Det må gerne være helt sort

Opdateret

Dette indlæg er præsenteret i samarbejde med Telmore:

Jo dybere vi kommer ind i det nye univers, som David Lynch & Mark Frost har præsenteret os for i Twin Peaks “The Return”, jo bedre forstår vi, at denne nye udgave af kultserien bestemt lever sit helt eget liv. Vigtigst af alt synes jeg, vi kan konkludere, at makkerparret ikke bare har tænkt sig at koge suppe på “brandet” Twin Peaks og malke igennem en sæson eller to for at være sikret en guldrandet pensionsopsparing. Serien har fået en revival og genkendelighederne er der, men ikke alt er som det plejer, tværtimod det er ny kaffe, og den er endnu mere sort.

Vi har lavet en spoiler alert, men her får du lige en igen. Vi nørder lidt igennem med specifikke elementer af handlingen, så stop lige dig selv inden du læser videre, hvis du stadig har hele serien til gode eller mangler nogle afsnit for at være up to speed.

Læs også: Anmeldelse af Twin Peaks The Return afsnit 1-4

Dougie Jones/Mr.C/Agent Cooper

Dualitet og spejling har altid gået hånd i hånd med Twin Peaks-universet, og her er The Return ikke nogen undtagelse. David Lynch elsker som instruktør at lege med vores sanser, og han er ikke bleg for at blande drømmeuniverset og virkelighed sammen. Når han på den ene side præsenterer os for Dougie Jones, der er den mere katatoniske udgave af Agent Cooper, og samtidig præsenterer os for hans diametrale modsætning som kaldes Mr.C, så er det netop her vi bliver udfordret på vores opfattelse af, hvad der er virkelighed, og hvad der kunne være en drøm.

Den korte historie og den mere straightforward, hvis man ligefrem kan tale om det i Twin Peaks, er at Dougie er blevet fremstillet med det formål at Mr.C kan snyde sig fra at vende tilbage til The Black Lodge. Dette er plausibelt, da Dougie Jones refereres til som en fordrukken gambler med hang til lyssky forretninger og dermed et let offer for BOB, der stadig er inde i Mr.C.

Det kunne også tænkes, at Dougie karakteren faktisk bare er et drømmestadie for Agent Cooper, der stadig befinder sig mellem to verdener, fordi han blev narret af Mr.C, og at Dougie er som et lille barn, der er ved at stykke puslespillet sammen. Vi ser Dougie have exceptionelt stort held med at spille på Casino og ekstremt stort held med at overvinde bad guys. Modsat Mr.C der virker til at have raget til sig, myrdet og generelt været en gemen douchebag gennem de sidste 25 år, så er Dougie karakteren mindre interesseret i at bruge sine evner til onde formål. Tværtimod giver han en hjemløs kvinde sit liv tilbage, da han tipper hende om, hvilke maskiner hun skal spille på i casinoet, og han får også fældet en forsikringsvindler og samtidigt sikret fred med gangsterne The Mitchum Brothers.

(Foto: You Tube)

We are alle detectives, and we must see the beauty in slow art.

Jeg ser The Return som en måde hvorpå, man kan vælge at lege Agent Cooper selv og netop udforske alle huller i plottet og prøve at stykke delene sammen. Man kan også give sig hen og prøve at sanse sig lidt mere igennem, hvad man bliver præsenteret for. Som udgangspunkt ser man mere end man lige umiddelbart registrere ved første øjekast, og det er her serien bliver genial i min optik. Den overlader intet til tilfældighederne, og ligesom de foregående to sæsoner, så er der nok materiale til, at vi kan snakke om det i mange år frem.

Tempoet er langsomt, ja nærmest tranceagtigt til tider. Jeg kan sommetider tage mig selv i at tænke, hvorfor kunne man ikke bruge de to minutter, hvor man ser en mand feje gulv på Roadhouse til at skabe lidt mere suspense? Det kan man nok bare ikke, fordi det er Lynch der dikterer, og han vil have os som seere helt ned i tempo. Han vil have os til at meditere os igennem afsnittene, og han vil gøre os bedre til at se tingene i et andet perspektiv.

Sam & Tracey er vores to unge venner fra første afsnit, der lider en noget grusom skæbne i forbindelse med at de skal observere en mystisk glasboks, der kan have noget med Mr.C`s ondskabsfulde planer at gøre. Og det er jo også det vi gør, når vi ser  serier, er det ikke? Hvis vi andre skal observere vores glasboks derhjemme i dagligstuen uden at blive flået af et kvindeligt monster ligesom det vi ser i The Return, så skal vi lære tålmodighedens dyd. Måske er det lektien? Og måske ikke? Meeen på den anden side så begik de to unge mennensker også den store fejl, som man ikke må begå i horrorfilm (Og tilsyneladende Twin Peaks) nemlig at have sex!

Vi elsker mysterierne, og vi elsker at opklare dem. Men måske er de mange mindre mysterier større end de åbenlyse mysterier i serien. Ved vi overhovedet, hvad The Return handler om? Der er jo ikke ligefrem en mordsag, som i de første sæsoner indtil den blev opklaret. Serien handler for mig om at vende tilbage, men hvem vender tilbage? Og er det bare et spørgsmål om at få Agent Cooper i sit sande jeg at se igen? Eller skal vi glemme den illusion om, hvordan vi ønsker, han er? Eller skal vi erstatte den med, hvem vi fortolker ham til at være?

Indtil videre er vi blot tilskuere, der vil nyde vores tærte og kaffe, mens vi absorberer de mange lag af smukke bizarre indtryk, vi bombarderes med hver mandag

(Foto: HBO Nordic)

Fylder Twin Peaks for meget?

Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor magtfuld denne serie er, og hvor meget den skyller ind over dig, som et rasende vandfald for ikke at give slip igen. Jeg kan tænke på serien i dagevis. Jeg kan udfordre mig selv og mine venner omkring plottwists og filosofiske vinkler på serien. Jeg kan glæde mig som et lille barn søndag aften, fordi jeg ved der kommer et nyt afsnit mandag morgen, og så kan jeg bruge timer på You Tube, hvor jeg gerne hører, hvad andre fanatiske Twin Peaks-nørder som mig er kommet frem til af teorier. Men vigtigst af alt så giver det mig faktisk en ro at vide, at der helt sikkert ikke eksistere et endeligt facit, men blot rigtigt mange gode fortolkninger af universet.

Jeg kan aldrig få nok af Twin Peaks, og selvom mange inklusiv min familie måske synes, at det godt kan fylde lidt for meget, så er universet et sikkert og trygt gemmested, hvilket er paradoksalt med tanke på den ondskab, der lurer under overfladen. Hvad siger det om den verden, vi lever i? Blev det et nummer for depressivt?. Det håber jeg såmænd ikke, livet er smukt efter min mening, og som David Lynch beskriver det, så er man nødt til at kende til mørket for at vide, hvordan man lever i lyset.

Til det store spørgsmål: Er vi klar til endnu en sæson af Twin Peaks efter “The Return”? I min verden må den gerne leve videre et par sæsoner mere, fordi det simpelthen er svært at få nok af universet, men omvendt er jeg også klar til det, hvis Lynch & Frost har sat det sidste punktum. Den nye udgave af Twin Peaks har taget fusen på mig, og jeg glæder mig til at lave en anmeldelse af “The Return” her på sitet.

Til de sidste episoder af serien er der kun tilbage at sige: “Det må gerne være helt sort”

“We are like the dreamer, who dreams and then lives inside the dream”

-Monica Bellucci- ( Episode 14 Twin Peaks: The Return)

Se hvordan livet som serienørd og Twin Peaks-fan til tider kan skubbe os lidt udover kanten i denne video:

Læs også: Øgler,rustninger &whatever

Læs også: Q&A med en af Danmarks største Twin Peaks-eksperter!

Husk du kan se serien på HBO Nordic med Telmore Play.

(Dette indlæg blev præsenteret i samarbejde med Telmore)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *