejder Graces halvbror Henry (de har samme far) i firmaet, men han er i stedmoderens øjne en skuffelse sammenlignet med den perfekte søster.

Som et led i denne proces involverer hun sig i det ydre plots hovedbegivenhed, som er politiets udfordringer med at få indkredset en bestialsk morder, der terroriserer Londons gader og dræber uskyldige i helt uforudsigelige mønstre. Dog er metoden den samme – brutal kvælning – og her konfronteres Marcella med sin gamle dæmon Henry Cullen, der er dømt for præcis denne metode. Han står imidlertid over for prøveløsladelse og kan altså ikke være den skyldige. Oven i alt dette myrdes Grace på samme måde og udover at komplicere efterforskningen yderligere, så åbner det for gamle sår mellem parret.

Seriens reelle fascinationselement er imidlertid Marcellas indre plot. Hvad er det hun oplever i sine black-outs og korte flash-backs? Stoler vi på hende? Serien gør i mine øjne et fremragende job med at holde os i tvivl, og samtidig med at vores identifikation og sympati ligger hos hende, så gøres de øvrige karakterer gradvist til ”hele” mennesker, således at historien ikke fremstår en-dimensionel. Inspirationen fra Christopher Nolans stilskabende debutfilm er åbenlys, man mærker den også i serien River med Stellan Skarsgård i detektivens rolle og hele konceptet ”den utroværdige fortæller” er jo gennemtravet i både litteraturens og filmens verden.

For mig var en stor del af nydelsen Anna Friels præstation i rollen som Marcella. Hun har et kæmpe register, er intens i de situationer, hvor rollen kræver det, og især balancen mellem effektiv betjent og sårbar privatperson rammes perfekt. (At nogle så vil sige at netop denne kvindelig politiagenttype efterhånden er blevet en kliché i sig selv er så en helt anden sag…)

Serien har allerede nu været meget anmeldt og diskuteret, og et hovedspørgsmål har været om serien kommer i mål med sine figurer eller om konceptet om fortællerens hukommelsestab fylder så meget at det flytter fokus? Spørgsmålet er reelt, men selv var jeg så godt underholdt undervejs, at disse mere overordnede betragtninger sagtens kunne vente til bagefter!

Marcella kan ses på Netflix.

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *