Karstens serie-top 3 for 2016!

At finde sin yndlingsserie er ligesom at skulle finde mandlen i risalamanden. Når du først har øset op i din skål, er du nødt til at spise helt op, inden du kan konkludere, om det var spild af tid, og hvis du finder den, er du allerede mæt og træt. Jeg begyndte på mange serier i år, men de fleste af dem fik jeg aldrig gjort færdige og fandt derfor heller ikke ud af, om der i dem gemte sig en smuk sprød mandel.

Zapperkulturen har aldrig levet under bedre forhold end i 2016, hvor vi er blevet bombarderet med så mange nye potentielle rigtig gode serier – og med et barn, en kæreste og nu også en lille hundehvalp, har jeg skøjtet rundt imellem de mange hundrede tilbud af gode serier for at stille min sult for at blive underholdt lige nu og her. Med min sparsomme tid og min konstante støtstigende forventningskurve er jeg blevet så ekstrem kritisk, at jeg nærmest ikke får set 10 min. af en serie, før jeg vurderer, om den er noget værd. Min top 3 er derfor ikke en top 3 over de bedste serier, der er derude, men en top 3 over de serier, der fangede mig fra allerførste klik og holdt mig tryllebundet hele vejen igennem!

3: The Night Manager

night-manager-tom-hiddleston

Susanne Biers våbenkritiske thriller med Hugh Laurie og Tom Hiddleston på 6 hæsblæsende afsnit fik mig overbevist allerede ved den Bond-inspirerede intro. Historien om den tilsyneladende helt almindelige natportier, der skulle infiltrere den kyniske våbenhandler med forbindelser helt op til the House of Commons var både tankevækkende og helt og aldeles vanvittigt spændende!

2: O.J.: Made in America

oj-made-in-american

I 2016 har True Crime for alvor trådt ind på seriescenen, og O.J. Made in America er bedre end både The Jinx, Making a Murderer og alle de true crime podcasts, jeg har lyttet til i indeværende år. Denne velkendte historie om verdens mest berømte kontroversielle retssag bliver i denne dokumentar set i et helt nyt lys, hvor der bliver trukket tråde til hvordan USA’s historisk betændte forhold til borgerrettigheder også har haft indflydelse på O.J.’s skæbne. Jeg fik aldrig lavet en anmeldelse, for jeg tror simpelthen ikke, jeg ville kunne yde denne vanvittigt spændende, lange og ikke mindst indholdsrige dokumentar retfærdighed med min begrænsede historiske viden – men er du til true crime, så skal du bestemt se den!

1: Westworld

westworld_s1e1_anmeld3

I skrivende stund lytter jeg endnu engang til soundtracket fra Westworld. Jeg er helt væk i den serie. Den handler om alt det, jeg bryder mit hoved med hver dag. Hvor meget er jeg overhovedet fri, og hvordan kan jeg vide, at mine valg ikke er begrundede i programmeret frygt fra barndommen, medierne og forskruede forestillinger om verden? Hvor meget er det lys, som min øjne opfanger en afspejling af virkeligheden, og hvor meget er fordrejet af snævre gange og mørke rum inde i labyrinten af mit sind? Måske holder disse spørgsmål mig kun endnu mere fanget i mit eget tankespind? Westworld har hældt alle disse temaer op i en velsmurt kageform godt mikset med både et smart manuskript, en dyr produktion og ikke mindst mindeværdige skuespilspræstationer. Den er både mind blowing og mind boggling, og derfor min nummer 1!

Læs også: Kims serie-top 3 for 2016!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *